De ’anlæste’ bøgers bibliotek

Mit liv hjemsøges af to – mindst – patologier der samtidig fortæller historien om en naturbåren hang til misbrug. Bare spørg min henrivende hustru! Jeg har et symbiotisk (læs: udpræget irrationelt) forhold til bøger og cykler. Littunas læsere skal ikke trættes med mit lidelsesfulde kærlighedsforhold til de tohjulede fuldblods carbonheste til skov- og landevejsbrug, skønt der er stof nok til en hel roman i dette på en gang uhyre simple og komplekse aspekt i mit liv. Lad mig i det følgende nøjes med at (ud)stille – så at sige in puris naturalibus og uden forskønnelse – mit årelange misbrug af bøger, og lad mig gøre det gennem et konkret eksempel som jeg netop har gennemeksisteret for 117. gang i mit liv.

For ganske nylig var jeg i Tyskland. Nærmere bestemt i Essen. Inden afrejsen havde jeg lovet mig selv ikke at gå amok i bogindkøb. Allerede på rejsen til Essen kolporteredes den plan af en transitpause i Hamburg på over 2 ½ time. Bemærk venligst passivformen i den foregående sætning: Pointen er netop at jeg er offer for en irrationel/udefrakommende magt der knægter min ellers så stålfaste vilje. Min instrumentelle fornuft (læs den indre stemme der siger: ’Køb nu kun de bøger du har BRUG for’; ’lad dig nu ikke FRISTE’; ’hold dig i AVE og køb kun de bøger der står på listen!’) bliver i en velassorteret tysk boghandel i løbet af ingen tid forvandlet til en ynkelig amorf masse der vrider og vånder sig under den stærkere magts åg. Med andre ord: Det klassiske sammenstød mellem det freudske ’Über-Ich’ og urdybets triumferende ’Es’.

In concreto: Først frekventerede jeg Hamburg Hauptbahnhofs ”Presse & Buch”. Presse- og bogbutikken holder hvad den lover. Glem alt om 7-Elevens tarvelige udbud af magasiner, dagblade og bøger. Hvis man kan li’ ord, er et besøg i 7-Eleven alt andet end en adgangsbillet til ’Heaven’, snarere helvedes forgård. Anderledes forholder det sig med ”Presse & Buch” – her står man for en stund i Skt. Peters port og bader i det evige lys. Man er i bøgernes og bladenes verden, i en tilstand af salighed og opvakt nyfigenhed. ”Presse & Buch” kan selvfølgelig ikke gøre det ud for en velassorteret tysk boghandel der bugner af ånd og konstant minder en om at man er kommet hjem til ’das Land der Dichter und Denker’. Hvis man leder efter andet end det dagsaktuelle udbud af originalsproget og oversat samtidslitteratur, bliver man skuffet, men hvis man som jeg også gerne vil røre ved alle de bøger der for tiden skrives og tales om i de tyske billed-, lyd- og skriftbårne medier, har ”Presse & Buch” på større banegårde som fx Hamburger Hauptbahnhof det hele. Som sagt: Min instrumentelle fornufts nytte- og behovsargumenter der på forhånd i bedste uddannelsesministeriel stil havde dimensioneret og rationeret mine bogindkøb til det absolut nødvendige, blev prompte undergravet ved synet af det fem gange fem meter store bord med de nyeste titler på det tyske bogmarked.

På den dimensionerede liste stod bl.a. denne års modtager af ”Der deutsche Buchpreis”, Lutz Seilers roman Krusco. I slutningen af februar 2015 skal jeg interviewe Seiler i Århus, altså en ydre, rationel grund til at indkøbe denne bog. Man kunne også skaffe den hjem via fjernlån til biblioteket, men glem det: Jeg låner ikke bøger, jeg køber dem. Seiler lå på bordet med de aktuelle udgivelser. Ved siden af en hel stribe andre. Jeg holdt mig i skindet, men var allerede ved at støvsuge et helt hjørne. Med andre ord: Jeg gik ikke amok i ”Presse & Buch”, men det var alligevel her den rationelle plan begyndte at skride. Hvordan det? Jo, ”Presse & Buch” fik mig til at tænke på en masse andre bøger jeg også godt kunne tænke mig. Mere specielle titler end de dagsaktuelle, so zu sagen, titler som kræver at man aflægger andre bogbutikker med større sortiment et besøg. Seiler blev købt (+ et cykelmagasin), men samtidig spurgte jeg ved kassen om vej til den nærmeste større boghandel. Herren bag disken kunne fortælle at den nærmeste Thalia Buchhandlung i 3 etager kun lå få minutters gang fra banegården, og da jeg stadig havde små to timer at gøre godt med, kunne jeg da ligeså godt bruge tiden på, om ikke andet, så at snuse lidt og måske RØRE ved nogle af de smalle titler jeg også var kommet i tanke om at jeg ’manglede’: Botho Strauß’ nyeste essay Herkunft, Horkheimers Kritik der instrumentellen Vernunft, par exemple. Og så kunne jeg jo også lige se om de havde et par af Seilers tidlige udgivelser, herunder digtsamlingen vierzig kilometer nacht som jeg alene på grund af titlen må læse og eje. Besøget hos Thalia blev en lang kamp mellem ”Über-Ich” og ”Es” med deraf følgende hedeture og fortvivlelsesanfald. På et tidspunkt havde jeg to digre værker mellem hænderne om 1. verdenskrig, begge på over 1000 sider. På den ene side, tænkte min instrumentelle fornuft, havde jeg ret beset ikke brug for disse bøger, men på den anden side, tænkte et konglomerat af ”Es” og ”Über-Ich”, burde og havde jeg frem for alt lyst til at rive en måned ud af kalenderen for at læse om 1. verdenskrig. Bøgerne blev stående hvor jeg sidst satte dem fra mig, men dermed er hændelsen så langt fra lagt bag mig. For sandheden er at jeg nu mange uger efter rejsen alene blot ved mindet atter rives itu og fortryder at jeg ikke tog de voluminøse bind med! Hvorom alt er: Jeg fandt Botho Strauß’ Herkunft (som jeg bagefter læste i toget fra Hamborg til Essen) + en anden, nyere essaysamling af Strauß der bestemt ikke stod på listen. Pyha, videre fra Hamborg med kun tre – eller var det fire? – bøger hvoraf den ene immervæk stod på den dimensionerede rationeringsliste.

Jeg nåede min destination ved aftentid, blev hentet af professor Rolf Parr, spiste med ham, hans kone og andre fine mennesker, herunder lyrikeren Tom Schulz. Sidstnævnte var lige som jeg selv inviteret til Essen som ’poet in residence’. Vi havnede ved et tilfælde ved siden af hinanden og snakken gik, bl.a. stod det hurtigt klart for os at vi måtte lave en bog sammen, og det lykkedes mig også at tappe Tom Schulz for navnene på samtlige nulevende tysksprogede digtere jeg burde optage i den antologi med tysk lyrik jeg længe har haft lyst til at oversætte og udgive på dansk. Den samtale var direkte næring til længslen efter alt det der ikke stod på hin liste. Samtalen med Tom Schulz slog nemlig, mærkede jeg, de sidste tilbageværende bolværk ned i min bevidsthed. Det var som om sluserne blev lukket op, og da andre deltagere i middagsselskabet samtidig kunne fortælle mig at mit hotel lå fem skridt fra Essens ypperligste boghandel – ”Proust” er navnet – var jeg nedbrudt. I denne skrivende stund husker jeg kun alt for tydeligt hvordan jeg i løbet af samtalen med Schulz fandt plads til at planlægge hvordan jeg næste morgen skulle få så meget luft i kalenderen at jeg ville kunne nå en tur i Proust-butikken. Men ikke nok med det: Jeg planlagde samtidig hvordan jeg også skulle nå en tur forbi ”Heinrich Heine Buchhandlung”. Sidstnævnte ligger et stenkast fra universitetet, hvor jeg næste dag skulle optræde, og mens jeg sad fordybet i samtalen med den sympatiske lyriker fra Berlin, fik jeg lagt en stram tidsplan der også gav plads til et smut forbi boghandlen der har taget navn efter Tysklands største Vormärz-digter, Heinrich Heine, og som især – vidste jeg fra et af mine tidligere besøg i Essen – er velassorteret udi filosofiske titler. Måske, tænkte jeg i restauranten, har de hos ”Heine” Horkheimers essaysamling Kritik der instrumentellen Vernunft.

Næste morgen spiste jeg morgenmad med Tom Schulz på hotellet. Fælles bogplaner blev lagt, og især én lyriker blev nævnt adskillige gange, nemlig Jan Wagner. Da jeg forlod hotellet, havde Tom foræret mig to af sine egne bøger. Senere på dagen fik jeg i alt fire bøger af Rolf Parr, bl.a. Foucault Handbuch (Metzler Verlag) som han er medudgiver af. Den havde jeg ikke, men det har jeg nu! Nuvel: Fra hotellet direkte til ”Proust” med åbne sluser og sammenstyrtet dimensioneringsbolværk. Det gik selvfølgelig galt. Wagner blev hjemtaget i form af to digtsamlinger, hvilket jeg ikke har fortrudt et sekund siden. Jan Wagner er en stor lyriker. Hos ”Heine” havde de – nej, tænk! – Horkheimers Kritik; desværre havde de også Hannah Arendts Eichmann in Jerusalem: Ein Bericht von der Banalität des Bösen, samt nyoversatte forelæsninger fra engelsk til tysk af samme Arendt om det onde. Helt galt gik det da jeg spontant rev en billedbiografi om Adorno ned fra hylden. Den bog stod helt sikkert ikke på listen. Ak ja, og hos ”Proust” havde de Robert Seethalers poetiske prosaværk fra 2014 Ein ganzes Leben. Den havde jeg allerede stået og savlet over i ”Presse & Buch”, og nu var der intet at gøre længere, alene det forhold at Seethalers roman er udkommet på Hanser Berlin. Jeg elsker bøger fra Hanser Verlag. Hanser laver lækre bøger.

Og hvad endte det så med på bundlinjen? Aner det ikke, men hvis jeg tæller alle gaverne med, så havde jeg vel små 20 bøger med hjem efter 2 døgns rejse gennem en forsvindende lille del af Tyskland. Det kunne være gået langt værre, men det kunne også være gået langt bedre. Lutz Seilers Krusco havde jeg rationeringsmærker til, resten betragter jeg som ét af utallige overgreb fra urdybets bundløse grund. For 117. gang blev den instrumentelle fornuft vippet af pinden og adskillige ’unødvendige’ titler føjet til de ’anlæste’ bøgers bibliotek. Næste gang jeg kommer til Tyskland, køber jeg kun det der står på listen…