Den smukke og forbandede krop

By littunAdmin Anmeldelser

Den smukke og forbandede krop

Den smukke og forbandede krop

Anmeldelse af Julie Mendel: Relikvie, udgivet på Gladiator d. 14. september 2017

Af Nete Bækgaard Hermansen

Foto: Bogens omslag / gladiator.dk

I Julie Mendels debutroman Relikvie er det de fysiske omstændigheder samt kroppen, som er isolerende, angstbærende og samtidig fascinerende. Hovedpersonen skaber forbindelse til andre mennesker og beskriver dem, særligt det gennemgående ”du”, via fysisk kontakt. Men det er samtidig den ubrydelige forbundenhed med kroppen, som er en kilde til angst og depression.

Hænder og tynde ben i strømpesokker

Digtet ”Relikvie” som indleder Julie Mendels bog af samme navn, slår fra starten et af værkets tydeligste temaer op: nemlig kroppen og menneskets fascination af og samhørighed med den samme. ”Og alle mennesker i metroen/ Deres munde, nogens lukkede øjne!/ De små gule cherrytomater/ Og Leans tænder,” lyder nogen af de første linjer. Særligt hænder virker til at have en fascination for forfatteren, som gentagne gange bruger dem, når hun skal mindes personer eller beskrive sindstilstande. Også beskrivelser af smukke, tynde ben i strømpebukser, faderens anspændte skuldre og hår på et mandehoved er figurer, som brænder igennem og står tilbage i læserens bevidsthed, når man vender den sidste side.

Samtidig med at kroppen er Julie Mendels inspiration, er den også en byrde, som hele tiden er kilde til sorg og angst. En isolerende depression og en stor kærlighedssorg løber nemlig igennem værket som en rød tråd, og beskrives igen og igen som knyttet til de fysiske aspekter af hovedpersonens persona, for eksempel når det beskrives, hvordan: ”min sorg sidder og banker i mit ansigt”. Længslen efter en adskillelse fra kroppen ses også i den smertelige beskrivelse af tilstanden efter et post-break up:

Her er min bøn: Fortæl mig, at sorgen ikke kommer inde fra mig som en ustandselig ting, men udefra som noget, jeg kan værne mig mod. / Fortæl mig, at man kan adskille mine bevægelser fra mig, som man kan adskille min sorg fra mig. / Hvor søvnen, hvor sorgen kommer fra – / Jeg ved det ikke.

Mig under og uden dig

Relikvie er en blanding af digte og kortprosa. I nogle af teksterne mikses de to genrer sammen, så man som læser ikke helt er sikker på, hvad der er hvad. Et par gange i løbet af værket brydes flowet af breve, adresseret til den afdøde musiker Kurt Kobain. Julie Mendel deler sine fortællinger op i tre på hinanden kronologisk følgende afsnit, nemlig ”London”, ”København” og ”Uden dig”. På sin vis er alle tre afsnit dermed defineret ved en geografisk betegnelse. ”Uden dig” synes nemlig for hovedpersonen i lige så høj grad at være et fysisk sted som de to byer. Samtidig er hvert afsnit også domineret af markante følelser og stemninger, som i høj grad synes at knytte sig til de rum, som hovedpersonen befinder sig i. Således er London lig med ensomhed og længsel, København er lig med depression og desperation, og ”Uden dig” er lig med sorg og håb. I Relikvie forvandles steder igennem sproget således til tilstande, og tilstande forvandles til steder.

Hele vejen igennem værket henvender Julie Mendel sig til et uspecificeret ”du”. Det er tydeligt, at hovedpersonen har et romantisk forhold til denne du, et forhold, der er præget af lige dele fortvivlet kærlighed, længsel og resignation:

Du drikker dig fuld i aften med Jonathan og sover hos ham, skriver du. Det er tirsdag. Jeg barberede mine ben lige før, til når du skulle komme hjem. Du har været til møder hele dagen, og i morgen skal du til møder hele dagen. Når du kommer hjem i morgen aften, vil jeg allerede være faldet i søvn, for jeg vil lægge mig til at sove tidligt, så jeg ikke lægger mærke til, at du kommer hjem og går direkte i seng.

Det antydes flere gange igennem Relikvie, at hovedpersonen lider af en form for depression eller angst, men det er svært at vurdere om denne lidelse er bundet op på en reel psykisk diagnose, eller om den i højere grad er udløst at forholdet til ”du”. Forholdet er omdrejningspunktet for næste alle overvejelser og handlinger, men synes i samme ombæring at være kilden til de negative følelser, som gennemsyrer værket. Det er således først i den sidste del, ”Uden dig”, at følelsen af depression og ensomhed begynder at forsvinde. Her har jeg’et og du’et slået op, og den kærlighedssorg, der ligger som en lurende angst igennem de første to afsnit, er nu blevet en realitet. Ironisk nok må hovedpersonen blive alene, før der opleves et glimt af håb. Følelsen af at være fanget i fysiske og psykiske rum forsvinder, og læseren oplever midt i sorgen en ro og indsigt, som ikke har været til stede før. Dette bliver tydeligt i værkets sidste digt, ”Flyttedag, endnu en begyndelse”: ”Nu prøver jeg at være freden./ Angsten har ingen vilje./ Så nu gør jeg sådan og sådan./ For den har ingen vilje her.”

Smuk og læseværdig debut

Med Relikvie har Julie Mendel begået en fin og tankevækkende samling af digte og kortprosa. Billedsproget er smukt og rørende, og temaet om ulykkelig kærlighed vil vække resonans hos de fleste læsere. Dog er det i beskrivelserne af kroppene og rummene, at Julie Mendel virkelig brillerer, og det er disse beskrivelser, som virkelig gør Relikvie værd at læse.