Anbefaling af Ib Michaels Digte fra Mexico 1971 og Billeder fra Mexico 1971, udgivet på Forlaget Arabesk d. 1. november 2019
Anbefalet af Jasmin Hansen
Foto: Jasmin Hansen
Digte fra Mexico 1971 og Billeder fra Mexico 1971 er til dig, der længes efter at drage bort til afsidesliggende lande og et folk præget af fortidens mystik. Tag med ud på en rejse i Ib Michaels fodspor, der fører dig hele vejen til Huichol-indianernes jord i Mexico og deres særprægede kultur.
Året er 1971, da Ib Michael beslutter sig for at begive sig ud på en rejse, der ændrer hans liv for altid. På dette tidspunkt ved han dog ikke, hvor stort et indtryk Huichol-indianerne kommer til at have på ham.
Huichol-indianerne findes i Mexicos Sierra Madre-bjerge og har deres egen selvstyrende region, hvor de kun i tilfælde af manddrab er underlagt de mexicanske myndigheder. Alt deres jord er delt mellem dem, og deres kultur er centreret omkring skikkelsen den “Blå Hjort”. Ib Michael tilslutter sig stammen og dens ritualer i forbindelse med fejringen af påskeugen La Semana Santa, hvor indianerne indtager store mængder af russtoffet peyote. Som Michael skriver i Billeder fra Mexico 1971 bliver denne rejse en, han aldrig rigtig kommer hjem fra.
For efter hans tid hos stammen følger det såkaldte ”Hjorteland” ham hele vejen til Danmark, hvor han vandrer rundt på gaden i indianerdragt og ryger peyote. Og selv om oplevelsen aldrig slipper ham helt, får hans fireårige datter ham til sidst til at løsrive sig fra Hjortelandets fortryllelse og vende hjem til sin familie.
Et mytisk rige
Ib Michaels digtsamling Digte fra Mexico 1971 og fotoalbummet Billeder fra Mexico 1971 er et resultat af denne rejse. I løbet af hans ekskursion skriver Michael noter, digte og dagbog i et forsøg på at indfange dagligdagens små øjeblikke. Da han ankommer til stammen, gør han det samme bare med et kamera.
For at bevare denne øjebliksfølelse er digtene opsat efter dato i samlingen, og sammen med Michaels simple rytmiske og mest af alt dagbogslignende stil, formår de at give dig et fragmenteret indblik i rejsens hverdag.
Dette betyder dog ikke, at digtene er jordbundne. Ofte er de billeder, Michael fremmaner, både tvetydige og syrede. Bag ved beskrivelserne af dagligdagen anes der en mytologisk verden hinsides vores egen og et menneske, der er splittet mellem to kulturer.
Alt dette gør, at du nemt kan fortabe dig i Huichol-Indianernes kultur, og selvom du ofte mangler kontekst, giver denne mangelfuldhed også fantasien frit spil, når dagligdagen løftes op til noget fremmedartet og magisk.
Den jordnære virkelighed
Hvor digtene er fritsvævende og farverige, er fotoalbummet virkelighedsbundet og kontant. Dette gør, at de to bøger balancerer hinanden og tydeliggøre den tvedelte verden, som Ib Michael befinder sig i. Derudover kropsliggør fotoalbummet også motiverne fra digtsamlingen og tillægger dem en ny betydning ved at give dig konteksten bag dem. Dette gør, at Ib Michaels rejse bliver hevet ud af fiktionen og ind i virkeligheden.
Af denne grund bliver Billeder fra Mexico 1971 næsten mere interessant end digtene selv, på trods af at den ene bog ikke kan læses uden den anden. Det er også kun i fælleskab, at de to bøger kan male et fuldendt billede af Huichol-indianerne og føre dig til det mytiske og jordbundne Hjorteland.
Leave a Reply