Anmeldelse af Isabella Hammad: Pariseren udgivet på Politikens Forlag d. 15.08.2019. Oversat af Nete Harsberg og Lea Carlsen Ejsing.
Anmeldt af Anna Rosenbæk Fynbo
Foto: Anna Rosenbæk Fynbo
Under 1. verdenskrig rejser den unge Midhat Kamal til Montpellier i Frankrig fra Nablus i Palæstina for at studere medicin. Den lige så unge og debuterende forfatter Isabella Hammad skriver i sin roman Pariseren sin egen families historie. Romanen er en episk fortælling om at finde sin egen identitet på et turbulent tidspunkt i verdenshistorien samtidig med, at den skildrer Palæstinas historie om kampen for uafhængighed.
Jeg er ganske bevidst om og har jævnligt læst på diverse køleskabsmagneter, at man ikke må bedømme en bog på baggrund af, hvilket omslag den har. Alligevel finder jeg mig nødsaget til at henvise til illustrationen på romanens forside og understrege, at det vel nok er en af de smukkeste forsider, jeg længe har set på en roman. Forsiden er den indpakning, hvorfra der, så snart man flår papiret af, åbenbarer sig en gave, som man ikke vidste, man havde ønsket sig og manglet – men som man ikke desto mindre bliver lykkelig for at modtage. For det er ikke blot forsiden, der slår benene væk under én, indholdet er lige smukt og sprængfyldt med høj litterær kvalitet. Isabella Hammad har med sin debutroman givet en stemme til den ambivalens og splittelse, der for Midhat opstår mellem den europæiske og mellemøstlige kultur og identitet fortalt i tiden omkring og efter 1. verdenskrig. Alt dette bliver skildret gennem en følsom ung mand med ambitioner og en længsel efter både at høre til, men også at skabe en ny identitet et andet sted, end hvor han kom fra.
Palæstinenseren i Europa
Midhat flytter ind hos Frédéric Molineu, der er sociolog og antropolog på universitetet. Midhat forelsker sig hovedkulds i datteren Jeanette samtidig med, at han forelsker sig i Frankrig. Men lige som han er ved at finde sig til rette som akademiker og begynder at føle sig velkommen og accepteret blandt europæerne, bliver han mindet om, at han er anderledes, og at hans mellemøstlige ophav gør, at han bliver set ned på. Da han forlader Frankrig, bliver han tilbage i Nablus kaldt for Pariseren, på grund af hans ophold i Montpellier og Paris. Han befinder sig således mellem to identiteter, der bliver udfoldet samtidig med, at romanen beskriver palæstinensernes kamp for uafhængighed. Romanen skildrer, udover Midhats personlige kamp, Palæstina som et land, der er defineret af at være okkuperet – lige fra at være under Det Osmanniske Rige til at være under det britiske mandatområde og til det moderne Israels oprettelse i 1948.
Palæstinas andet narrativ
Romanen er en dannelsesrejse gennem Mellemøsten og Frankrig, og det er både interessant og tankevækkende at få privilegeret adgang til det gamle Palæstina før staten Israels oprettelse, der indleder den konflikt, som i så høj grad definerer Palæstinas historie i dag. Isabella Hammad fortæller med kærlighed og omhyggelighed om sin oldefar Midhat Kamals liv med skiftende synsvinkler, så man som læser ligeledes får udfoldet historien fra blandt andet palæstinensiske kvinders og unge mænd i den palæstinensiske frihedskamps synsvinkler. Sproget er poetisk og har en rytme, der gør det vanskeligt som læser at lægge bogen fra sig igen. Den er ganske enkelt ekstremt medrivende. Romanen udfordrer det billede vi har af steder og kulturer. Midhat idylliserer gennem sit liv opholdet i Frankrig, hvor han siger:
Den idé om et sted bliver udfordret, da Frankrig på nogle punkter viser sig ikke at leve til ideen om det ophøjede sted. Hammad skildrer, hvordan ideen om et sted kan være ophøjet, men at stedet ikke er det. Den ambivalens mellem kulturer og identiteter, der er inde i Midhat, fremstiller Hammad – der udover at have palæstinensisk ophav selv er født i London – på en måde, hvor hun giver en stemme til alle de mennesker, der har et delt både nationalt og kulturelt tilhørsforhold.
Leave a Reply