En ode til den grå himmel og de faldende blade

Anmeldelse af Rasmus Nikolajsen: hvad skal vi med al den skønhed? udgivet på Rosinante den 31. august 2018.

Anmeldt af Nete Bækgaard Hermansen

Foto: rihaij (Pixabay)

I langdigtet hvad skal vi med al den skønhed? væver Rasmus Nikolajsen melankolske og smukke billeder af efterårets natur sammen med den menneskelige livscyklus, personlige beretninger og fortællinger om forfald og nye begyndelser.

De fleste kender nok den følelse, som kan snige sig ind i kroppen, når bladene begynder at falde, og vi ser fugleflokkene trække sydpå henover en grå himmel. Det er ikke ligefrem sorg, men nærmere en følelse af tunghed. Som om noget dejligt nu er slut og noget nyt som resultat må begynde. Om det er godt eller skidt, ved vi ikke helt.

Netop denne følelse står som en rød tråd hele vejen gennem langdigtet hvad skal vi med al den skønhed? af Rasmus Nikolajsen. Værket bærer meget passende titlen ”efterårsdigt”, og dets vekslen mellem æstetik og efterårets sørgmodighed illustreres fint gennem brudstykker som dette:

og jeg tænker: jeg ved jeg kan

være i ulykken, men kan

jeg også være i lykken?

mens mørket sænker sig, som te

i en kop efter at dagen,

er drukket

Efteråret med nye øjne

En af de fine ting ved Nikolajsens langdigt er, at sproget er enkelt og genkendeligt. Man skal som læser ikke anstrenge sig for at følge med. Samtidig opdager man hele tiden små sproglige finurligheder, forunderlige metaforer og sammenligninger, der får en til at se på efteråret med nye øjne. Det kommer til udtryk, når han beskriver en flok gæs således: ”[…] knitrende, som en papirspose, mod syd […]” eller når han maler et billede af et faldende blad med ordene:

mens et

blad roterer en omgang på

vej ned og mumler: min verden

findes ikke længere, men

jeg gør

Nikolajsens ord inviterer os til at stoppe op og reflektere over det, vi ser frem for blot at observere det. Besjælingen af fænomener som træer og blade menneskeliggør den proces af forfald og forandring, som er efteråret. Der drages gennem langdigtet også en tydelig parallel mellem årstidernes skifte og menneskets liv.

En fortælling om udvikling og gentagelse

I løbet af hvad skal vi med al den skønhed inddrager Nikolajsen personlige historier i sine betragtninger om efterårets komme. Blandt andet hvordan en unavngiven ven af fortælleren har begået selvmord ved at kaste sig ud fra femte sal. Det får ham til at tænke over sit liv som ung og alle de ting, han har opnået – og glæde sig over, at han ikke er nødt til at starte forfra og gøre det hele igen. En refleksion over det smukke ved livets gang, og måske en reference til, at efteråret ikke altid er så slemt endda.

Samtidig er der en tydelig cyklisk rytme gennem hele langdigtet. For selvom mennesker går i forfald og dør, så gentager de samme historier sig hele tiden i livets gang – præcis som årstiderne hvert år troligt skifter. Det illustreres blandt andet i et afsnit, hvor fortælleren beskriver, hvordan sin farmor, at efter være vendt hjem til sin søn oven på et ophold i Sverige, ikke kan genkende ham igen, fordi den mørkhårede baby er blevet til en lyshåret dreng. Det samme gentager sig hos både faren og fortælleren selv:

mens min far, der for længst var

blevet mørkhåret igen, nu

kom i tvivl om jeg rent faktisk

var hans søn,

[…] og måske

er det derfor jeg i år for

ikke at få mit nu

atter mørke hår bleget gik

med kasket hele juli

Parallellen mellem naturen og mennesket er et af Nikolajsens absolutte mesterstykker, og den er med til at give værket mere tyngde og relevans.

Perfekt læsning til efteråret

Nikolajsens langdigt er i dén grad et efterårsdigt, og det fortjener at blive læst i efteråret. Den tunge, melankolske stemning hører sig nemlig efteråret til. Og måske man efter læsningen får lyst til at standse op en ekstra gang og betragte det smukke i et faldende blad eller en flok gæs på træk.