En uendelig forvridning

En uendelig forvridning

En uendelig forvridning

Anmeldelse af Unica Zürn: Manden i jasminen, udgivet på Basilisk d. 15. september 2017.

Oversat fra tysk af Kenn Mouritzen, anagramdigte gendigtet af Olga Ravn.

Af Anna Rosenkrands Uldall

Foto: Bogens omslag / basilisk.dk

Manden i jasminen kredser på én og samme tid om sindssygdommens depressioner og om følelsen af at have uendelige muligheder. Faktisk er de to aspekter af fortællingen afhængige af hinanden; den sindslidende hovedperson bevæger sig nemlig ustandseligt frem og tilbage mellem begge tilstande.

I begyndelsen af Manden i jasminen introduceres det hvordan hovedpersonen skriver anagramdigte, hvor hver linje tager udgangspunkt i samme grundsætning.  Alle bogstaver fra denne grundsætning omarrangeres, og ud af denne omrokering dannes digtet. Med udgangspunkt i sætningen ”Når nieren er blevet til en sekser” skriver hun således dette digt:

”Isen er enten brev eller tåre. Skin, / elsker! Livet brister, nå en ene ener. / Enken renser sårene, bliver til ét. / Nerverne når lettelse i birkenes / kister, eternellen i venernes råb: / Vi er insekter, snerlerne let åbne.”

Hovedpersonen, der lever et liv som kunstner, er besat af tallene seks, der ifølge hende symboliserer døden og ni, der symboliserer livet. Sætningen ”Når nieren er blevet til en sekser”,  som er anagramdigtets udgangspunkt, kan altså læses ret dystert: Når livet er blevet til døden. Gennem romanen er der en konstant vekselvirkning mellem livet, miraklerne og mulighederne på den ene side og døden med dens depression på den anden. Igen og igen bringes hovedpersonen gennem livet mod døden og gennem døden mod livet, og på denne måde vrider romanen sig ustandseligt om sig selv.

Hvordan er vi kommet hertil?

Alt er muligt. Hovedpersonen flyver gennem Berlin, så er hun i Paris, og hun smiler til alle på sin vej. Det er miraklernes tid. Læseren bliver trukket med i et virvar af hændelser og står tilbage med åndenød. Men dette åndedrætsbesvær er netop, hvad der gør romanen til en fantastisk læseoplevelse. Sproget er simpelt men forvredet og glider hastigt forbi én scene for at indtage en ny. En passage, hvor hovedpersonen løber ud i natten og oplever mange sære ting, beskrives eksempelvis på følgende måde:

”Pludselig tager hun hans briller og smider dem ud ad vinduet. Så begynder han at jamre og bebrejde hende, for uden sine briller er han næsten blind. Hun forklarer ham, at han i sit lange liv har set nok, at han kender alt og ikke har brug for at se mere. Og hun tager afsked med ham og går ned ad trappen. Men den gamle politimand er pludselig årvågen. Han mærker, at der er noget ved hende, der ikke stemmer. Som havde han en mistanke om, at hun havde stjålet noget hos ham, styrter han efter hende og foretager en hurtig kropsvisitation af hende. Han finder intet og forsvinder igen.”

Det høje fortælletempo og de korte sætninger står i kontrast til den passivitet, som både hovedpersonen og den gamle politimand beskrives med. Ganske vist styrter den gamle politimand ned ad trapperne, men kun for straks derefter at forsvinde. De to karakterer lader sig ganske simpelt føre af fortællingen. Den manglende kontrol over handlingsforløbet kommer ligeledes til udtryk, da hovedpersonen er blevet fragtet rundt i sygehusvæsenet i flere dage: ”Men pludselig befinder hun sig igen i nye omgivelser uden at vide, hvordan hun er kommet dertil”. Denne spontanitet, denne manglende evne til at forudse, hvad der sker på den efterfølgende side, dominerer læseoplevelsen. Når der fremskrives en sådan spontanitet og højt fortælletempo, bliver sproget udstrakt og forvredet, fordi det hele tiden befinder sig flere steder på én gang.

Efter endt læsning vil læseren føle sig forpustet og forvreden. Men det vil være en positiv følelse. Sproget i Manden i jasminen er fortryllende smukt og fabelagtigt forvredet, hvilket afspejler den sindssygdom romanen kredser om; der kan være op- og nedture. Sproget muliggør en rejse ind i en sindslidendes univers.