Et Familieportræt fra Obamas til Trumps Amerika

By littunAdmin Anmeldelser

Et Familieportræt fra Obamas til Trumps Amerika

Et Familieportræt fra Obamas til Trumps Amerika

Anbefaling af Salman Rushdie: Det Gyldne Hus, udgivet på Gyldendal d. 25. Maj 2018

Oversat af Thomas Harder

Anmeldt af Anders Holbæk

Fotograf: Anders Holbæk

På dagen for den 44. præsidents indsættelse i Amerika ankommer den mystiske patriark Nero Golden til Manhattan med sine tre sønner for at tage sit eksilpalæ i besiddelse og forsøge at undslippe og fortrænge sin lyssky fortid. Hvad der derefter følger, er en græsk tragedie sat i Obama-æraens Amerika, en samtid karakteriseret ved håbefuldhed, der samtidigt langsomt og usikkert bevæger sig mod Trumps kommen.

Salman Rushdies Det Gyldne Hus er en familietragedie, der udfolder sig inden i en større national tragedie, indfanget i et værk der derudover er sprængfyldt med højkulturelle referencer, popkultur samt bidende satire og samfundskritik.

”De næste otte år, den 44. præsidents år var også de år, hvor en mand, der kaldte sig Nero Golden og i virkeligheden ikke var nogen rigtig konge, udøvede sit mere og mere uforudsigelige og foruroligende herredømme over os, og ved hvis afslutning der udbrød en stor og – i metaforisk forstand – apokalyptisk brand.”

Golden-familien

I begyndelsen af Det Gyldne Hus er Golden-familien – Nero og hans tre moderløse sønner Petronius, Lucius Apuleius og Dionysus – tilsløret af mystik. En gådefuld fortid med moralsk tvivlsomme arbejdsforbindelser og interne dynamikker bliver alle introduceret i begyndelsen af bogen. Det er en familie, der beskuer sig selv gennem en klassicistisk linse; de taler græsk, de har, i forbindelse med flytningen til Amerika, selv valgt deres græske navne, og der ligger fra starten af fortællingen en skæbnetung atmosfære af uundgåelig undergang over dem, som man kender det fra de græske tragedier. Da Neros yngste søn spørger patriarken, hvad de skal svare, hvis folk spørger dem, hvor de kommer fra, svarer den ærefrygtindgydende Nero heftigt:

”Sig til dem, at de kan rende jer med deres identitetsparade. Sig til dem, at vi er slanger, der afkaster vores ham. Sig til dem, at vi lige er flyttet herned fra Carnegie Hill. Sig til dem, vi blev født i går. Sig til dem, vi materialiserede os ved trolddom eller kom hertil fra omegnen af Alpha Centauri i et rumskib, der lå skjult i en komethale. Sig, vi kommer ingen steder fra eller fra hvor som helst eller fra et eller andet sted, at vi er forlorne mennesker, svindlere, genopfindelser, formskiftere, eller med andre ord: amerikanere. Fortæl dem ikke navnet på det sted, vi forlod. Nævn det aldrig. Ikke gaden, ikke byen, ikke landet. Jeg vil aldrig høre de navne mere.”

Langsomt men sikkert begynder læseren dog at få indblik i Golden-familien og dens fortid gennem hovedpersonen og fortælleren i værket; den aspirerende filminstruktør og nabo til Nero, René. Han har længe gået og ventet på at blive grebet af inspiration til sin første store film, og med Golden-familiens indflytning beslutter René sig for, mere eller mindre hemmeligt, at begynde at betragte og beskrive familien. Værket har derfor også karakter af at være Renés oplevelser med og indtryk af familien og dens individuelle medlemmer, hvilket også er noget værket selv italesætter og kommenterer på.

Dette resulterer både i, at man lærer ligeså meget om fortælleren som om hans interesseobjekt. Det er altså et værk om Golden-familien men ligeså meget et værk om René og begges liv i samtidens Amerika. René og hans kæreste kommenterer flere gange på, at der er en lille flig af ham i hans udlægning af hver af Golden-familiemedlemmerne. At have en aspirerende filminstruktør som fortæller resulterer i dette filfælde også i, at dele af teksten bliver præsenteret i værket som monologer og sektioner af en drejebog til filmen, som René vil lave.

”INTERIØR. NERO GOLDENS SOVERVÆRELSE. NAT.

[…] I et PERFECT SHOT ’træder han ud af sin krop’ og går hen til vinduet. Dette spøgelsesagtige jeg er gennemsigtigt. Kameraet bag ham ser gennem ham og hen på den tunge gardiner, som han trækker en lille smule fra hinanden for at se ned i Haven. Den ’rigtige’ NERO ligger stadig og sover i sin seng.

NERO (V/O)

Jeg siger dette, mens jeg stadig er ved min forstands fulde brug. Jeg ved, at der på et tidspunkt af min historie vil blive rejst tvivl om min mentale sundhed, og måske med rette. Men det er ikke nu, det er ikke endnu. Der er stadig tid til at indrømme min tåbelighed og til at affinde mig med, at den stiller mig i et dårligt lys.”

En sektion som denne, hvor René ikke har været til stede, italesætter fiktionselementet i hans præsentation af Golden-familien. Familien bliver yderligere mystisk af at blive fortalt af en mand, der selv opfinder dele af familiens historie, og som måske endda ønsker at lægge fokus på det gådefulde, da det var det, han selv blev grebet af i første omgang. Som Renés kæreste siger:

”’det er en mockumentary, du laver nu, […] så du kan jo bare digte den.’ Det rystede mig lidt. ’bare digte den?’ ’Du har en forestillingsevne,’ sagde hun. ’forestil dig den.’ En gylden historie, mindedes jeg. For romerne betød det en skrøne, et vildt påfund. En løgn.”

Disse alternativer til fortælleformen kommer som friske, tiltrængte indspark i den detaljerige og tætpakkede roman.

Obama-æraen og Trumps Amerika

Et af Det Gyldne Hus’ mest anbefalelsesværdige aspekter er Rushdies dissekering af vor tids Amerikanske samfund. I bogen er miljøet, hvori handlingen udspiller sig, nemlig ligeså vigtig som handlingen selv. Verden omkring Golden-familien og René er et virvar af såvel højkulturelle referencer som popkultur, og Walt Whitman og T. S. Elliot bliver refereret sammen med Candy Crush og internetmemes. Salman Rushdie skal have ros for hverken at få dette til at virke forceret eller som kitsch, men i stedet som den mest retfærdige måde fyldestgørende at beskrive vores netværk af indtryk og kulturelle miljø i 2010’erne. Golden-familiens lyssky baghistorie bliver sammenlignet med Godfather-filmene og Quentin Tarantinos Reservoir Dogs, og det virker helt logisk, at en ung aspirerende filminstruktør ville tænke på disse i mødet med Nero og hans sønners fortid.

”Det var et år med to bobler. I den ene af disse bobler skingrede Jokeren, og dåselattermængderne lå nøjagtigt på stikord. I den boble forandrede klimaet sig ikke, og indlandsisens endeligt var bare en ny mulighed for ejendomsinvesteringer. I den boble gjorde morderiske pistolmænd bare brug af deres forfatningsmæssige rettigheder, mens forældrene til myrdede børn var uamerikanske.”

Rushdie langer hårdt ud efter samtidige samfundsproblemer som klimakrisen og Amerikas våbenlovgivning. Med en satirisk sarkasme understreger han også normaliseringen af ideer som Mexico, der skal betale for en mur, kvindelige journalister, der er upålidelige, fordi de har menstruation, døde krigsheltes forældre, der er agenter for radikal islamisme. Deres absurditet skinner om noget klarere i en opremsning, men udsagnene er ikke uhørte, de er nemlig alle blevet fremført af Amerikas 45. præsident, der indsættes i præsidentembedet i sidste del af bogen. Her ligger meget af bogens styrke, borderline urealistiske elementer bliver blandet med faktiske hændelser og udtalelser, der umiddelbart kan virke lige så langt fra virkeligheden, og dette understreger deres absurditet.

Med bogens mange satiriske beskrivelser af den radikaliserede højrefløj, skal der ikke være nogen tvivl om, hvad Rushdie, eller i hvert fald hans fortæller, tænker om Trump og Trumps-æraens Amerika. Men det betyder dog ikke, at bogen argumenterer blindt fra et venstrefløjs-perspektiv. De venstreorienterede får også flere slag over fingrene i bogen, blandt andet i forhold til identitetspolitik som en forsimpling af mennesker. Modsat dette står kunsten og litteraturen i Det Gylden Hus som noget, der kan vise det tvetydige og modsætningsfyldte menneske.

”[…] alt mismodet i et rasende splittet land, hvor alle troede, at de havde ret, og at deres sag var retfærdig og deres smerte enestående, og at de havde krav på opmærksomhed, at de og kun de omsider havde krav på opmærksomhed, og jeg begyndte at spekulere på, om vi overhovedet var moralske væsener eller blot vilde, som definerede deres private bigotterier som nødvendig etik, som de eneste måder at være på.”

Med Det Gylden Hus dissekerer Salman Rushdie behændigt samtidens Amerika i en periode med store sociale ændringer, et paradigmeskift måske endda, og der er passager i bogen, der synger eller messer med en urkraft, der er blevet placeret solidt i vor tid. Det Gyldne Husk er en detaljerig sag, tætpakket med informationer, referencer og allusioner, og den fortjener derfor ikke at blive ræset igennem af læseren. Det kræver tålmodighed at komme igennem de kompakte kapitler, men det er uden tvivl tiden og indsatsen værd. Jeg kan varmt anbefale bogen til dem, der vil have et ambitiøst, detaljerigt værk om vor tids Amerika.