Anmeldelse af familieforestillingen Et Juleeventyr på Aarhus Teater torsdag d. 5. nov. Forestillingen er baseret på Charles Dickens bog A Christmas Carol fra 1843. Udgaven jeg bruger, er udgivet på engelsk af Faber & Faber Limited 2019
Anmeldt af Ninna Grethe Schrøder
Foto: Ninna Grethe Schrøder
En hjertevarm fortolkning af den hjerteløse Ebenezer Scrooge’s forvandling fra en ond gammel mand til en rar bonusfar, god ven og generøs chef. Dickens berømte julefortælling frembringer så mange levende billeder når man læser den, at den kun kommer til sin fulde ret, når fortællingen udfolder sig i et teaterstykke. Derfor går Dickens bog og dramatiseringen heraf godt hånd i hånd med hinanden.
Et gennemgående tema i forestillingen er et helt nyt spin på de gode danske julesange, som bliver til korsange, og oven i det er det en nyfortolkning af den victorianske fortælling fra 1800 – tallet. Da forestillingen løb af stablen d. 5. november 2020, var det allerførste man så en eventyrlig æske, som åbnes med en lyskugle indeni. Derefter bryder koret af julesangere ud i en helt ny udgave af den stemningssættende julesang ”Det kimer nu til julefest”. Den går fra at være skrevet som salme, til at få fødderne på selv de mindst kirkelige af os til at vippe. Forestillingen igennem bliver fortællingen guidet af det fantastiske ensemble af korsangere, der synger som var det en Disney film. Den energi og følelse som bliver fremkaldt igennem den mest eventyrlige, altopslugende, fængende og rørende film du nogensinde har set, bliver fremkaldt igennem forestillingen Et Juleeventyr, og det skaber håb i selv de mørkeste situationer.
Horror som kommer bag på dig
I bogen får gnieren Ebenezer Scrooge besøg af sin afdøde forretningspartner Jacob Marley, som igennem sit liv ikke var en rar mand. Han er derfor endt i lænker i efterlivet og denne jul er han kommet for at advare Scrooge om sin skæbne, og fortælle at der stadig er tid til at Scrooge kan ændre på sin levemåde. Marley sørger for at han får besøg af tre ånder, som skal lede ham til frelse. Den sidste ånd skaber, i forestillingen på Aarhus teater, en følelse af at være midt i en gyserfilm, hvilket kom bag på mig midt i al julehyggen. To sorte, trævlede dementorligende skikkelser bliver hejst tværs over publikum i wire. De kommer fra hvert sit hjørne i salen, og det giver en meget uventet følelse af, at uhyggen er lige midt iblandt os. Det gav hvin fra forskellige dele af publikum, mig selv inkluderet. Scenen er på denne måde fysisk uhyggelig, men samtidig skaber den også horror-følelser i bogen:
”Although well used to ghostly company by this time, Scrooge feared the silent shape so much that his legs trembled beneath him, and he found that he could hardly stand when he prepared to follow it. […] It thrilled him with a vague, uncertain horror to know that, behind the dusky shroud, there were ghostly eyes intently fixed upon him, while he, though he stretched his own to the utmost, could see nothing but a spectral hand and one great heap of black”
Følelserne uden på tøjet
Scrooge bliver fyldt af horror og det er svært at sige hvilken udgave, i bogen eller teatret, som er mest uhyggelig. Til gengæld får man oplevelsen af at blive opløftet af den syngende atmosfære i teatret, som bliver skabt igennem de stemningsfulde sange som forestillingen kommer med. Det jeg stærkt vil anbefale, er at tage i teatret og nyde de stærke følelser, de hyggelige og de uhyggelige, som kun kan frembringes igennem både høre, syns- og følesanserne. Ydermere er der en typisk teaterhumor indblandet, som for eksempel når en bydreng kravler ind ad vinduet hos Scrooge fordi scenografien ikke tillader at vi kan komme ud på gaden til ham. Den komiske handling da drengen spørger: ”Skal jeg komme ind ad vinduet?” hvortil Scrooge svarer ”J…ja det må du vel” pointerer, at han henviser til deres omgivelser, som en spøg til publikum om, at han ikke har anden mulighed. Det bragte mange grin frem.
Humbug til alle Dickens entusiaster
Slutteligt må jeg pointere over for dem, som har læst A Christmas Carol eller hørt om den før, at selvom forestillingen moderniserer Et Juleeventyr, så bliver der stadig sagt ”humbug” til den store guldmedalje, hvilket må være en lettelse for andre Dickensentusiaster. Med en lettilgængelig tilgang bliver det folkekære eventyr, som Dickens selv læste højt for 1,700 mennesker i julen 1853, her genoplivet med et frisk pust af fantastisk scenografi, lysopsætning og humor.
Leave a Reply