Anmeldelse af Lone Hørslev: Dagene er data, udgivet på Rosinante d. 02. november 2018. Med tegninger af Julie Nord
Anmeldt af Hans Peter Madsen
Foto: Bogens forside // rosinante-co.dk
Lone Hørslev skriver om teknologi, klima og parforholdskrise. Når de tre temaer fletter sig sammen og går op i en højere enhed, lykkes digtene med at være både angste for fremtiden og sorgfulde over nutidens parforholdsproblemer. Desværre svinger bogens midterdel i kvalitet.
“Det private er politisk,” lød Rødstrømpebevægelsens slogan, og sidste år omskrev Theis Ørntoft det i Solar til “det private er planetarisk”. I Lone Hørslevs nye digtsamling, Dagene er data, skrives både det private, det politiske og det planetariske sammen. Det sker allerede i det første digt, “Alt er data” – her et uddrag fra midt i digtet:
Digtet bevæger sig i spændingsfeltet mellem det private – krisen i parforholdet – og det datapolitiske, som bindes sammen af teknologiens indtog i privatlivet. Men det planetariske er også allerede med i det første digt, når “dystopierne” nævnes, og “[d]en dejlige himmel” i et senere digt er knap så dejlig: Solopgangen “vil ske, selv / når jordens ozonlag er væk og / 260 grader varm / syreregn / vælter ned over din Peugeot / i det der / engang var en velplejet indkørsel”.
Dagene er data er en digtsamling, der vil indeholde meget, og derfor er det et godt valg, at de første digte låner nogle stilistiske virkemidler fra Inger Christensens alfabet. Hvor Christensen i alfabet binder hele universet sammen med det lille ord “findes”, lykkes det Hørslev at gøre det samme med “er data”. Christensen skriver om angsten for atombomben, mens Hørslevs fremtidsangst retter sig mod teknologiudviklingen og klimaforandringerne. Men netop det at være konstant angst for truslen fra fremtiden problematiseres, og hen mod slutningen af digtsamlingens første del må den politiske og planetariske fremtid vige for den private nutid: “Lad os elske og se / om vi virkelig kan give slip når vi elsker.” Første dels sidste digt hedder “Nu” og er kun tre linjer:
Et øjeblik lykkes det jeget at slippe omverdenen, teknologien, klimaangsten, politikken og kun eksistere i nuets kærlighed. Det er en smuk sløjfe at binde på Dagene er data, at den starter med Inger Christensen, mens dette sidste digt i første del referer til hendes mand, Poul Borum, hvis definition på poesi var “jeg er her nu.” Men Christensen og Borum blev skilt, og dette sitrende nu, hvor eksistensen og kærligheden er alt, kan da heller ikke holde. I morgen findes systemerne igen, så det idylliske øjeblik må punkteres af en tilbagevenden til tilværelsens kaos. Det sker i digtsamlingens fjerde del.
Svingende kvalitet
Men før vi vender tilbage til den privatpolitiskplanetariske poesi, er der to dele, der prøver nogle andre stilistiske virkemidler af. Digtsamlingens anden del hedder “Dyremennesker” og er en samling prosadigte, der tematiserer det dyriske i mennesket og hvordan dataovervågningen spionerer på netop disse sider af os: “Sæt tape over kameraet, min elskede, det er ikke en zoologisk have.” Hørslev har også stadig sit økokritiske blik i meget velskrevne formuleringer som denne:
Alligevel læser jeg mest “Dyremennesker” af pligt for at komme tilbage til the good stuff. Men inden da er der endnu en del, to langdigte under titlen “Hvorfor kigger du på mig hvem er du?”. Her vil Hørslev rigtig revse teknologitidsalderen og især den yngre generation, men er det god samfundskritik eller bare hyggepoetisk-intetsigende at skrive “Åh, fly mig fluks dit brugernavn / din server og din IP-adresse“? Er det god samfundskritik at kritisere børnene fordi “de vil være / gamere og youtubere og instagrammere, ja“, eller er det ikke rettere bare “helt utrolig / mor-agtigt“, at en digter af alle mennesker synes, at børnene skal lade være med at drømme om at arbejde kreativt? Langdigtene er så overfladiske i deres samfundskritik og forhippede på at ramme en masse sjove buzzwords, at de mere minder om poetry slam end rigtig poesi.
Gode metaforer og lækkert boghåndværk
Men så vender Dagene er data i fjerde og sidste del tilbage til der, hvor første del slap, og kvaliteten højnes gevaldigt med smukke metaforer som:
og præcise sansninger som:
Det bliver endnu bedre af, at skønheden krydres med den angst, der pludselig opstår, når der midt i et digt ud af det blå står:
Og glæden ved digtene bliver bestemt ikke dæmpet af, at Dagene er data simpelthen bare er en lækker bog – en hardbackudgivelse med god papirkvalitet og smykket med sjove og tematisk passende tegninger af Julie Nord. Dagene er data er bedst, når det private, politiske og planetariske går op i en højere enhed i første og sidste del, god i den velskrevne anden del og irriterende i den ureflekteret brovtende tredje del. Alt i alt er den en anbefaling værd.
Leave a Reply