Anmeldelse af Svend Brinkmann: Som alle andre, som nogle andre, som ingen andre – håndbog i humanisme, udgivet af Gyldendal d. 17. september 2026
Anmeldt af Mai Grundfør Richter
Foto: Mai Grundfør Richter
l bogen Som alle andre, som nogle andre, som ingen andre lægger Hr. Hjælp-til-anti-selvhjælp, Svend Brinkmann nej-hatten på hylden for en stund for at forsvare dig, mig og resten af menneskeheden. Men er baggrunden for forsvaret en tilsyneladende nyfunden ja-hat, eller gemmer bogen i virkeligheden på masser af pessimisme pakket ind i et solgult omslag? Begge dele, hvis du spørger mig.
Jeg blev ærligt talt lidt ærgerlig, da jeg hørte, at Svend Brinkmann skulle til at være en positiv, humanistisk skytsengel. Jeg har altid nydt hans nedskydning af højtflyvende, iværksætteragtige selvudviklingsidéer og set dem som hjælpsomme for ikke selv at sidde fast i en acceleration, jeg ikke kan følge med i, ej heller se enden på. Men da jeg plejer at være svært glad for Brinkmann, valgte jeg at tro på, at han hverken havde mistet besindelsen eller integriteten med denne udgivelse og åbnede derfor den lysegule bog alligevel.
Som vi kender ham, men med omvendt fortegn
Bogen er uden tvivl langt mere positiv i sin grundvold end Brinkmanns tidligere udgivelser. Den argumenterer for humanismen og tager afstand til den kynisme, han ellers ofte er beskyldt for selv at besidde i temmelig høj grad. Men netop af den grund vil jeg argumentere for, at bogen stadig har samme skelet som hans tidligere udgivelser, for selvom bogen fungerer som et forsvar, bliver den samtidig uundgåeligt et angreb på det modsatte, som for eksempel Stå Fast og Gå Glip er det. Forskellen denne gang består i, at det han forsvarer, er positiviteten selv, og det han afviser, er pessimismen – og det er nok det mest overraskende ved denne bog. Dens opbygning og sprog forbliver meget, som vi kender det fra Brinkmanns tidligere værker.
Syv teser om menneskeheden
Bogen er bygget op af syv hoveddele, eller syv teser, som Brinkmann har valgt at kalde dem: Dan-nelsestesen, persontesen, tesen om den menneskelige sans, mesterlæretesen, vedligeholdelses-tesen, tesen om det gode og meningstesen. Disse syv teser danner tilsammen værket og er Brinkmanns bud på, hvad der gør os som den menneskelige race helt særlig, hvorfor vi besidder alle evner til at vælge det gode. Samtidig viser han os, hvorfor det faktisk tyder på, at det, på trods af den aktuelle verdenssituation, tyder på, at det er særligt menneskeligt netop at ville det gode. Samtidig viser han os, hvorfor det faktisk tyder på, at det, på trods af den aktuelle verdenssituation, tyder på, at det er særligt menneskeligt netop at ville det gode.
”Dette er måske den bedst bevarede hemmelighed i human- og samfundsvidenskaberne: at mennesket i bund og grund er et venligt væsen, der vil hjælpe andre i nød”
Selvom alle syv teser har fået stort set lige meget plads og på hver sin vis er meningsfulde og vigtige, var der nogle af de syv teser, der skabte mere personlig resonans hos mig som læser end andre. Sam-tidig er jeg sikker på, at det er meget forskelligt fra læser til læser, hvilke af de syv teser, man kan tage med sig og bruge til egen refleksion og udvikling. For som en af hovedpointerne i bogen netop lyder, er vi alle unikke og hver vores person, selvom vi alle er mennesker.
Som nævnt er bogen bygget op som de fleste andre af Brinkmanns værker; en afvisning af noget og et forsvar af det modsatte. Det er også denne gang en samfundsmæssig tendens eller udvikling, Brink-mann ønsker at gøre op med. Men hvor det plejer at være den evigt optimistiske opfordren til udvik-ling og fremskridt, han langer ud efter, er det nu tendensen til sortsyn, han kritiserer. Bogen handler nemlig først og fremmest om, at vi skal passe på med at tro, at vi som mennesker er medfødt egoisti-ske eller måske ligefrem onde. Sådan som verden ser ud lige nu med krig i mere end et verdenshjørne, korruption og en tiltagende klimakrise, er det svært at holde troen på menneskeheden oppe. Men ifølge Brinkmann er det netop det, vi må og bør gøre: ”Fordi jeg ikke mener, der findes et gangbart alternativ til at øve sig i at være de bedst mulige mennesker”. Bogen er altså en både biologisk, filosofisk og historisk gennemgang af, hvad der gør os til mennesker hver især og en menneskehed tilsammen. Samtidig er den et forsvar af (den for tiden ellers lidt udskældte) humanisme og derfor også en stor, klokkeklar afvisning af lige netop den pessimisme, der angår vores evne til at vælge det gode og det ordentlige.
En blødsøden afslutning
Gennem bogen forholder Brinkmann sig til både Aristoteles og Arendt, Kierkegaard og Nick Cave. Og hvor de fleste af disse forbindelser selvsagt er rationelle og relevante, fungerer sidstnævnte som en sentimental og personlig afsluttende anekdote, der er overraskende sødladen og decideret håbefuld, og det er lige før, jeg må dobbelttjekke forfatternavnet på forsiden. Men den er god nok – Brinkmann er blevet mindre pessimistisk, dette indrømmer han også selv i bogen, og selvom han måske ikke tager en decideret ja-hat på hovedet, så måske en ”mere-ja-end-nej”-hat. Jeg synes i al fald, at hatten klæder ham mere, end jeg havde regnet med, eller nærmere mere, end jeg havde frygtet. Samtidig synes jeg faktisk ikke, det gør noget at se Brinkmann i et lidt lysere skær. Så selvom jeg nu lægger denne lysegule bog på hylden, lægger jeg bestemt hverken Brinkmann som forfatter eller min nyfundne tro på menneskeheden fra mig sammen med den.

Leave a Reply