Den altopslugende, altødelæggende kærlighed

Den altopslugende, altødelæggende kærlighed

Den altopslugende, altødelæggende kærlighed

Anbefaling af Orhan Pamuks Uskyldens Museum,udgivet på Gyldendal i 2012. Oversat fra engelsk efter “Museum of Innocence” af Elisabeth Ellekjær

Anbefalet af Rebecca Marie Bennedsgaard Hansen 

Foto: Rebecca Marie Bennedsgaard Hansen 

Orhan Pamuk vandt velfortjent nobelprisen i litteratur i 2006, og den yderst betagende kærlighedsfortælling  Uskyldens Museum (2008), der blev den første roman efter prisen, kan sagtens stå på mål for hypen. Pamuk formår i dette værk yndefuldt at flette et kulturhistorisk blik på Istanbul, det moderne over for det traditionelle, øst over for vest og mænd over for kvinderind i et ellers måske banalt trekantsdrama. Resultatet er et af de mest hjerteskærende og irriterende værker jeg hidtil har læst.  

I bogen møder vi den selvsikre rigmandssøn Kemal, der tilsyneladende har det hele. Han har en god stilling i familiefirmaet og er forlovet med den velbeslåede og ”moderne” Sibel. En skæbnesvanger dag forblændes han dog af sin fjerne slægtning, den smukke unge sun, og de to indleder en hed affære. Kemal håber og tror for en tid, at han kan få det hele; at han uproblematisk kan leve lykkeligt resten af sit liv med både hustru og elskerinde. Men sådan vil skæbnen ham det imidlertid ikke. Efter sin forlovelsesfest forsvinder Füsun ud af Kemals liv, og det driver Kemal ind i en altopslugende melankoli og et årtier langt krampagtigt forsøg på at vinde hende tilbage.  

Tryllebindende hjertesmerte eller patetisk bavleri?  

Uskyldens Museum er først og fremmest en kærlighedshistorie, hvor følelserne og det desperate forsøg på at gribe fat om og holde fast i lykken igennem ting er i centrumPamuk formår i fortryllende smukt skrevne passager at beskrive hjertesmertens pinefulde poesi, som da Kemal aner enden:  

”Det var i løbet af disse dage, at jeg begyndte at mærke, at der åbnede sig spalter i min sjæl, sår af den slags, der styrter nogle mænd ned i en dyb, mørk, livslang ensomhed, der ikke findes nogen kur for.”

OKemals utrøstelige samlermani og melankoli føles som en ordentlig mavepuster for enhver romantiker, der har oplevet et knust hjerte på egen krop.  

Undertiden kan Kemals destruktive tendenser og besættelse blive bekymrende pinefulde at læse, og nogle kapitler kræver en hårdført tålmodig læser at komme igennem. Til tider fik jeg da også lyst til at kaste bogen langt væk i irritation over Kemals træge klynkeri og egoistiske handlinger, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at vende tilbage til den, for der var noget magisk over det melankolske univers, Pamuk her havde skabt.  

Kulturens og kærlighedens uløselige bånd  

Bogen skiller sig dog særligt ud fra de ellers mange portrætteringer af den ulykkelige kærlighed ved dens sammenvævning af den individuelle følelse og den kulturelle kontekst, den uundgåeligt er påvirket af. Hoveddelen af bogen foregår i 1970ernes Istanbul, en tid med stor social forandring og intensiveret handel med Vesten, men også en tid præget af splittelse og strid. Overklassen bryster sig af at være ”vestlige” og ”moderne”, men de traditionelle værdier som ingen sex før ægteskabet er stadig dybt integreret i kulturen. Sibel er således ”moderne” fordi hun går i seng med Kemal før ægteskabet, men det gør hun kun, da hun er sikker på, at Kemal er seriøs om deres forlovelse. Derfor fascineres Kemal også i første omgang af Füsuns frimodige forhold til sex, da hun lader til at nyde sex – helt uden skam?!  

Både i forholdet til sex, men også i de sparsomme samtaler, vi får adgang til imellem Füsun og Kemal, mærker man tydeligt det samfundsmæssige pres, Füsun, såvel som de andre kvinder i bogen, ligger under for. Konflikten mellem drømme, ønsker og sociale sanktionerder især er tydelig hos kvinderne, bliver således implicit problematiseret igennem hele bogen. Kærligheden er aldrig ukompliceret for en kvinde, og selvom man aldrig helt kommer ind under huden på Füsun, er det alligevel hendes uendeligt ulykkelige liv, der fremstår som det mest hjerteskærende for mig.  

Jeg læste bogen færdig på en café ikke langt fra hvor det fysiske museum, der er knyttet til bogen ligger. Da jeg kort efter trådte ind på museet, vældede tårerne op i mig, så jeg ikke havde nogen chance for at stoppe dem igen og min veninde måtte grine medlidende af mig. Så stor effekt havde Kemals og særligt Füsuns altid overskyggende historie på mig.  Derfor anbefaler jeg den på det varmeste; til den med kærestesorger, der gerne vil trøstes, røres og stikkes lidt til.