Anmeldelse af Jeg løb mod Nilen af Alaa Al-Aswany, udgivet på dansk hos forlaget Hr. Ferdinand d. 10. oktober 2019. Oversat fra fransk af Victoria Westzynthius
Anmeldt af Ditte Plauborg Larsen
Foto: Ditte Plauborg Larsen
I 2011 rystedes den arabiske verden af demonstrationer, revolutioner og frihedssøgen. Ikke mindst i Egypten, hvor den fredelige besættelse af Tahrir-pladsen i Cairo startede en kæde af politiske kampe, fordømmelse, og mord. Alaa Al-Aswany beskriver i gribende detaljer revolutionen fra alle samfundslag i sit seneste mesterværk, Jeg løb mod Nilen, som er en hjerteskærende fortælling om folkets drøm om frihed.
Alaa Al-Aswany lægger ikke skjul på sin politiske overbevisning i Jeg løb mod Nilen, der desuden er bandlyst i Egypten, hvor et totalitært regime stadig sidder ved magten. I bogen skildres karakterer fra alle samfundslag og deres forhold til demonstrationerne og revolutionen i Egypten, samt regeringens grufulde reaktion på den. Bogen er bestemt ikke for sarte sjæle; vold, tortur og overfald er i høj kurs, men ligeledes er det håb for et bedre Egypten, som karakterer som Mazen, Asma, Khalid og Dania føler ved revolutionens frembrud.
Revolutionister og loyalister side om side
Med et bredt karaktergalleri, som synsvinklen skifter mellem fra kapitel til kapitel, kommer læseren hele vejen rundt: Den revolutionære ingeniør Mazen, der støtter arbejderne på en fabrik i bedre lønninger og arbejdsvilkår og går fuldt ind for revolutionen, står i stærk kontrast til General Alwani, leder af regimets sikkerhedsorganisation, der er hård tilhænger af Mubarak. Ligeledes skildres alle klasser i det egyptiske samfund; fra den fattige tjenestepige Ikram, til General Alwanis datter, Dania, der, trods sin baggrund, kæmper for revolutionen og ser uligheden i samfundet.
Alle deres forskelle til trods er hver enkelt karakter forbundet med alle de andre i en nærmest cirkulær struktur, gennem venskaber, ansættelsesforhold, familiære relationer eller kærlighed. Aswany slår med dette et slag for, at vi alle er en del af hinandens liv, og at vi indgår i et stort fællesskab, som hverken klasse eller rigdom kan forhindre.
Håb og liv – håbløshed og død
Denne tanke er også hvad der leder de unge demonstranter i romanen; tanken om at forbedre livet for hele Egyptens befolkning. Dette håb baner vejen for fredelige demonstrationer, som hæren besvarer med vold, tanks, angreb på kirker og overgreb mod både unge mænd og kvinder. Det er hårdtslående læsning med mere rod i virkeligheden, end man har lyst til at tænke over, mens man læser. Men samtidig med disse hårrejsende beskrivelser, ses det smukke; Ashraf, en ældre herre med for mange penge og for lidt at lave i livet, får ny mening med tilværelsen, da han deltager i revolutionen.
Jeg løb mod Nilen er et storslået værk om kærlighed, til hinanden og livet; nye håb, der både tændes og slukkes; om den død og sorg, der følger med kampen for en bedre, mere retfærdig tilværelse. Det er et mesterværk af følelser; af det, man ønsker at lukke øjnene for, men ikke bør; af modstridende holdninger og handlinger. Vigtigst af alt, så er det et værk, som virkeliggør de forfærdelige hændelser, der fandt sted i Egypten i 2011, og peger en anklagende finger mod de undertrykkende regimer verden over, der styrer deres folk med vold, tortur og frygt.
Leave a Reply