Flydende i et hav af blå ord

Flydende i et hav af blå ord

Flydende i et hav af blå ord

Anbefaling af Helene Johanne Christensen: Blå, udgivet på Gladiator den 8. februar 2018

Anmeldt af Line Møller Christensen

Fotograf: Line Møller Christensen

Debutanten Helena Johanne Christensen leverer med Blå en stilistisk sikker digtsamling, der leger med grænserne for sproget i sætningernes gentagelse og forskydning. I sit blå, lysende univers lader hun læseren træde ind i en vanskelig og kompleks kærlighedsrelation, der ligesom ordene konstant revurderes og rekonstrueres. Debuten er for den poesielskende et kærkomment indslag i ny dansk litteratur.

Under vandet illuminerer et skarpt lys havets konturer, og i værket møder vi en abstrakt kærlighedsrelation, der flyder med strømmen og forskydes som ordene gør det. Digtsamlingens ydre er præget af et minimalistisk, flydende udtryk, der spejler titlens simple mystik. Farven blå er et af de få stadigt genkommende elementer i samlingens formbevidste, poetiske udtryk. Ydermere findes lyset som den gennemgående trope akkompagneret af opalen, en åben plads, hænder, hjørner, bånd og ikke mindst hav.

Minimalismens diskrete forskydninger

Blå er poesi i klassisk forstand. Værket er kort med sine seksogtres sider, hver minimalistisk prydet af få, korte vers. På disse sider findes de få gennemgående elementer og gentagende linjer, der gennem samlingen forskydes i takt med, at en relation mellem et du og et jeg forandrer sig. Denne relation er omdrejningspunktet og findes på en gang i stilstand og forandring. Gentagelserne frembringer en tvetydig følelse hos læseren, som både oplever en hjemlig fornemmelse af ordene, men samtidig også en fremmedgørelse fra dem i sætningernes skiftende betydningdannelse. Digtsamlingens essens er på en gang denne tidslige tvetydighed og den nænsomme legen med ordene. Christensen formår at vise, hvordan de helt små forskydninger, både i ordene og i relationen, skaber essentielle skift i betydningsdannelsen. Fra værkets indgang;

en helt anden tid / lader lyset falde skråt / ind / i et nu”, bevæger tiden sig videre; “en anden tid skygger / for et nu” og frem til værkets afslutning; “lys vender på vrangen / ud af statuens / mund / blå skygger falder / ind i et nu

Disse forskydninger må siges at være digtsamlingens hele store formåen. Det er da også forskydningerne som fremhæves i forlagets omtale af Blå. Her skriver Gladiator: “Der er noget Inger Christensensk over dens måde at organisere stoffet på i en stadig gentagelse og variation af de samme få elementer: et værelse, havet, en åben plads, en statue, farven blå”. En flot sammenligning debutanten her får med på vejen, men der er ikke desto mindre slående ligheder . I det simple og formbevidste poetiske univers ser man klart inspirationen fra Inger Christensen og Blå lægger sig, som debut, skønt i forlængelse af en lang nordisk poetisk tradition.

Genlæsningens poesi

Blå er en kort og intens oplevelse. Man er som læser både betaget og en anelse konfus. En skvulpende fornemmelse, hvor man gisper efter vejret over både at befinde sig i den mærkbare minimalistiske form og i den uendelige foranderlige relation mellem du’et og jeg’et. Samtidig giver denne indre gispen en mindeværdig læseoplevelse, lader man sig da flyde med strømmen på værkets præmisser. Så kan man finde sig til rette i det blåtoplyste univers og her kan værket række ud over sit eget fikserede omdrejningspunkt. Derfor bliver værket kun stærkere af at blive læst flere gange. I genlæsningen er det, som om lyset rammer vandet anderledes, som om hjørnerne oplyses af en anden nuance af blå. I ordenes potentiale for uendelig forskydning og nye betydningsdannelser findes forhåbentlig fremadrettet langt mere poesi ligeså stilren og selvsikker som Blå.