Anmeldelse af Fjodor M. Dostojevskij: Onkels Drøm, udgivet på Bechs Forlag d.20. januar 2017
Anmeldt af Kristine Kold Vestergaard Strandsby
Foto: Bogens omslag / bechsforlag.dk
Dostojevskijs Onkels drøm er en velskrevet og velkomponeret komedie, der indeholder alle de aspekter, en god komedie skal indeholde. Persongalleriet er fyldt med skæve karakterer, der på deres egen måde bidrager til et voksende og gennemført drama, der er ligeså tragisk, som det er sjovt. Opskriften er meget simpel: Lad en senil og forfærdelig forfængelig fyrste indtage scenen fyldt med provinsielle sladdertasker, og læs videre med fryd, mens komedien udfolder sig.
Marja har en plan
En af disse sladdertasker er den berygtede Marja Aleksándrovna, der bor i provinsbyen Mordassov med sin yndige, men ugifte datter, Sina. En dag annonceres det, at en velhavende, men dybt senil fyrste, der går under kaldenavnet ”Onkel”, lægger sin vej forbi byen. Dette kickstarter et virvar af rygter, afsløring af skamfulde affærer og fjendskaber, der alle bliver en udfordring for Marja, der planlægger at få datteren afsat til det åbenlyst gode parti:
Sladdertasken over dem alle
Historien berettes af en yderst vittig fortæller, der finurligt beskriver sine karakterer med en sådan arrogance, at man oftest ikke kan lade være med at trække på smilebåndet. Karaktererne og fortælleren selv fungerer nærmest som parodier på sig selv, og det er svært ikke at drage visse paralleller mellem Dostojevskijs og Holbergs måde at italesætte og udstille det finere borgerskab på:
Den stakkels onkel, der ikke besidder den fjerneste ide om, hvad der foregår omkring ham, kan ydermere sammenlignes med Vielgeschrey, der optræder som den stundesløse i Holbergs komedie af samme navn. Begge står de uvidende udenfor dramaet, mens de på en og samme tid er omdrejningspunktet for komikken. Det er på sin vis tragisk, at disse forvirrede mænd skal ofres for det gode grin, men ikke desto mindre er det hele tragedien værd, og man fortryder ikke et sekund, at man kluklo rigeligt på deres bekostning.
Dostojevskijs roman er et humoristisk kunststykke, der spiller på alle tangenter i forførelsen af sin læser. Fortælleren er altid nærværende og lader ikke den mindste detalje gå læserens næse forbi. Dette resulterer i en følelse af at være placeret midt i dramaet, der på underholdende vis udspiller sig fra første til sidste side. Sjældent har undertegnede følt sig så veltilpas og underholdt af et stykke litteratur. Med al respekt for Holberg, der ubestridt fylder mit litterære hjerte med vittig komik, skal det afslutningsvis siges, at Dostojevskij overraskende nok er ham en værdig modspiller på komikkens litterære scene.
Leave a Reply