Anbefalinger til efteråret: To værker, der leger med sproget

Anbefaling af Jonathan Safran Foer: Everything is Illuminated og Anthony Burgess: A Clockwork Orange

Af Nete Bækgaard Hermansen

Fotograf: Daria Shevtsova

I romanerne Everything is Illuminated fra 2002 af Jonathan Safran Foer og A Clockwork Orange fra 1962 af Anthony Burgess præsenteres læseren ikke kun for to helt forrygende narrativer, men også for en finurlig og eksperimenterende legen med sproget, der gør disse to værker til  helt særlige litterære oplevelser.

Efteråret er nu for alvor i gang, og for nogle af os er det særligt lig med én ting; nemlig masser af tid til at gemme sig under dynen med en kop kaffe og en god bog. Regnvåde dage og mørke nætter giver tid til fordybelse, og hvilken bedre måde at udnytte dette på, end ved at kaste sig over litterære værker, som lægger op til netop dette?

Man kunne anbefale mange bøger inden for denne kategori. Men i dag skal det handle om en helt særlig form for sproglig fordybelse. De to romaner, som anbefales i denne artikel, minder egentlig slet ikke om hinanden, men de har alligevel en tydelig fællesnævner, idet de begge er kendetegnet ved, at forfatteren har leget med sprog, dialekt og stil hos sin fortæller. Og imens det kan kræve lidt ekstra arbejde for læseren, så tilføjer det samtidig et ekstra og ganske fornøjeligt lag til værket.

Vold og æstetik i sproget

Den første bog er Anthony Burgess’ efterhånden ikoniske fremtidsdystopi A Clockwork Orange. Romanen er skrevet i starten af 1960’erne og bærer præg af den skygge, som Den Kolde Krig og begyndende bandekriminalitet rundt omkring i England kastede over forfatterens samtid.

I romanen følger vi den unge mand Alex, som, på trods af at han kun er teenager, tilbringer døgnets vågne timer med at drikke en euforiserende mælkedrik på den lokale café med sine bandemedlemmer, begå voldsomme røverier og voldtage unge kvinder. Alting går dog grueligt galt for Alex da han bliver svigtet af sine medkriminelle og ender i fængslet, hvor han i et forsøg på socialisering udsættes for den grufulde ”Ludovico-metode”, hvor man overeksponerer voldsmænd for, ja, voldelige billeder og film.

Selvom handlingen i A Clockwork Orange er fængende og tager store etiske problemstillinger i det moderne samfund op, så er det sproglige element det, som har både fascineret læsere og skræmt dem væk siden romanens udgivelse i 1962. For hele historien er fortalt fra Alex’s synsvinkel, og er derfor fortalt i den slang, som han taler – nemlig nadsat, et hybridsprog der inkluderer elementer af russisk, cockney-dialekt og oldengelsk. Alex slynger om sig med fraser som ”Oh my brothers”, ”droogies” (venner), ”chelloveck” (mand) og ”cutter” (penge). Faktisk er nadsat så svært at tyde, at det for mange er nødvendigt at sidde med en ordbog ved siden af sig i løbet af de første par kapitler (de fleste oplag har en på de bagerste sider). Men fortvivl ikke, for efter et stykke tid begynder ord og gloser at sætte sig på rygraden, og inden længe læser man flydende nadsat!

Roadtrip gennem Ukraine før og nu

I den anden romananbefaling møder vi en anden Alex, nemlig Alexander Perchov, der rejser rundt i Ukraine med den unge forfatterspire, Jonathan fra Amerika, sammen med sin bedstefar og en gammel hund. Bedstefaren, hunden og Alex er rejseguides for Jonathan, som leder efter en kvinde, der reddede Jonathans jødiske bedstefars liv under 2. Verdenskrig.

Værkets narrativ har to spor; det ene er en fortælling om den ukrainske landsby Trachimbrod og dens udvikling op gennem historien og indtil krigens begyndelse. Den anden udgør den ene side af en brevveksling mellem Alex og Jonathan, hvor Alex retrospektivt genfortæller de ting, som skete under deres rejse gennem Ukraine sammen. Imens historien om Trachimbrod er både smuk og rørende, så er det Alexs fortælling, der virkelig imponerer. Og det gør den, fordi Alex skriver et engelsk, der er så gebrokkent, at det næsten bliver poetisk.

Hvis man nogensinde har prøvet at sætte en tekst ind i Google Translate, oversætte den til engelsk og grine over de mærkelige oversættelsesfejl, så har man allerede en fornemmelse af, hvordan det er. Alex bruger udtryk som ”he was reposing”, når han beskriver sin sovende bedstefar og kalder sin lillebror for ”my miniature brother”. Sprogfejl der på en og samme tid er sjove og rørende.

Sproget rummer indsigt

Men hvorfor er det værd at kaste sig over romaner, hvor forfatteren leger med sprog og dialekter? Når det kommer til de to værker anbefalet i denne artikel, kan man opsummere to hovedårsager: For det første tvinges man til at tage sig tid og tænke over det, som er skrevet. Det gør, at man som læser kommer dybere ind i narrativet, og at bogen efterlader sig et større indtryk efter endt læsning. For det andet får man en langt større forståelse for hovedpersonerne, når man læser et værk på den samme dialekt, som de bruger.

I tilfældet med Alex fra A Clockwork Orange er hans brug af nadsat et vidnesbyrd om hans komplekse personlighed, der både rummer den dyriske glæde ved rå vold og den forfinede fryd over klassisk musik og kunst. Hos den anden Alex er hans ubehjælpsomme engelsk symbolet på et kulturelt tilhørsforhold og de sociale og økonomiske udfordringer, som dette fører med sig. På den måde lader nuancerne i sproget os lære noget om karaktererne, uden at det på nogen måde står udpenslet i bogen. Tager man sig tid til at knække den sproglige kode, er både Burgess’ og Foers’ værker derfor en fryd for enhver ivrig læser.