Anmeldelse af Charles Nordhoff og James Norman Hall: Mytteri på Bounty, udgivet på Bechs Forlag d. 24. oktober 2016
Anmeldt af Kristine Kold Vestergaard Strandsby
Foto: Bogens omslag / bechsforlag.dk
Nordhoffs og Halls roman er et nydeligt, men ufuldendt, genudgivet værk. Det oprindelige værk er fra 1932 og er baseret på den historiske hændelse, der fandt sted i 1789, hvor dele af besætningen på det kongelige skib, Bounty, begik mytteri mod skibets kaptajn. Historien fortælles igennem den fiktive karakter, Roger Byam, der er kadet på skibet. Igennem hans erindring følger vi Bounty fra dets afgang fra England mod Tahiti og hjem igen.
Da Bounty i første omgang når sit geografiske mål, Tahiti, finder besætningen sig selv i mødet med en ny og eksotisk kultur, der på fortalte tidspunkt stadigvæk var forholdsvis ukendt og uudforsket for den hvide, europæiske mand. Dette møde resulterer i høj grad i stereotype og drømmende forestillinger om et paradis med hvide sandstrande og smukke kvinder. De romantiserede, vidtsvævende beskrivelser af øerne og deres beboere bidrager dog til en doven og idyllisk indlevelse hos læseren:
Passager som overstående fylder meget i romanen. De er med til at tegne et fyldestgørende billede af de steder, karaktererne befinder sig, men de er i sig selv ikke specielt handlingsfremmende – det er karaktererne derimod. Romanen indeholder et enormt persongalleri, der både inkluderer diverse besætninger, familiemedlemmer, elskere og bekendte. De mange karakterer skaber i begyndelsen stor forvirring og anstrengelse, men efterhånden som kendskabet til dem bliver større, vokser følelserne for de enkelte hos læseren. Karaktererne er hver især så sammensatte og komplekse, at deres personlighed nærmest strømmer ud af siderne, og det alene skaber den gennemførte stemning, der får læseren til at heppe på de gode og væmmes ved de onde, der modarbejder retfærdighedens indtog.
Karaktererne er, som resten af historien, set og berettet igennem Byams erindringer. Byam er en vellidt fyr, der ikke synes at være på kant med nogen fra besætningen. Dog bliver han anklaget for at have taget del i mytteriet og modtager som følge heraf en mere end hård dom sammen med en mindre del af besætningen. Tiden i fangenskab inden dommen finder sted danner grobund for grundige og smukke iagttagelser af de mænd, der lider samme skæbne som Byam selv. Her gives der blandt andet et fyldestgørende kendskab til matros Thomas Burkitts person:
Romanen er i høj grad præget af de samme tilfældigheder, der præger det famøse og eventyrlige liv til søs i 1700-tallet. Den er stærk i dens steds- og personbeskrivelser, men den savner – som resultat af tilfældighederne – sammenhæng og en ordentlig afslutning. Følelsen af sand mellem tæerne er ej at fornægte, men de romantiserede beskrivelser synes at overskygge de egentlige konflikter, besætningen står overfor, efter at mytteriet har fundet sted. Mytteri er nævnt som den værste forbrydelse, der i tiden kunne finde sted til søs. Alligevel fortsætter mytteristerne deres kærlighedstogt rundt i de smukke omgivelser. Dette resulterer i de drømmende, romantiske og overfladiske skildringer, der langt fra harmonerer med virkelighedens barske realiteter.
Leave a Reply