Anmeldelse af Eva Iversen: To begravelser og en skilsmisse – Københavnerliv udgivet på Forlaget Gladiator d. 10 november 2016
Anmeldt af Imone Dahl
Foto: Bogens omslag / forlagetgladiator.dk
Det forfejlede liv er omdrejningspunktet for samlingen To begravelser og en skilsmisse, der består af fire noveller. Her møder vi en kvinde, der knapt kan holde hovedet oven vande; hun skal skilles, hendes karriere består af bleskift på demente Elise, og to af hendes gode venner er døende. Der er altså langt imellem succeserne, men på trods af novellernes umiddelbart sørgelige indhold, er det underholdende læsning – netop gennem graden af mislykke.
Livets skyggeside
De fire noveller i To begravelser og en skilsmisse giver alle en sørgelig skildring af livet, da det her kun byder på ulykkelig kærlighed, et monotont arbejdsliv og kontrollerende venner. Derfor er en del af underholdningen ved bogen også spørgsmålet om, hvor meget der kan gå galt for førnævnte kvinde, som optræder i alle novellerne. Hendes vedvarende ulykke bliver nærmest absurd, fordi man som læser ikke forstår, hvorfor lykke er så uopnåeligt for hende. Selvom det lyder grotesk, er hendes evindelige uheld underholdende læsning, og jeg tænker, det er fordi, hun gennem sine beskrivelser ikke prøver at indhente medlidenhed hos læseren.
I første novelle møder vi den gennemgående kvinde, som netop er ved at blive skilt fra sin mand. Pludselig er hun ikke længere en del af mandens familie og må acceptere, at det bånd nu er brudt. Hun står udenfor sammenholdet, og i novellen illustreres det anstrengte forhold til den tidligere svigerfamilie og følelsen af at være reduceret til et eks-familiemedlem.
I anden novelle får vi indblik i samme kvindes arbejdsliv, hvor hun er plejer på et plejehjem. I denne novelle er der en særlig grad af absurditet, fordi hendes arbejdsliv fremstår som enhver plejers mareridt. Vi oplever hendes daglige kamp med hverdagens monotone opgaver, hvor hun skal klargøre den demente Elise, som jo er et menneske, men som i denne sammenhæng egentlig mest er et besværligt stop i rutinen:
”Hun går rundt med en ble, der glider ned, en ble, der er fuld af afføring og alt for tung til, at hun kan holde den oppe. Afføringen er smurt ind i huden. Sort og klæbrig. Som om huden har fået en anden farve.”
Arbejdslivet er altså heller ikke en dans på roser for hovedpersonen, der er blevet et produkt af sit arbejdsliv i en sådan grad, at hun har mistet sin lugtesans:
”Jeg kan ikke længere lugte noget. Min lugtesans er forsvundet. Jeg har adapteret luften. Den luft, der kommer fra gardinerne. Stolene. Sofaen. Den luft, der er i rummet.”
Der er langt imellem succeserne i novellerne, men på trods af dette er der ikke én melankolsk stemning at spore på ordniveau, da hovedpersonen selv ikke har nogle bedrøvelige refleksioner over sit liv hverken som eks-familiemedlem, rutinepræget plejer og veninde til to døende.
Mislykke er ikke altid klagesang
Læseren bliver præsenteret for fire noveller indeholdende nogle klare magtstrukturer, som kvinden er offer for. Dette ses blandt andet i de to af novellerne, der fungerer som portrætter af hendes venner, hvor hun indtager rollen som en bi-karakter. Det skaber en interessant perspektivforskydning, som fungerer rigtig godt sammen med de to noveller, hvor kvinden er hovedperson. Første portræt er af hendes alkoholiske kunstnerven Simon, som har en rigtig dårlig indflydelse på hende. Hun fremstår som et offer i portrættet af ham, fordi hun ikke ser hvilken kontrol han har over hende – eksempelvis kan han finde på at drugge hende for at hendes aften i byen skal ende før den begynder. I et andet portræt følger vi hendes forhold til sin kontrollerende, kræftsyge veninde. Fortællingen begynder under venindens begravelse hvorefter der spoles tilbage, så vi får et indblik i deres forhold og venindens kamp mod kræften, der er ved at vinde.
Selvom novellerne kan fremstå som værende rene ulykkesfortællinger, er de ikke én lang klagesang, men i stedet utrolig interessante fremstillinger af nogle svære emner. Eva Iversen forsøder ikke tilværelsen, men tør lade udgangen af novellerne være lykkeløse. Det er forfriskende, at hun ikke forsøger at skabe en klassisk Hollywood-afslutning, der ville virke urealistisk i forhold til bogens stil. Derudover giver de forskellige perspektiver i novellerne en interessant narrativ struktur, så de ellers simple noveller får en ekstra dybde, på grund af novellernes tilknytning til hinanden. De kan læses enkeltvis, men sætter man dem sammen, får man et mere nuanceret kenskab til kvinden – både gennem hendes egen historie, men også igennem hendes venners fortællinger. Samlet set viser Eva Iversens novellesamling de mange sider af livet netop gennem denne brug af skiftende perspektiver – og det gør den på dygtigste vis.
Leave a Reply