De hvide hænder klapper i takt

De hvide hænder klapper i takt

De hvide hænder klapper i takt

Anmeldelse af Christina Hagen: White Girl 2, udgivet på Gyldendal d. 24. maj 2017

Anmeldt af Anna Rosenkrands Uldall

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

Facebook-opslag kan være spontane, og derfor er følgevirkningerne af udtalelsen ikke altid gennemtænkt. Et uheldigt formuleret Facebook-opslag kan forarge, fremme en allerede etableret diskurs i samfundet og skabe uønsket polemik. Sådanne opslag har dannet grobund for Christina Hagens nye digtsamling, White Girl 2.

For fem år siden udgav Christina Hagen digtsamlingen White Girl, der tager udgangspunkt i en række postkort sendt fra udlandet. Teksterne omhandler situationer, hvor en hvid, kvindelig feriegænger føler sig uretfærdigt behandlet. De er skrevet i et slags ufuldstændigt-indvandrer-dansk, hvilket skabte debat, da værket udkom. Nu er efterfølgeren til det omtalte værk at finde på boghandlernes hylder: nemlig White Girl 2. Forsiden på denne ny udgivelse fra Hagens hånd ligner til forveksling forsiden på hendes tidligere værk, bortset fra at titlen White Girl er streget ud med rødt og White Girl 2 står skrevet i stedet. Det blodige præg på forsiden antyder fra begyndelsen, at dette er en digtsamling, der ikke er bange for at forulempe sin læser.

En redningsaktion, men hvem skal reddes?

Hvor White Girl tog sit afsæt i ferieoplevelser formidlet gennem postkort, har White Girl 2 vendt sig mod Facebook; for indersiden af digtsamlingens omslag er prydet af virkelige Facebook-opslag. På denne måde er White Girl 2 bygget op omkring virkelige hændelser, som læseren måske ligefrem kender til – for var det ikke noget med, at Inger Støjberg rasede over ”en flok indvandrerdrenge” i biografen? Og hvad med den muslimske kvinde, der blev tvunget til at afklæde sig på en offentlig strand? Denne digtsamling ønsker uden tvivl at kommentere på den aktuelle debat og distancen mellem dem der udtaler sig på Facebook, og dem der tales om. Denne distance eller misforståelserne mellem ”os” og ”dem” kommer allerede til syne på digtsamlingens første par sider, hvor hændelser i Frankrig formidles gennem White Girls øjne:

”Jeg komme hjem og mand han sige han elske dame med stor bryst. Han sige skatter du ikke den bryst vil ha’? Det se rigtig flot ud i film jeg tror det vil være pæn i din krop skat. Det din valg skat men jeg blive glad for det i seng. […]  Jeg tage på klinik med 400 milliliter rigtig flot form ned ad gågade de kigge. Jeg suge mave, jeg flot bryst, jeg dejlig brun. Alting stritte. Mand han sige: Nu du min drømmekvinde, vi skal giftes.”

Vi introduceres til hændelserne, hvor den muslimske kvinde på en strand i Nice bliver bedt om at afklæde sig, gennem en kort fortælling om, at White Girl ændrer sin krop for sin mands skyld. White Girl er i høj grad styret af mandens og omverdenens tanker om hende. White Girl og manden tager til Nice, hvor de bliver konfronteret med det mediebelyste optrin mellem det franske politi og en muslimsk kvinde:

”Okay, vi tage på bryllupsrejse i Nice i flot bikini. Hvad så den sker? Jeg spise vandmelon rigtig pæn på Instagram alle mulig likes, så mørk dame hun vandre rundt på strand i stor burkinitelt, rigtig gemt den bryst og rigtig gemt den lår. Den politi den står med stav og sige: Du ikke gå med burkinitelt fordi din mand sige det, nu du smide den telt. Jeg spise vandmelon rigtig meget og tænke: Det rigtig synd for den dame hendes mand sige hun skal i telt, den politi rigtig god.”

Ligheden mellem de to kvinder er, deres forskelle til trods, tydelig, da de begge ifølge White Girl er domineret af mænd. Men i teksten optegnes en lige så tydelig og problematisk forskel: White Girl fremstiller det negativt, at den muslimske kvindes mand kræver, at hun skjuler sin krop. Men i det første citat opfordrer White Girls mand hende til at få større bryster, hvorefter hun straks tager på en klinik og forvandler sig til mandens ”drømmekvinde”. Men dette subtile krav til kropsforandring bliver ikke italesat som noget negativt i digtsamlingen. Dog bliver kontrasten mellem ”os” og ”dem” udtalt og får kolonialistisk karakter i tekstens afslutning:

”White Girl kan lide stærke damer og stærke damer ik gemme sig i telt. Så den dame kravle hen ad strand i undertøj og White Girl klappe klappe i takt sammen med alle den andre hvid menneske. White Girl fuld af vigtig tanke: ’Det rigtig god for hende, hun blive glad i længden, hvid menneske redde burkinidame til frihed’”

White Girl sidder på Instagram, og hun spiser vandmelon på en strand i Nice, alt imens en afklædt muslimsk kvinde tvinges til at kravle ned ad stranden. Det er forargende, at ingen griber ind, det er forargende at White Girl bare sidder der med sine nye bryster og klapper i sine hvide hænder. Og det er netop dét, Christina Hagens nye digtsamling blandt andet formår at gøre; at forarge sin læser. Den tvinger sin læser til at iagttage aktuelle debatter med et nyt perspektiv, og den evner at bevidstgøre læseren om den problematiske distance, der eksisterer mellem ”os” og ”dem”.