Den posthumane horisont

Denne måneds klummeskribent er Jakob Gaardbo Nielsen. Jakob er tilknyttet forskningsprojektet Posthuman Aesthetics på Aarhus Universitet.

Spørgsmålet om menneskets fremtid, hvor vi som art er på vej hen, optager forfattere og forskere som aldrig før. Fortællinger om udvidede og ’opgraderede’ mennesker udforsker den accelererede og ’unaturlige’ evolution, samtidig med at cyborgs og kunstige intelligenser udfordrer grænsen mellem menneske og maskine. Fra Captain America til Rick and Morty bliver alverdens kreative hjerner vredet for at undersøge, hvad vi kan forvente os af fremtiden, og hvad vi som ’post-mennesker’ må gøre til grundlag for en ny evolutionær selvforståelse, når de traditionelle humanistiske kategorier om individualitet, autonomi og enhed begynder at komme til kort. René Descartes isolerede for længe siden det essentielt menneskelige i det indadvendte og evindeligt tænkende subjekt, men hvordan skal res cogitans forstås, når mange af os er afhængige af digitale interfaces såsom sociale medier eller talesynthesizers for at gøre os selv forståelige for omverden? Og hvordan skal man forstå selvbevidsthedens frie forholden sig til sig selv (som Hegel ville have det), når vi knapt kan være selvbevidste uden Snapchat eller Facebook ved hånden? Virtual Reality er, synes det, ikke kun endnu en teknologi; vores virkelighed er simpelthen virtuel, medieret, konstrueret.

Denne nært forestående – eller i hvert fald forestilleligt nære – ’posthumane tilstand’, som man er begyndt at kalde den, er imidlertid langtfra et nyt begreb. Siden Mary Shelleys Frankenstein fra 1818 har forfattere og kunstnere sat ord på, hvordan de elementære humanistiske bestanddele (såsom krop, fornuft, autonomi og frihed) i kølvandet på de teknologiske revolutioners rystelser har rykket sig på en måde, der udfordrer Descartes’ og senere oplysningstænkeres ideer om det menneskelige individ og kalder på et begreb om et grundlæggende nyt menneske – heraf Shelleys sigende undertitel på Frankenstein: ”The Modern Prometheus”.

Dette nye menneske har billedkunsten og litteraturen udforsket lige siden. Den litterære modernismes splintrede bevidstheder og accelererede tankestrømme kan forstås i dette lys som en reaktion på menneskets snublen over sig selv i en accelereret evolution. Ligeledes forestiller f.eks. Umberto Boccionis malerier fra 1910’erne (især f.eks. The City Rises eller Elasticity) eller Duchamps installationer sig mennesket i en splintret samtidighed af teknologi, teknik og nye former for kroppe. I sit lille skrift fra 1954, Spørgsmålet om teknikken, beskriver Martin Heidegger endvidere, hvordan mennesket i teknikkens tidsalder (som i hans optik er stort set al historie siden antikken) ikke længere er i stand til at opleve sin verden som natur, fornuft eller balance. I stedet kan vi kun forstå den som bestand, dvs. som forhåndenværende ressourcer, og dermed kun som en udfordring af naturen: For lutter teknik kan vi ikke se den verden, der – tildækket, forstillet – kommer os i møde som teknik.

En gennemteknologiseret verden medfører altså også i en eller anden forstand et nyt menneske. Selvom mennesket fra begyndelsen, rent evolutionært, netop har adskilt sig fra andre humanoide primater ved sin bemestring af avancerede redskaber og teknologi, er den accelererede udvikling, der omfatter ekstrem befolkningsvækst, økonomisk vækst og industriel produktion såvel som bioteknologiske forskydninger, vi ser nu, et nyt stadie i den menneskelige udvikling – i så høj grad, at man er begyndt at kalde den indeværende geologiske periode den antropocæne tidsalder, dvs. en geologisk periode hovedsageligt defineret ved menneskelig indflydelse.

Allerede i 1968 gav Stanley Kubrick os et slående billede på det afgørende skifte, der (måske) er sket i den menneskelige udvikling. I slutningen af sin film 2001: A Space Odyssey viser han et livmoderligt omfavnet spædbarn i kontrapunkt til planeten Jorden, dens egentlige moder. Til lyden af Strauss’ passende bombastiske Also Sprach Zarathustra kommer post-mennesket (eller overmennesket, som Nietzsche tidligere kaldte det) til sig selv i en metaforisk sidestilling af to evolutionære trin overfor hinanden; det naturbundne, planetariske menneske over for den gryende transcendens, det lige har genfødt sig selv ind i.

I dag skal man ikke lede længe efter posthumane visioner, tænk blot på Marvels superhelte eller de mange postapokalyptiske scenarier i The Road, Mad Max eller Interstellar eller på Jeff Vandermeers roman fra 2014, Annihilation, hvor naturen totalt generobrer herredømmet over verden. Eller tænk på, hvor nemt det er at sende en meddelelse til den anden side af planeten – tid og rum er tilsyneladende overvundet! Angsten for den posthumane tilstand er dog til at føle på, selv hos superheltene, som ofte netop er kendetegnet ved deres (eventuelt indre) menneskelige skrøbelighed.

Overalt forandrer vores verden sig på radikale og uforudsigelige måder: Biodiversiteten svinder, plastikaffaldet hober sig op i planetariske mængder og til befolkningstilvækstens accelererende rytme danser hele menneskeheden lystigt mod sin egen undergang. Derfor er det vigtigt at undersøge visionerne om det posthumane, sådan som forfatterne og kunstnerne igennem historien har forestillet sig det, netop nu. Vi er der formentlig lige om lidt.