Litterær artikel om Henrik Nor-Hansen: Termin (2016)
Af Anders Holbæk
Fotografi: Anders Holbæk
”Sankthansaften 1998 bliver en ung mand fundet bevidstløs på Hommersåk. Politiet mistænker det for at være meningsløs vold. Der efterlyses vidner fra nærmiljøet. […] Den unge mand forsøger gradvist at komme tilbage til samfundet. […] Forældre og ægtefælle mener, at han har mistet evnen til menneskelig nærkontakt, til intimitet.”
Sådan beskrives plottet kort på bagsiden af Henrik Nor-Hansens utrolig letlæselige, skarpt konstruerede bog om distancering, uvished og vold i et Norge på vej ind i det 21. århundrede. Aggressioner og frygt bobler under overfladen i Termin fra 2016, der er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2017.
Termin er for nyligt blevet udgivet på det nystartede, danske forlag, Silkefyret, som en del af deres smukke METAMORPHORSIS serie, hvor forlaget oversætter litteratur fra blandt andet Norge, Sverige, og Tjekkiet til dansk.
Den unge mand, der bliver offer for voldsoverfaldet nævnt i det indledende citat, er hovedpersonen Kjetil Tuestad, hvilket er et navn, der er svært at glemme, da det bliver gentaget i sin helhed igen og igen gennem romanen. Efter overfaldet får vi at vide, at Kjetil er mentalt belastet, føler sig desorienteret, er nedtrykt, uforstående over for sin egen livssituation, kæmper med koncentrationsvanskeligheder, er klinisk deprimeret og oplever ”en slags distance, en frakobling”. De talrige adjektiver fremhæver hvor ofte romanen drager læserens fokus mod Kjetils sindstilstand.
Distanceringen til overfaldet, der ændrede Kjetil og samfundet omkring ham, hvad romanen kalder ”en stigende depersonalisering”, er vævet ind i værkets form og sprog, hvilket er en af de mest interessante ting ved Termin. Kjetils distancering optræder direkte i teksten: ”Kjetil mindes ikke Sankt Hans-festen, ingen vold. Han ville ikke snakke om det. Man valgte at se Kjetils opførsel som en reaktion”, men det kommer også til udtryk på langt mere subtile og interessante måder. Nærmest hver eneste sætning i Termin, der omhandler mennesker og deres oplevelser, indledes med et ekstra led i sætningen, der tager læseren et skridt væk fra, hvad der faktisk sker. Dette ekstra led illustreres i eksempler som: ”Kjetil mener, at han lå i korridoren i noget tid”, og ”Kjetil skulle have været forvirret, da han vågnede fra Narkosen”. Romanen begynder med sætningen: ”I denne fremstilling følger man Kjetil Tuestad,” hvilket bidrager til at skabe følelsen af at læse en reportage, udfærdiget gennem øjenvidneberetninger og interviews. Dette gør ydermere, at der kommer et slør af uvished over alt, der herefter bliver fortalt. Uvisheden fremskrives gennem manglende information, historien er ikke bygget op af fakta men nærmere en sammenstøbning af menneskers observationer og begrænsede perspektiver. Læseren distanceres desuden gennem den utroligt flittige brug af Kjetils efternavn. Det kan fremstå som en lille detalje, men som læsere bliver vi ofte tætte og fortrolige med vores hovedperson for eksempel gennem brug at førstepersons synsvinklen; jeget er i centrum af handlingen, og det bliver gennemført intimt. I Termin bliver læseren i stedet fortalt om Kjetil på en meget formel måde med brug af Kjetils fulde navn. Det gør, at vi som læsere føler, at vi får en række informationer om en mand i stedet for at følge ham gennem, hvad han oplever.
En tredje måde hvorpå distanceringen kommer til udtryk, er Nor-Hansens brug af fodnoter. Skrivestilen afskærer eller distancerer som tidligere nævnt læseren fra handlingerne, ved blandt andet at tage de ekstra skridt væk fra det, der sker og skete. Engang imellem kommer læseren alligevel for tæt på, og her bruger Nor-Hansen fodnoterne til kort at rive læseren ud af teksten. Herved kommer man på afstand af, hvad der ellers var ved at blive fortalt. Et eksempel på dette er, da Kjetil mødes med sin ægtefælle efter ikke at have set hende i lang tid: ”Kjetil skulle på dette tidspunkt have set på hende2”, og med det lille 2-tal bliver vi revet ud af handlingen til bunden af siden, hvor der står ”2. Kjetil Tuestad er usikker på, hvordan hans eget blik blev opfanget. Han følte selv, at han stirrede.” Vi forbliver i det samme følelsesmæssige øjeblik, men tvinges væk fra handlingen. På denne måde får vi indblik i noget, som Kjetil først kunne have udtalt efter mødet med ægtefællen.
Man kunne frygte, at denne skrivestil ville efterlade teksten følelsesmæssigt død. Nogle gange er det også tilfældet, men her er dette unægtelig også intentionen. Romanen kan dog stadig levere mavepustere fulde af sorg og fortvivlelse. Kjetil, en mand der på grund af overfaldet nu er forandret, har svært ved at opretholde de samme bånd til familie, venner og partnere. Til en nytårsfest efter overfaldet får læseren at vide, at ”Kjetil fortæller, at et par barndomsvenner var kommet ind og havde lavet sjov med ham. Han slog omkring sig med en pude. Det hele skulle have været jovialt. Men Kjetil havde på fornemmelsen, at han måske ikke fik så meget mere med sine venner at gøre.” Selv om det er skrevet uden brug af stor patos, får vi som læsere stadig et stærkt indtryk af, hvilken svær følelsesmæssig situation dette har været, både for Kjetil og for hans venner. Et andet eksempel ses under en lejrtur med børn og forældre fra den lokale børnehave, hvor Kjetil bliver iklædt en bjørnemaske, og bliver instrueret i at ”skræmme røven ud af bukserne” på børnene. Panikken breder sig øjeblikkeligt, da Kjetil kommer gående med masken på. Kjetil fortæller derefter, at ”noget føltes forkert”, og at han ”var ude af stand til at forstå sin egen rolle.” Vi får senere at vide, at episoden blev politianmeldt, og at de involverede ”fik problemer med at gøre rede for, hvad der egentlig var sket.” Som med den sidste citering, bliver hele denne passage beskrevet med den samme uvished og distancering som resten af romanen. Læseren må derfor efter bedste evne gætte på, hvad der præcist er sket. Kjetil forsøgte at være en del af fællesskabet igen og endte i en dybt ubehagelig situation, han ikke forstod.
Volden bliver gradvist et mere og mere prominent problem for Kjetil, såvel som den også bliver mere og mere synlig i samfundet omkring ham. Igennem romanen er der talrige beskrivelser af dyremishandling, overfald og en generel seksualiseret, narcissistisk og voldelig ungdom i lokalområdet, Hommersåk. Som kommentar på en serie voldshandlinger i halvfjerdserne fortæller Kjetil, ”at man selv i dag kan få det indtryk, at noget kan ske.” Senere i romanen får vi at vide, at ”noget af det mest opsigtsvækkende var nok udbredelsen af frygt og aggression.” Dette gør, at man som læser frygter, at det, der er hændt Kjetil, vil påbegynde en endeløs cyklus af angst, usikkerhed og vold. Voldens indtrængen i samfundet foregår langsomt og dødeligt, men har samtidig en konstant og truende tilstedeværelse; efter overfaldet på Kjetil får vi i begyndelsen af romanen følgende at vide:
Beskrivelserne af de voldelige handlinger, der har foregået i Hommersåk og omegn, er effektive, da de gør, at vi som læser sidder på kanten af stolen i frygt for, hvornår noget nyt sker. Voldens gradvist voksende og truende natur synes at løbe parallelt med Kjetils, og derfor bliver det ekstra nervepirrende når disse to kommer tæt på hinanden. Der er noget råddent, der gror faretruende i skyggerne i Kjetils lokalsamfund, ikke kun i de direkte voldshandlinger:
Termin er en roman, der forstår at arbejde i det subtile. Læseren får gennem romanen præsenteret talrige direkte voldelige episoder, men der, hvor romanen fungerer bedst, er gennem den nervepirrende spændingsopbyggelse. Frygten for hvornår volden, der vokser i samfundet, kolliderer med volden, der vokser i vores hovedperson. Dette er særligt interessant, når Kjetil står så stærkt distanceret fra resten af samfundet. Romanen har enatypisk skrivestil for fiktionsværker. Denne fungerer ikke desto mindre utrolig effektivt til, gennem formen og sproget, at kommunikere den forstyrrede, fragmenterede og distancerede stemning der altid er tilstede direkte eller mere subtilt i romanen.
Leave a Reply