Anmeldelse af Maylis de Kerangal: Hjertet, udgivet på Gyldendal d. 2. november 2016. Oversat af Elisabeth Ellekjær
Anmeldt af Marie Marcussen Lerche
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
Der er meget at forbinde med ordet ”hjerte”. Romantiske følelser, symboler og sproglige metaforer såsom ”kroppens motor”. Samtidig er hjertet også et fysisk organ, der kan (og uundgåeligt vil) gå i stå. Maylis de Kerangal har i sin roman Hjertet virkelig indfanget en sådan dobbelthed; hjertets vitalitet overfor dets skrøbelighed. Fireogtyve skæbnesvangre timer indledes en tidlig morgenstund, da fire unge mænd surfer ved den franske kyst. En fatal ulykke indtræffer kort efter, hvorefter læseren det næste døgn følger et hjerte gennem organtransplantationens mange stadier, praktiske som følelsesmæssige.
Den sorte boks
Hjertet tilhører den unge franskmand Simon Limbres, som går i koma efter at have været en del af en bilulykke sammen med tre kammerater. På hospitalet konstateres det, at Simon er hjernedød, og spørgsmålet om organdonation må derfor komme på tale. Det er en tragisk situation, og med dette omdrejningspunkt lyder Hjertet måske som en frygtelig trist og tungsindig roman. Det er den til dels – men romanen lader alligevel ikke læseren fortabe sig i sorgfuldhed. For med et ganske særligt og sirligt fortællegreb bliver fortællingen om Simons hjerte nemlig også til en større og meget oprigtig refleksion over liv og død, kærlighed og sorg:
Nøgtern og nærværende
Romanens fortællerstemme følger Simons hjerte fra led til led i transplantationsprocessen og dermed også fra person til person, der er involveret. Dét er et helt særligt element, der er med til at bære hele romanen. Der er mange tråde, som bliver flettet sammen – små og umiddelbart vilkårlige indblik i de forskellige personers tanker og livshistorier – og overgangene sker ganske umærkeligt (hvilket romanens danske oversætter, Elisabeth Ellekjær, i øvrigt har videregivet på elegant vis). Det er en registrerende, iagttagende og yderst opmærksom fortæller, der synes at observere alle situationer på afstand og alligevel på nært hold. Det er et vældigt interessant fortællegreb, hvor fortællerens alvidenhed både formår at virke nøgtern og distanceret og samtidig nærværende og involveret. Af samme grund forbliver romanen usentimental om end rørende, og det må siges at være en prisværdig præstation. Det er desuden interessant at følge den minutiøse procedure på hospitalsgangene. Her opleves et konstant skift mellem på den ene side hårde, realistiske beslutninger og biologiske detaljer og på den anden side følelsesmæssige, romantiske forestillinger og håbefuldhed. Det er automatik og procedure i mødet med uforudsigelige reaktioner.
En intens læseoplevelse
Som det givetvis fremgår, er Hjertet altså en intens læseoplevelse. Både på grund af handlingens alvor og de heraf følgende fireogtyve timers uafbrudte forløb. Romanen fremstiller og italesætter hele vejen igennem essentielle og eksistentielle spørgsmål omkring vores forhold til og forestillinger om, hvad der sker i livet, og hvad der kan ske efter døden. Et bevægende eksempel herpå er følgende citat fra en scene, hvor Simons mor Marianne har sin første stund alene sidst på døgnet, og tankerne presser sig på:
Hjertets originale franske titel Réparer le vivants, som lidt klodset kan oversættes til ”reparér de levende” må afrundingsvist også nævnes, da det refererer til en håbefuld indstilling, man (også) kan tage med sig fra romanen. At en tråd fra en tragisk ulykke og enden på et liv også kan, hvis man følger den hele vejen, munde ud i en ny og livgivende begyndelse.
Leave a Reply