Reportage fra bog- og kunstreception: ”Købekælling, kunst og kampdag” på Soul Shine/ Second-hand & Vintage, d. 8. marts 2017
Af Mia Nikander
Fotograf: Mia Nikander
På Kvindernes internationale kampdag udkom Anna Dyhrs roman Købekælling; en begivenhed der blev cementeret med en lidt utraditionel reception i en second-hand vintage butik i en mere eller mindre snørklet del af Latinerkvarteret i Aarhus. Og utraditionel er lige, hvad receptionen skulle være med det emne, Dyhr beskæftiger sig med i sin debutroman, som indeholder rå og billedlige beskrivelser af psykisk terror i forhold.
Blandt stativer med klæder i alle former, farver og tekstiler samler mennesker sig om forskellige kunstværker som alle bærer præg af temaer som isolation, fangenskab, rollespil og falskhed. Kasser, dukker og plastikbokse i forskellige installationer og medier er sat i diverse hjørner af butikken, så man kan undersøge dem nærmere.
I forbindelse med udgivelsen af sin roman Købekælling har Anna Dyhr nemlig valgt at gå sammen med en række kunstnere, alle med hver sin ekspertise og foretrukne materiale, for at sætte et anderledes fokus på emnet, hun har arbejdet med i sit værk: Psykisk vold og terror i parforhold. Dyhr har ønsket at belyse dette problem på en poetisk og rå måde, både i sin roman og i markedsføringen af den, og har desuden selv valgt den charmerende second-hand-butik Soul Shine i en af de små gader i Aarhus Latinerkvarter, som scenen for denne udstilling.
Købekællingen går på scenen
Gæsterne til bogreceptionen indfinder sig i forskellige kroge af butikken, inden forfatteren selv byder velkommen og kort fortæller om programmet, før hun overlader ordet til gourmet-chefen, som står bag de indbydende tapasretter, der serveres for publikum. Efter at folk har forsynet sig med mad og bobler, starter programmet for alvor, da Dyhr går på ”scenen” sammen med fotografen Louise Bisbo – som står bag omslaget til Købekælling – for at foretage en oplæsning af udvalgte passager fra romanen. Dyhr selv agerer jeget fra værket, mens Bisbo spiller alle andre karakterer, hvilket skaber en illusion om en fundamental forskel mellem offeret og hendes medmennesker, det vil sige kæresten og veninden, som virker direkte hensynsløse i forhold til hendes følelser og den mishandling, hun udsættes for af kæresten. Det er en fremragende måde at skildre den altomsluttende isolation, som hovedpersonen Nora føler, og begge oplæsere forstår at gøre rollerne levende.
Umiddelbart efter den endte oplæsning overlader Dyhr og Bisbo scenen til to repræsentanter fra Joan-søstrene; en organisation som hjælper kvinder, der har været ofre for mishandling i parforhold. Dette er et interessant indslag; for de præsenterer ikke blot gæsterne for deres organisation og fortæller om, hvilken form for støtte de yder – de bruger også specifikke eksempler fra oplæsningen, som de analyserer i forhold til nogle af de sager, de har arbejdet med.
Ved oplæsningen har publikum eksempelvis oplevet, hvordan Noras veninde ikke forstår situationens alvor, da det kun er ord og ikke fysisk vold, Nora er udsat for, og veninden virker helt forgabt i detaljerne frem for at se helheden. Her forklarer repræsentanterne, hvor problematisk denne reaktion er, og hvordan de har haft kvinder, som kom ind på deres center og ikke følte, at de kunne tillade sig at bede om hjælp, netop fordi deres partner ”aldrig havde været voldelig”. De argumenterer for, hvorfor ord er lige så slemme som fysisk vold, hvis ikke værre, da offeret ikke har ”beviser” på den mishandling, vedkommende bliver udsat for, blot effekten af den.
Ligeledes roser repræsentanterne de Dyhr for hendes måde at vende historiens narrativ fra fokuset på partnerens handlinger til anerkendelsen af hovedpersonens status som et individ, da dette netop er en anden problematik, de ofte møder hos ofrene, som besøger dem: De prøver at give deres partner så meget plads, at de mister sig selv og ophører med at eksistere som andet end en forlængelse af partneren. Dette gør det blot sværere for dem at forlade denne partner, selv hvis mishandlingen eskalerer.
Efter oplæggene er der mulighed for at købe romanen og få den signeret af Dyhr selv og desuden kigge sig lidt om i butikken og undersøge de forskellige kunstværker yderligere.
Ikke nok plads til kunsten
Det eneste, man kan stille spørgsmålstegn ved et ellers velkomponeret arrangement, er valget af Soul Shine som lokation for denne reception og udstilling. Det var så tæt pakket, som følge af de mange fremmødte mennesker og de proppede tøjstativer, at man ikke havde meget mulighed for at bevæge sig frit og tjekke alle værkerne ud, og endnu mindre mulighed for at fordybe sig i dem. Dette er lidt beklageligt, da arrangørerne har valgt dette samarbejde med kunstnere for bedre at kunne skildre temaet fra Købekælling. Men desværre kommer kunstværkerne ikke rigtigt til deres fulde ret og virker mere hengemte end udstillede i en så høj grad, at undertegnede ikke nåede at se dem alle sammen.
Overordnet set var der tale om et yderst vellykket og gennemført arrangement, som forstod at bevæge sig ud over konventionerne for en udgivelsesreception, også uden at det blev flyvsk og forvirrende. De anderledes indslag var relevante og bandt hele arrangementet sammen på en rammende måde, som understregede vigtigheden i det emne Dyhr har taget op i sin roman. Dette er især gældende, når man medregner dét faktum, at kunstudstillingen fra receptionen snart vil forefindes på Galleri Grevelsgaard og senere på årets udgave af litteraturfestivalen Vild Med Ord, hvor undertegnede selv ønsker at komme for denne gang at få det fulde indtryk af kunstudstillingen, som absolut lader til at være interessant og vigtig – ligesom Anna Dyhrs roman.
Leave a Reply