Den amerikanske afrikaner

Anbefaling af Chimamanda Ngozi Adichie: Americanah, udgivet på Gyldendal d. 1 juli 2015. Oversat fra engelsk af Susanne Staun

Anbefalet af Ninna Schrøder

Foto: Ninna Schrøder

Chimamanda Ngozi Adichie leverer her en fiktiv biografi, som overgår al forventning til et afrikansk og amerikansk kulturmøde. Hun skaber med romanen en identitetsundersøgelse, som er af højeste kvalitet. Igennem en knivskarp analyse fra romanens hovedperson, bliver både de nye amerikanske bekendtskaber hun får, og hendes gamle afrikanske rødder sat under lup.

Uansvarligt at spise isvafler i offentligheden

Det er svært at koge Chimamanda Ngozi Adichie’s 511 siders lange Americanah ned til blot en kort anmeldelse, fordi der er så mange aspekter af hendes roman, der kan udpeges som små selvstændige fortællinger. Jeg vil forsøge at kortlægge de mest centrale fortællinger for jer her:

For det første fylder de utallige yderst rammende, rapkæftede og usødede beskrivelser af amerikanere og afrikanere i hvert fald et par linjer på hver side romanen igennem:

Ligeledes da hovedpersonen Ifemelu skal tage en taxa, ønsker hun inderligt, at chaufføren ikke er nigerianer, da hun selv, som en nigeriansk kvinde, vil blive afsløret af hendes accent. Som følge heraf ville hun straks skulle lægge øre til de fantastiske projekter, chaufføren har for udover at køre taxa, da det sandelig ikke er hans hovederhverv. Eller også bliver stilheden altoverdøvende, fordi han krummer tæer over ikke at være nået længere end hende som mednigerianer og ignorerer alt, hvad hun siger. Det er ikke flatterende beskrivelser, som ruller ud af Ifemelus bevidsthed, men i det mindste er de ærlige.

Hun flytter til USA for at komme væk fra sit militærplagede hjemland og uddanner sig på Princeton. Det er ligesom, hun har en fod plantet i hver sin kultur, hvor hun forsøger at opretholde balancen mellem det jordnære Nigeria og det flyvske USA, og for at undersøge denne splittede tilværelse skriver hun en blog. Bloggen hedder ”Racende: En sort ikke-amerikaners forskellige observationer om sorte amerikanere (tidligere kendt som negre)”. Igennem de blogspots hun laver, gør hun en dyd ud af at beskrive hverdagen fra en indvandrers synspunkt. Hun klæder simpelthen folk af og fremlægger både det åbenlyse og det mindre åbenlyse, ved deres race og/eller kulturelle ophav i kraft af deres opførsel. Det er yderst interessant og morsomt, at følge Ifemelus hverdagsobservationer, hvor ingen skånes for hendes gennemborende og kritiske blik. På en sympatisk og meget selvbevidst måde trævler hun de snævre bånd op, som adskiller klodens racer fra hinanden.

Størst af alt er kærligheden

Det er ikke uden bump på vejen, at hun kommer helt ind på livet af amerikanerne igennem adskillige forhold og venskaber. Hun er forfulgt af små tragedier på grund af sin splittede tilværelse som sort ikke-amerikaner, hvilket ændrer på hendes livssituation gang på gang. Alligevel er der én fortælling, som fylder mere end noget andet. Fortællingen om Obinze, romanens anden hovedperson, der fra første kapitel bliver præsenteret som Ifemelus første kærlighed. Han stammer fra Nigeria, ligesom hende og romanen er delt op, så man bestandigt vender tilbage til hans liv. Deres unge kærlighed er både ordinær, vedholdende og utroligt smertefuld. Selvom de begge gennemgår en kæmpe udvikling, så skaber deres fælles rødder et fast holdepunkt, som romanen centrerer sig om. De rammende beskrivelser, identitetsundersøgelsen og den store kærlighed udgør for mig at se, de mest centrale fortællinger. Ellers rummer romanen så mange sidehistorier, at man ville ønske den fortsatte 500 sider endnu. Den breder sig ud over 55 kapitler, fordelt på 7 store afsnit, og der går mere end et årti fra start til slut, men heldigvis er hver side værd at læse.

Et troværdigt setup

Chimamanda Ngozi Adichie er selv vokset op og bor i Nigeria, men hun bor også en del i USA, hvor hun har skrevet to andre romaner før denne. For at undgå at kalde denne roman en selvbiografi har jeg kaldt den en fiktiv biografi, da den rummer en kæmpe del af forfatterens egne oplevelser, uden at skildre hendes autentiske liv. Forfatterens baggrund tillægger hende dog ethos i kraft af, at hendes hovedperson er forfatter og også oplever kulturmødet mellem det afrikanske og det amerikanske, præcis som hende selv. Det bliver derfor en varm anbefaling herfra, til en pålidelig og skarpt dissekerende, samfundskritisk og rørende fortælling om livet som den amerikanske afrikaner.