Anmeldelse af Deborah Levy: Mit år i Paris med Gertrude Stein, udgivet på Vinter Forlag d. 28. august 2026.
Anmeldt af Ursula Marie Dyekjær
Foto: Ursula Marie Dyekjær
Mit år i Paris med Gertrude Stein er hverken helt roman, essay, autofiktion eller biografi. I et løst sammensurium af disse genrer følger vi en fortæller, der flytter til Paris i et år for at skrive et essay om den amerikanske forfatter Gertrude Stein. Med tiden sniger Steins tilstedeværelse sig ind i alle hjørner af hverdagen.
Bogen forløber som to tråde, der hele tiden overlapper og forstyrres af hinanden. Den ene tråd er et dybt dyk ned i Gertrude Steins liv, hendes samtid, tekster og kærlighedsliv. Den anden udspiller sig i stemningsfyldte, parisiske lejligheder med fortælleren og hendes to nye veninder: Fanny og Eva. Fanny arbejder i finansverdenen. Hun har adskillige elskerinder og gode råd om sex. Tegneren Eva, har fantastiske blå øjne, en fraværende ægtemand i Seattle, og så har hun mistet den. Hvad er den? En kat, som har fået navnet Bob.
Bevidsthedsstrømmene
Gertrude Stein er omdrejningspunktet fra hvilket fortælleren tager os med ind i venskaberne og stridighederne mellem de bizarre og geniale kunstnere i 1900-tallets Paris. Vi møder Picasso, Matisse, James Joyce og mange flere. I lighed med andre værker af Deborah Levy, er Mit år i Paris med Gertrude Stein centreret omkring bevidsthedsstrømme. Det er Levys påliggende at vise, hvordan tanker flyder mellem århundrederne, fremad og bagud og til siden, hvordan de har og er blevet påvirket af Stein, og hvordan de nu ankommer til fortælleren og hendes veninder i vores århundrede.
”Ja, Bob flød i strømmene med de gyldne øjne vidtåbne, videre gennem det 19. århundrede, […] forbi det 20. århundredes avantgardebevægelser og -øjeblikke og ankom splintret, dryppende i vores eget århundredes tusmørke.”
Som i citatet her er den forsvundne kat Bob omgivet af en tung symbolik, der relaterer sig til det, jeg synes er bogens mest interessante tema: Hvad må mennesker opgive for at udvikle sig personligt? Fortælleren beskriver, hvordan Stein smider både korset og feminin pli fra sig for at bevæge sig fremad mod anerkendelse og væk fra sin tids begrænsende kvindesyn. Men fortælleren reflekterer også over, om og hvordan disse ofre i progressivitetens navn overhovedet kan ses i samfundet i dag – et samfund, som fortælleren mener er ved at disintegrere.
”Gertrude Stein ønskede at aflive det 19. århundrede.
Det 21. århundrede syntes i færd med at aflive sig selv.”
Nysgerrige veninder
Teksten opholder sig ikke længe ad gangen i hverken nutiden eller Steins tid. Som bevidstheden strømmer den i begge retninger, blandt andet fordi fortællerens veninder hele tiden blander sig i Steins liv, mens fortælleren forsøger at skrive om det. De er særligt engagerede i Steins forhold til sin kæreste, Alice, og deres to pudler:
”Eva, der var meget interesseret i min research om Stein, ville vide om Fanny mon også vaskede sit hår i svovlvand, ligesom pudlerne, Basket 1 og Basket 2. Gertrude og Alice var også helt høje på sex, men jeg tror Alice B. vaskede pudlerne i svovlvand for at dæmpe hundenes lugt.”
Levy skriver, at Stein i sine tekster ofte stræbte efter uforståelighed – hun undveg gerne kommaer, punktummer og spørgsmålstegn. Måske Stein ville kunne lide den måde, Levy springer mellem fiktion og biografi. Hun formår at skabe en dialog mellem Stein og hendes samtidige kunstnere, der hjælper hinanden mod succes og selvforståelse, og mellem fortælleren og hendes veninder, der nu gør det samme. Tekstens feministiske understrøm findes i disse kvinder, der hjælper hinanden fremad. På den måde ser jeg også Mit år i Paris med Gertrude Stein som et succesfuldt, anti-individualistisk projekt om at beskrive den styrke, der findes i vores relationer.
Hvor er vanviddet?
Alligevel virker nogle af koblingerne mellem nutiden og fortiden en smule overflødige. Venindernes hverdag, der kunne skabe fremdrift i en tilbageskuende bog, sætter nærmere tekstens fart ned. Fanny siger på et tidspunkt til fortælleren:
”Jeg tror at det her essay om Gertrude Stein er ved at drive dig til vanviddets rand. Du tilbringer al for meget tid alene i hendes selskab.”
Men når vi sidder i stuen med Fanny og Eva og spiser raclette og småsnakker, savner jeg er være en del af dette vanvid. Nogle scener efterlader mig i stedet med en lidt flad fornemmelse af ”Det var da hyggeligt – og hvad så?”
Et år i Paris med Gertrude Stein er vittig og indsigtsfuld, og har en righed i citater fra kendte værker, personlige dagbøger og breve, der er karakteristisk for Levy. Gennem disse skaber hun lyslevende billeder af fortidens store forfattere og kunstnere. Men jeg savner at mærke besættelsen og vanviddets slagkraft.
Leave a Reply