Anmeldelse af Thomas Melle: Med verden i ryggen, udgivet på Jensen & Dalgaard d. 27. marts 2020. Oversat af Jacob Jonia.
Anmeldt af Emil Leegaard
Foto: Emil Leegaard
Thomas Melle er bipolar, og har været det længe. Med verden i ryggen skildrer hans sygdomsforløb, hans maniske perioder, hvor han er verdens centrum, og hans depressive perioder, hvor han prøver at samle op på de stumper, der er tilbage af hans liv.
Med verden i ryggen er en beretning om den tyske forfatter Thomas Melles kamp med sin maniodepressivitet. Bogen handler om, hvordan Melle opfatter sin sygdom, hvordan omverdenen opfatter den, og hvordan den har ændret hans liv. Vi følger Melle fra hans første møde med sygdommen og hans liv frem til udgivelsen af denne bog, hvor han i mellemtiden skifter mellem depressive og maniske perioder. Det er et hudløst ærligt indblik i Melles liv som bipolar, hvor man følger både hans opture og hans mere hyppige nedture. Fordi sindslidelsen er en livsvarig sygdom, så er bogen hård at læse følelsesmæssigt, da både læseren og forfatteren ikke ved, hvornår det næste anfald står for døren.
Velskreven men…
Bogen er yderst velskreven, og den er et sjældent indblik i livet som maniodepressiv. Før jeg havde læst bogen, vidste jeg ikke meget om, hvad det betød at være bipolar, men det ændrede sig. Nu ved jeg, hvad det er, og hvilke ødelæggende effekter det kan have på éns liv. Melles beskrivelser af sygdommen og dens konsekvenser er meget medrivende, og grundet de tunge emner, så er det ikke en bog, man bliver glad af at læse. Jeg var specielt glad for de steder i bogen, hvor Melle reflekterede over sin bipolaritet;
… svær at følge med i
Bogen er velskreven, men svær at følge med i. For mig føltes det som om, at man hoppede rundt i historien, og jeg havde svært ved at finde den røde tråd. Specielt beskrivelserne fra Melles maniske perioder, havde jeg svært ved at følge med i. Sikkert fordi de skulle afbilde, at han var manisk, men det fungerede ikke for mig. Da historien sprang fra det ene til det andet, så blev jeg aldrig fanget af bogen, så jeg læste den mere af pligt end af lyst. Som sagt, så havde jeg det svært med de maniske perioder, men skrivestilen i hans depressive perioder, kunne jeg til gengæld godt lide. De var mere rolige og med mere plads til refleksion, men de fyldte ikke nok af bogen til, at min overordnede mening om bogen ændrede sig.
Bogen var ikke noget for mig, men har man interesse inden for bipolaritet, tænker jeg, at man skal give den et forsøg.
Leave a Reply