Anmeldelse af Rúni Weihe: Boys Boys Boys, udgivet på Gads Forlag d. 4. september 2026.
Anmeldt af Anna Bogette Lysholm Nielsen
Foto: Anna Bogette Lysholm Nielsen
Boys Boys Boys er en roman om at vokse op på Færøerne, om rastløshed, dysfunktionelle familierelationer og alt det der siges mellem linjerne.
Rùni Weihes roman indledes af en prolog med titlen ”Biler”, hvor fortælleren reflekterer over sine ungdomsår på Færøerne:
“Det er sådan det er at vokse op her. Halvdelen forsvinder, halvdelen bliver. Men de ved stadig ikke, hvilken halvdel de selv tilhører. Det, drengene på bagsædet dog godt ved, er, at chaufførens skæbne allerede er afgjort. Han er en af dem, der bliver. Den, som køber bil, kommer aldrig væk.”
Allerede fra begyndelsen er jeg betaget af de korte og lidt fragmenterede sætninger, der præger romanens sprog. Jeg hæfter mig især også ved den dobbelthed, som bilen og ”det at køre” beskrives med. På den ene side har bilen et frigørende element, da drengene får frihed til at opleve andre færøske bygder, tage i byen og køre ræs i tunnellen. På den anden side ”binder” bilen også sin chauffør til øerne, hvilket konstateres med en resigneret humor, som jeg rigtig godt kan lide. Bilen bliver desuden et gennemgående motiv i romanen for den rastløshed og længsel væk fra Færøerne, som fortælleren oplever i sin tidlige ungdom.
En færøsk slægtsfortælling
Romanens indledende kapitel begynder i nutid, da den voksne fortæller en efterårsdag i København, beslutter sig for at rejse hjem og besøge sin færøske familie til jul. Selvom der blot knyttes få ord til beslutningen, virker han ikke desto mindre ambivalent omkring den forestående rejse, hvilket giver mig indtrykket af en underliggende uro og uforløst spænding mellem fortælleren og hans færøske ophav. Denne følelse forstærkes, som jeg læser videre, da fortælleren rykker ind på sit gamle værelse hos faren og hans kone Jóruun. I romanens følgende kapitler flettes fortid og nutid sammen, og vi indvies i fortællerens barndom og opvækst. Efter forældrenes skilsmisse er den niårige fortæller rejst til Danmark med sin mor og storebror, hvor han bor en række år. Dette ændrer sig imidlertid en dag, da han er alene på sommerferie på Færøerne. I et anfald af distræthed siger han ja, da hans far spørger ham, om han vil flytte op til ham og bo:
”Hun troede vist, at jeg havde fået kolde fødder i sidste øjeblik. Hun forsøgte ikke at få mig på andre tanker. Måske tænkte hun, at det var forkert at prøve. (..) Men jeg ville forhindres. Hvorfor forhindrede hun mig ikke.”
Den unge drengs stilfærdige desperation og ensomhed er smertelig læsning, og jeg får lyst til at ruske i hans mor, der aldrig sætter et egentlig spørgsmålstegn ved beslutningen.
Et uforløst traume
Den fornemmelse, jeg indledningsvis fik af, at noget mellem jeget og hans færøske familie er off, kulminerer i romanens midte, hvor fortælleren en kold nat i februar sendes væk af sin stedbrors kone:
”Jeg fortalte, at jeg havde misset bussen. Hun spurgte mig igen, hvorfor jeg stod der. Børnene sover. Jeg sagde endnu en gang, at jeg havde misset min bus. Der var lang tid til den næste kørte. Kan jeg komme ind, må jeg sove på sofaen? Hun gentog at børnene sov, jeg vækkede dem. (..) Hun lukkede vinduet. Jeg vendte om og gik derfra.”
Fortællerens minde er ikke bare smertefuld, men også tankevækkende læsning. For som det også gør sig gældende for så mange andre situationer i romanen, sætter han ikke ord på den smerte og ensomhed, situation udløser hos ham. I stedet betror han sig til kammeraten Daniel, der fortæller det videre til faren og Jóruun. Dette medfører, at stedbrorens kone ekskluderes af den øvrige familie, og selvom jeg klart tolker dette som et udtryk for solidaritet overfor fortælleren fra resten af familien, kan jeg alligevel ikke undgå at hæfte mig ved, hvordan der ikke sættes yderligere ord på oplevelsen mellem fortælleren og hans far.
Hvad er en lykkelig slutning?
Romanens sidste kapitel foregår dagen for fortællerens afrejse, hvor han tager afsked med sin far og Jorúnn:
”Det er gåsen, forklarer han, og sætter den fra sig på spisebordet. (..) Tak, siger jeg, men jeg tror altså ikke, jeg har plads til den. Jeg har ingen kummefryser. (..) Min far forsøger at skjule sin skuffelse. Han slår sig på hoften med en knyttet næve. (..) Vi ender med at køre tidligere end vi havde tænkt.”
Romanens slutning bærer præg af den samme akavede distance mellem fortælleren og hans far, som der har været i løbet af hele romanen. Jeg bliver altså ikke tilfredsstillet med den lykkelige, forløsende slutning, som jeg – lidt naivt – havde forventet. Jeg affinder mig alligevel med dette, idet jeg oplever afskeden som ret reel og realistisk, med tanke på, at et livslangt anstrengt forhold ikke ændrer sig over et par dage. Jeg vil huske Boys Boys Boys for at være det, jeg vælger at kalde ”stilfærdigt hjerteskærende”. Selvom romanen ikke er en, der råber højt eller hele tiden skal hævde sig selv, er den alligevel smertelig læsning, der sætter sig under huden, hvilket blot forstærkes af, at den er velovervejet, autentisk og utrolig præcis i sin skildring af sorg og ensomhed.
Leave a Reply