Litterær artikel om finsksproget litteraturs begyndelse.
Af Mia Nikander
Billede: Mia Nikander
Af alle nordiske lande har Finland den korteste litteraturhistorie. Trods dette har nationen på kort tid opbygget en stærk litterær tradition. I denne artikelrække vil jeg beskæftige mig med finsk litteratur, dens historie og dens kernemotiver. I denne første artikel vil jeg behandle finsk litteraturs tilbliven med baggrund i sprogbevægelser, mythos og nationalidentitet.
For 200 år siden eksisterede finsksproget litteratur næsten ikke. Hovedsproget i Finland var før da svensk, fordi landet fra sidst i 1200-tallet til starten af 1800-tallet hørte under Sverige. Det finske sprog blev derfor anset for at være forbeholdt de lavere klasser. I mange år blev finsk derfor hovedsageligt brugt i forbindelse med oversættelser. Det var tekster som Biblen, der blev oversat, for at budskabet kunne formidles til bønder og arbejdere, eller svensksproget litteratur, så svensk kultur kunne udbredes blandt det finske folk.
På grund af Finlands beliggenhed som “broen” til den skandinaviske halvø og Østersøen var det et territorium både Sverige og Rusland var interesseret i. Dette ledte til militære konflikter, der fortsatte indtil 1809, hvor Rusland endelig overtog herredømmet over Finland, som herefter blev til et autonomt storfyrstendømme. Med dette styreskifte kunne finsk vinde frem som kulturelt sprog. Der begyndte derfor at danne sig foreninger ved f.eks. universitetet i Helsinki, som dyrkede finsk sprog og kultur.
En mythos skabes, et sprog styrkes
En af disse foreninger var Suomalaisen Kirjallisuuden Seura – på dansk Finsk Litteraturselskab – der, som navnet antyder, fokuseredepå at fremme den finske litteratur, og en af grundlæggerne , Elias Lönnrot, blev en af de vigtigste personer i finsk litteraturhistorie. Lönnrot samlede nemlig folkesange og -digte på vandringer i Finland, Lapland og Karelen for at kunne nedskrive dem og endelig udgive dem som det finske nationalepos Kalevala. Værket skabte mythos for det finske folk gennem skabelses- og helteberetninger. Efter dets udgivelse startede en romantisk bevægelse inden for lyrik. Man forstår denne udvikling, når man læser passager som den følgende fra skabelsesberetningen i Kalevala, hvor den gravide Ilmatar sidder i verdenshavet og lader en and bygge rede på sit knæ, da der ikke findes land. Da den begynder at ruge, bliver hendes knæ for varmt, og æggene kastes i vandetog skaber dermed landjorden:
Fortælingerne i Kalevala styrkede en national selvstændighedsfølelse; Finland var ikke blot en forlængelse af Sverige og Rusland, men havde sin egen omfattende kulturarv.
På grund af denne nyvundne nationale selvtillid begyndte der at udvikle sig bevægelser, der kæmpede for at få finsk anerkendt som det officielle sprog. Dette ledte til den fennosvenske sprogstrid, hvor tilhængerne af finsk kultur, fennomanerne, og tilhængerne af svensk kultur, svecomanerne, skændtes om det finske sprogs status. Fennomanerne argumenterede for, at finsk skulle benyttes i kulturelle, administrative og akademiske sammenhænge, og de praktiserede dette ved at “finnificere” deres navne og tale sproget både i og uden for deres hjem. Svecomanerne ønskede derimod at bibeholde forbindelserne til de germanske traditioner gennem det svenske sprog og gik endda så langt som at påstå, at den svensktalende minoritet blandt bønderne tilhørte en anden – og højere – menneskerace end de finsktalende bønder. Konflikten endte med, at det finske sprog blev ligestillet med det svenske. Finsk begyndte hurtigt at dominere, selvom der stadig i dag er tosprogede områder ved Finlands sydvestlige kyst.
En skønlitterær grundsten
Naturligvis kom Kalevala’s mythos til at påvirke den finsksprogede litteraturs tidlige strømninger. En person, der lod sig inspirere af nationaleposet, var dramatikeren Aleksis Kivi (finnificeret fra Alexis Stenvall), som skrev et teaterstykke baseret på fortællingen om den tragiske Kalevala-figur Kullervo.
Kivi fik dog også skabt nye litterære traditioner gennem sit værk Syv Brødre, som er den første skønlitterære roman forfattet på finsk.Handlingen følger de titulære brødre og deres liv over 10 år, fra de er en flok ubehøvlede spradebasser, som ikke vil tilpasse sig efter samfundets krav og derfor flytter fra deres gård Jukola ud i vildmarken for at bygge et nyt hjem, til de vender tilbage mere modne og bedre tilpassede til det samfund, de før afskyede. Vi følger dem gennem alle deres uheld og eksistentielle kriser, men også i de smukkere stunder hvor brødrene bringes tættere sammen. Kivi trak på sine erfaringer som dramatiker ved at skrive samtlige dialogafsnit som en form for teatermanuskript uden regibemærkninger; øvrige passager i romanen beskrives af en heterodiegetisk fortæller.
Stilmæssigt læner Syv Brødre sig op ad realisme, fordi den fungerer som en social kommentar på mødet mellem gamle og nye traditioner. Brødrene forstår ikke, hvorfor det er nødvendigt at lære at læse for at kunne blive konfirmeret; de mener, at de ligeså godt kunne få historierne fortalt og tage stilling til dem på den måde. Dette afspejler den mundtlige fortælletradition, som man i århundreder brugte til at formidle de folkesange og -fortællinger, der ligger til grund for Kalevala. Men ligesom nationaleposet var nødt til at blive nedfældet og spredt til resten af den finske befolkning, er brødrene også nødt til at affinde sig med de krav, der stilles til dem, for at kunne blive set som voksne borgere.
Brødrene og mythos
På trods af den realistiske stil er der episoder, hvor overnaturlige elementer spiller en rolle i handlingen. En af brødrene, Aapo, har en interesse for folkeeventyr og bliver ofte bedt om at fortælle dem af de andre brødre. Nogle af disse er simple fortællinger om den snu ræv, der narrer den enfoldige bjørn – en standard blandt finske folkeeventyr – men andre bærer præg af Kalevala-mythos:
I en tragisk fortælling om to elskere hører man, hvordan et tordenvejr udbryder efter deres død og senere afløses af et regnvejr – som om en større magt sørger over dem. I slutningen af eventyret får man også at vide, at på den sten, som står tilbage på det sted, hvor de to elskere døde:
Dette refererer til en af de største guder i Kalevala, Ukko, herren over vejret, himlen og tordenen samt ophavet for det finske ord for lyn “ukkonen” .
Denne personificering af torden bliver også brugt senere, efter at brødrene har været strandet på en klippe i dagevis omringet af okser fra Viertola-gården. Et tordenvejr begynder, da de er i færd med at skyde dem alle som en sidste udvej (ibid. 195).
Syv Brødre blev imidlertid ikke modtaget særligt godt i sin samtid, da den skildrede det finske folk på en måde, som ikke stemte overens med den romantiske idé, som fennomanerne ønskede at fremme:
Fordi romanen ikke passede ind i den romantiske stil og den idealiserede skildring af det landlige liv, der blev dyrket i litteraturen i dens samtid, fik Kivi desværre ikke den anerkendelse, som han fortjente, og han døde i fattigdom i en alder af 38, kun to år efter udgivelsen af Syv Brødre.
Med denne gennemgang af finsk litteraturs begyndelse og to af de grundlæggende værker i den finske litteraturkanon har jeg beskrevet nogle af de litterære traditioner der forefindes i Finland. Næste artikel vil arbejde videre med naturens rolle som motiv, miljø og karakter i finsk litteratur.
Leave a Reply