Anmeldelse af Martin Mølholm & Finn Thorbjørn Hansen (red.): Tid, Eksistens og Naturforbundethed, udgivet på Eksistensen d. 5. maj 2026.
Anmeldt af Thomas Møberg Thorsen
Foto: Thomas Møberg Thorsen
Tid, Eksistens og Naturforbundethed fremsætter en velgørende kritik af det moderne natursyn, men virker ofte unuanceret. Desuden mangler værket en gennemgribende korrekturlæsning.
Antologien Tid, Eksistens og Naturforbundethed (herefter TEN), der er skrevet af en forskningsgruppe på Aalborg Universitet, stiller spørgsmålet: ”Hvad nu hvis hovedårsagen til nutidens globale klima- og biodiversitetskrise ikke kun skal findes i utilstrækkelige og skadelige teknologier – og løsningen derfor ikke kun skal findes indenfor det tekniske og natur- og samfundsvidenskabelige område?” Et spørgsmål som dette er selvsagt velgørende og enormt relevant at stille i en verden, hvor stadig nye og flere teknologier udvikles med henblik på at udnytte naturen og dens ressourcer. Der bliver derfor i dag brugt mange penge på såkaldt ”grøn forskning”, men, som bogens indledning gør opmærksom på, langt størstedelen af pengene går til tekniske og naturvidenskabelige løsninger af klimakrisen. TEN er skrevet som en kritik af ”farlig enøjet teknooptimisme” og fremfører heroverfor et forsvar for en nødvendig human visdom, som ”transcenderer, hvad menneskets videnskab og teknologi […] kan måle”, og som ”sætter forundringssansen og ærbødigheden for det levende […] i centrum.”
Bogen består foruden en indledning af otte kapitler, hvor forskellige lektorer og professorer hver udfolder deres bud på, hvordan mennesket kan undslippe den krise – både økologisk og eksistentielt – vi befinder os i. Her findes gode analyser af eksempelvis den acceleration, man møder på arbejdet, hvor den atomiserede klokketid konstant holder øje med én. Mindre relevante analyser støder man også på; eks. 6. kapitel om en svært fattelig tempuslogik, der ikke synes at have meget med bogens overordnede emne at gøre.
Korrektur
På trods af bogens gode udgangspunkt er der dog nogle kritikpunkter (nogle mere væsentlige end andre), der skal fremhæves. Den første og mest tekniske kritik omhandler bogens utroligt mange fejl. Tastefejl, stavefejl, forkerte henvisninger, kommafejl, faste vendinger, som pludselig er blevet ’slappe’, inkonsekvens i måden at citere og skrive titler på værker på, fejl i litteraturlisten osv. Allerede indholdsfortegnelsen rummer flere fejl – eks. 3. kapitels titel: ”Lyspunkter – om sameksistensens forunderlige dimensionerer”. Her er der vist et ’-er’ for meget i sidste ord. Dertil 7. kapitels titel: ”Tid, Eksistens og Naturforbundethed ’I brændingen’”. Det burde vel hedde: ”Tid, eksistens og naturforbundethed i I Brændingen” med et ekstra ’i’ og skuespillet af Kaj Munk i kursiv, hvad der er standardmåden at angive værker på. Det er dog, hvis muligt, værre, når også navne bliver stavet forkert. I løbet af 4. kapitel hedder forfatteren Nathaniel Hawthorne således både ”Natahaniel”, ”Hartwthone” og ”Hawthowne”. (Listen med navne er lang, men jeg må begrænse mig!).
Disse eksempler på deciderede fejl kunne være til at leve med, hvis ikke det var fordi, der var så utroligt mange flere. Det er så forstyrrende, at man næsten tvinges til at læse bogen forfra – efter at have foretaget rettelser under første gennemlæsning. Man må konkludere, at der formentlig ikke er blevet læst korrektur på bogen.
Naturens destruktive kræfter
Den økologiske tænkning – som den i al fald tager sig ud i TEN – har det med at antage en romantisk, eller snarere romantiserende, skikkelse. At vi skal passe på naturen og mindske den rovdrift, vi driver på Jorden, er naturligvis en påskønnelsesværdig tanke. Men den livsvenlige tænkning kan gå videre og foreslå en nærmest symbiotisk, pagtlignende måde at leve med naturen. I 8. kapitel kan det hedde: ”Livsvenlighed går følgelig ud på at påskønne verden med livet, i dets mangfoldighed.” Og senere i samme kapitel: ”Tilstedevær, hvor vi forsøger at lytte, støtte og drage omsorg for en levende verden, som vi kan holde af og som holder (af) os.” Men man må – som levende, sansende menneske – spørge sig selv: Hvordan ser livet i dets mangfoldighed egentlig ud? Det ser ligeså forfærdeligt som smukt ud! Naturen er ikke kun oplevelser af det hellige, det svarende, det opretholdende. Naturen er også jordskælv, oversvømmelser, skovbrande og kræftsvulster; at børn dør i livmoderen eller bliver født med handicap er også en del af naturen. Er dette et liv, en natur, der holder af mennesket?Disse overvejelser om det destruktive i naturen mangler overordnet at blive behandlet i bogens analyser af naturforbundethed.
Svær anbefaling
Bogen er – i sin nuværende form – svær at anbefale. Dens primære kvaliteter ligger i kritikken af den moderne teknooptimisme, som, ganske rigtigt, medfører et ødelæggende forhold til naturen. Men denne kritik er ikke ny. Herhjemme har navne som Thorkild Bjørnvig, K.E. Løgstrup og Ole Jensen siden 70’erne spillet en afgørende rolle i spørgsmålet om menneskets forhold til naturen. De har allerede sagt det hele – dem vil jeg anbefale, at man læser!
Leave a Reply