”Vi har jo ikke lyst til at slå dig. Men det er, fordi vi elsker dig” 

Anmeldelse af Noah Rosendal og Kristian Corfixen: Barn af Faderhuset, udgivet ved Politikkens Forlag d. 24. august 2026. 

Anmeldt af Ingeborg Jørgensen 

Foto: Ingeborg Jørgensen 

Barn af Faderhuset er en opsigtsvækkende beretning om 22-årige Noah, som har tilbragt sin barndom i den kristne menighed, Faderhuset, men senere valgt at forlade den. Bogen er velskrevet og et vigtigt bidrag til den samlede historie om Faderhuset. 

Gennem de sidste 20 år har Faderhuset løbende været på læberne af mange danske journalister. Blandt flere årsager kan nævnes den omfattende mængde af underretninger til Lolland Kommune vedrørende vold og svigt af børn i det lukkede religiøse miljø samt deres pludselige forsvinden ud af landet i 2016.  

Når den tavse ikke længere tier 

Journalist, Kristian Corfixen, har i samarbejde med Noah Rosendal, gjort sit for at udlægge, hvordan det var for Noah at være barn i menigheden, samt hvad der skete op til og efter, at menigheden og dens børn pludseligt forsvandt som dug for solen. De efterlod ikke blot et tomt hotel i Bandholm på Lolland, men også et mysterium af ubesvarede spørgsmål: Hvad foregik der egentlig i menigheden? Hvor forsvandt de hen? Og hvad skete der med alle børnene i Faderhuset? 

Corfixen forsøger i denne bog at besvare disse spørgsmål. Han møder Noah, som for første gang er klar til at sætte ord på sin historie og lade verden høre hans hidtil tavse stemme. Med nærvær og nysgerrighedbruger Corfixen mere end 70 timer på at interviewe ham. Men han tøver ikke med at fortælle Noah, at jorden altså ikke er flad, og at underretningerne om Noah var langt mere alvorlige og oprigtigt bekymrede, end Noah var blevet fortalt. 

”Det tog en printer lidt over en halv time at udskrive alle de dokumenter, der handler om Noah, og som ligger i systemerne hos Lolland kommune, Social- og Boligministeriet, politiet og Udenrigsministeriet. Alt i alt lidt over 700 sider. ”Holy fucking shit,” udbryder Noah, da han kommer ind på kontoret, og jeg lægger den høje bunke af papirer, vi har fået agtindsigt i, foran ham.” 

”Det onde i ham skulle druknes” 

Gennem bogen veksles mellem to perspektiver: Corfixen, som gengiver sit møde med Noah samt sit arbejde med at eftertjekke de ting, Noah påstår. Dertil Noah, der i kronologisk rækkefølge udfolder sine mange erindringer fra barndommen. Disse indebærer, hvordan han blev instrueret i at lyve om, hvad der skete på hotellet, når kommunen kom på varslede besøg, om menighedens koordinerede flugt ud af landet og om Noahs vej tilbage til Danmark.  

Noah, som i dag bor på krisecenter, sætter blandt andet ord på en hændelse med en lille dreng fra menigheden, der fandt sted for øjnene af ham. 

”Drengene holdt Abels hoved under vandet. De kiggede op på Ruth for at se, hvornår det var nok, og når hun gav tegn, kom han op og fik luft, prustede og stønnede. (…) Hans forældre kiggede på. Hovedet under igen. Det onde i ham skulle druknes. Det var en åndelig kamp mellem det gode og mørket, og Abel brød sammen.”   

Noahs udlægning af denne hændelse er så underspillet, at det virker helt bizart. Man mærker tydeligt gennem bogen, hvor almindelige lignende episoder var for ham og de andre børn i menigheden. Noah afslutter passagen med følgende: 

”Det værste er også, at jeg ikke havde et ubehag ved situationen, da det skete.”  

En stemme som Noahs kræver, at vi lytter 

Noahs motivation for at offentliggøre sin version af historien om Faderhuset findes i hans ønske om at nå dem, som endnu lever i menigheden under ledelse af Ruth Kristiansen (tidligere Evensen). Spørgsmålet er, om bogen når ud til de rette, og hvis det er tilfældet, om den overhovedet bliver taget godt imod. For den efterlader Ruth med nogle forklaringsproblemer, hvilket ligeledes kan siges om Lolland Kommune.  

Ruth har ifølge Corfixen ikke ønsket at bidrage til denne udgivelse, hvilket er ærgerligt, da bogen godt kunne bruge flere nuancer. Dog henviser han i stedet til Ruths egne bøger, som jeg selv påtænker at læse i min søgen efter at forstå alle sider af sagen bedst muligt. For selvom Barn af Faderhuset på troværdig vis skildrer Noahs erindringer, bærer denne udgivelse den svaghed med sig, at den netop primært er baseret på én persons erindringer. Med dette som bogens præmis, må det ej glemmes, at den samlede historie om Faderhuset tilhører mange mennesker og ikke kun Noah.  

Bogen er i sin helhed let læselig men dertil aktuel og alvorlig, og den lykkes med at vække læserens opmærksomhed og en motivation for at forebygge, at en tilsvarende historie udspiller sig igen. 

At læse Noahs erindringer fra sin barndom er en gribende, rørende og bekymrende oplevelse. At læse Corfixens beskrivelse af Noah som voksen er det selvsamme. 

En stemme som Noahs kræver, at vi lytter.