En Pragtfuldt Forstyrrende Dannelsesroman

En Pragtfuldt Forstyrrende Dannelsesroman

En Pragtfuldt Forstyrrende Dannelsesroman

Anbefaling af Janne Teller: Intet, udgivet på Dansklærerforeningens forlag, 2000

Anbefalet af: Anders Holbæk

Foto: Bogens omslag / dansklf.dk

Janne Tellers Intet er en dannelsesroman, der takler eksistentialisme og livets meningsløshed i børnehøjde. Dermed ikke sagt at spørgsmålene, som bogen stiller, ikke er reelle og oprigtige. Det er netop det, der giver bogen sin kraft og gør den så pragtfuldt forstyrrende. Dertil kommer rigelige mængder morbide elementer og en langsomt voksende grusomhed og barskhed, der gjorde, at undertegnede stadig ofte tænker på bogen her næsten et årti efter at have læst den første gang.  

For de fleste kommer Intet nok til at virke besynderligt bekendt, for selv om jeg ikke har mødt mange, der kan huske bogen ved navn, er det en roman, som 80% af de danske folkeskoleelever har læst. Når man begynder at forklare plottet, vil manges øjne derfor lyse op, og et fjernt minde om en historie fyldt med grusomhed vil vækkes hos dem.

Eksistentialisme i 7. klasse

”Pierre Anthon gik ud af skolen den dag han fandt ud af, at det ikke var værd at gøre noget når intet alligevel betyder noget. Vi andre blev tilbage. Og selv om lærerne havde travlt med at rydde op efter Pierre Anthon både i klasseværelset og inde i vores hoveder, blev lidt af Pierre Anthon siddende i os. Måske var det derfor at det gik som det gjorde.”

Eksistentialisme og tilværelsens meningsløshed er ikke just et banebrydende og vanvittigt nytænkende emne, og det var det heller ikke i 2000, da Janne Tellers Intet blev udgivet. Det fungerer dog stadig som et solidt omdrejningspunkt for historien om en flok børn, og deres gradvise insisterende nedbrydning af moralske grænser i deres forsøg på at overbevise hinanden om, at livet ikke er meningsløst.

Præmissen for bogen er som følger: Pierre Anthon erklærer en dag, at tilværelsen er meningsløs, og efter at have insisteret på dette i nogen tid, begynder det at påvirke hans klassekammerater. Hovedpersonen Agnes og de andre børn beslutter sig for at bevise for Pierre Anthon, at han tager fejl, og de begynder derfor at samle en ”bunke af betydning”; en bunke af de genstande som betyder mest for børnene. Det viser sig hurtigt, at børnene ikke er klar til at opgive det, der betyder mest for dem til bunken. Derfor aftaler de, at i stedet for selv at måtte bestemme, hvad man afleverer, bestemmer de nu for hinanden. Efter at måtte ofre mere og mere personlige ting, griber en vild hævnlyst børnene, og hvad der startede med at være grønne sandaler og en fiskestang, bliver hurtigt til en lemlæstet hund, en mødom og en pegefinger.

Børnene bliver konfronteret med livets tilsyneladende meningsløshed i 7. klasse. En periode hvor de fleste børn traditionelt set for første gang skal træde ind i de voksnes rækker. Deres uskyld bliver udfordret hårdt, idet de bliver hvirvlet længere og længere ned i grusomhedens spiral.

”Der var ingen nåde”

Børnenes møde med sex, død, vold, jalousi og hævntørst gennem bunken af betydning viser tilbage til idéen om deres visnende uskyld. Bogen er en dannelsesroman, én med mere til fælles med Goldings Fluernes Herre, end Lees Dræb Ikke en Sangfugl eller Salingers Forbandede Ungdom. I Fluernes Herre bliver en flok drengebørn fanget på en øde ø. Deres forsøg på at skabe et samfund med orden resulterer i kaos og rædsel. Parallellen til Goulding er en, der ofte bliver lavet, når Intet bliver diskuteret. Gruppen af børn må i isolation fra de uforstående voksne finde ud af, hvordan de får deres tilværelse til at give mening, og hvem der må falde og lide for det.

”’Så er vi nødt til at fortælle hvad det er Pierre Anthon siger. Og det kan vi ikke, for de voksne vil ikke høre at vi ved at der ikke rigtigt er noget ved noget, og at alle bare lader som om.’ Jan-Johan slog ud med armene, og vi forestillede os alle de eksperter og pædagoger og psykologer der ville komme og studere os og tale med os og overbevise os, til vi til sidst ville give op og igen lade som om der var noget ved noget.”

Dybt at falde

En dannelsesroman omhandler som oftest et individs opdragelse i et forsøg på at finde et kompromis mellem egne ønsker og idealer og samfundets eller tilværelsens normer, muligheder og begrænsninger. Det der er interessant ved Intet som dannelsesroman er, at det dog end ikke efter slutningen af bogen synes at stå klart, hvad præcis opdragelsen bestod i, eller hvordan præcist den ’lektion’, børnene skulle lære, kommer til udtryk. I stedet synes børnene at finde sig selv på bunden af førnævnte spiral af grusomhed og hævntørst med en sønderrevet uskyld, og herfra må de forsøge at komme videre.

”Vi græd, fordi vi havde mistet noget og fået noget andet. Og fordi det gjorde ondt både at miste og få. Og fordi vi vidste hvad vi havde mistet, mens vi endnu ikke kunne sætte ord på hvad det var vi havde fået”  

Intet er et spændende tankeeksperiment. Børnenes jagt efter betydning og deres simultane ødelæggelse og skabelse af dette i løbet af historien, bliver præsenteret troværdigt og barskt. Dertil kommer børnenes individuelle personlige udviklinger, som også er spændende at følge. En ting leder til en anden, og ved bogens slutning sidder man som læser ligesom børnene i bogen og tænker: hvordan kunne det gå så vidt?