Fascinerende fantasy-verden med for meget politisk korrekthed

Anmeldelse af Christina Ebbesen: Sumpbaronens rejse, udgivet på Ulven & Uglen d. 11 februar 2019

Anmeldt af Nete Bækgaard Hermansen

Foto: Nete Bækgaard Hermansen

Sumpbaronens rejse af Christina Ebbesen er første bind i serien ”Til Aretz ende”. Og med sit detaljerede og fascinerede univers, fyldt med mytologi, historie og etnografi, er der rigeligt med stof til flere bøger. Derfor er det ærgerligt, at figurerne i værket til tider forekommer flade og tonen ofte bliver underligt belærende.

Fantasy-bøger af danske forfattere er – heldigvis – blevet noget, man er kommet til at se mere og mere til inden for de seneste år. Det har forlaget Ulven & Uglen, som har udgivet Sumpbaronens Rejse, en stor del af æren for. De er gode til at give relativt ukendte forfatterspirer med dansk baggrund en chance for at dele deres historier med verden.

Det er Christina Ebbesens nye roman et eksempel på. Sumpbaronens rejse foregår på planeten Aretz. Her lever mennesker, elverfolk, harpyer og orker side om side. Eller, måske ikke ligefrem side om side. For især mellem elverfolk og mennesker hersker der et mange år gammelt fjendskab. Det er denne konflikt, som det sære venskab mellem bogens to hovedpersoner, Gavin og Robin, tager sit udgangspunkt i.

Bromance mellem elver og menneske

Mennesket Gavin er arving til et fattigt len. Han bliver gjort til grin af de ældre og mere dannede adelsmænd, og så kæmper han og hans mange søstre for at få det hele til at løbe rundt. Derfor er han rejst ud for at deltage i en stor turnering om prinsessens hånd. En turnering, som han håber, vil blive et vendepunkt for ham og hans familie.

Robin er en elver på flugt fra et mildest talt mislykket forhold, og kæmper med svære mentale traumer. Flugten har tvunget ham langt bort fra hans hjem og ind i et territorium, hvor elverfolk helst ikke ses som andet end slaver. De to karakterers veje krydses, og en umage alliance og venskab opstår.

I udgangspunktet er der lagt op til både drama og potentielle konflikter, men selvom Ebbesen helt tydeligt prøver at skabe dynamik i forholdet mellem de to hovedpersoner, så er man som læser aldrig rigtig overbevist. Især fordi Gavin hele tiden kommer til at spille rollen som den uvidende bondetamp, imens den kultiverede elver Robin kan lære ham om seksuel frigørelse, kønsidentitet og fri kærlighed.

LGBT-elementer i en middelalderlig setting

Én af de ting, som Sumpbaronens Rejse har fået stor opmærksomhed og ros for, er, at den italesætter homoseksuelle og frie forhold på en langt mere naturlig måde, end man er vant til i meget gængs fantasy. Opmærksomheden er velfortjent, for det er noget, som virkelig har manglet inden for denne genre.

Desværre bliver det i romanen ikke altid gjort på en elegant måde. Robin har været i flere seksuelle forhold med mænd, noget som Gavin både er chokeret over og nysgerrig på. Diskussionerne omkring homoseksualitet og retten til sin egen krop bliver derfor foldet ud over meget lange dialoger, hvor læseren tit kommer til at føle sig talt ned til. Samtidig kommer clashet mellem Gavins middelalderlige forestilling om kærlighed og sex til at stå som en alt for stor kontrast til Robins helt nutidige idé om det samme, og derfor bliver LGBT-elementerne forstyrrende frem for at være naturlige.

Den meget sort-hvide dialog, som præger samtalerne omkring sex og kærlighed, går på nogle måder igen, når det kommer til skildringen af karaktererne. Både Robin og Gavin fremstår til tider meget stereotype, og det er derfor lidt svært at forstå, hvorfor deres venskab igennem værket vokser sig stærkere.

Fantastisk detaljegrad

At karaktererne nogle gange mangler nuancer opvejes dog gennem store dele af bogen af det faktum, at Christina Ebbesen har skabt et helt fantastisk detaljerigt univers. Aretz har både en fascinerende mytologisk syndefaldsfortælling, der leder tankerne hen på Babelstårnet, en detaljeret og spændende historie, som forhåbentligt bliver udforsket endnu mere i de senere bøger, samt rigdom på forskellige kulturer og folkefærd.

Fantasy-romaner er tit båret af troværdige og underholdende verdener, og det må man sige, at man får med Sumpbaronen rejse. Det bliver spændende at se, om læserne kommer til at lære endnu mere i de kommende bøger, og om de to hovedpersoner kommer til at udvikle sig i takt med universet omkring dem.