Anmeldelse af Colum McCann: Breve til en ung forfatter udgivet på People’s Press d. 28. august 2017. På dansk ved Claus Bech.
Anmeldt af Marie Marcussen Lerche
Fotograf: Marie Marcussen Lerche
Colum McCann har med Breve til en ung forfatter skrevet og samlet en håndbog for aspirerende forfattere – og alle andre skrivelystne personer. Bogen er et sandt opslagsværk over skriveprocessens mange udfordringer og gode råd til skriveteknikker, man kan arbejde med. Samtidig udspringer hele samlingen meget ærligt af McCanns egne erfaringer fra og refleksioner over sit omfangsrige forfatterskab, og for en håbefuld forfatter vil denne udgivelse være en kærkommen håndsrækning i bogform.
Det er en genkendelig situation for mange, der på et tidspunkt har sat sig foran papiret eller computeren med en klar intention om at skrive: Fingrene og ordene stivner, og det hvide papir på bordet eller skærmen synes nærmest hånligt i fraværet af den tekst, man håbede på at fylde det med. Det er en sådan genkendelighed, som Colum McCanns Breve til en ung forfatter er udsprunget og gennemsyret af. For kimen til denne udgivelse blev lagt, da McCann i en periode regelmæssigt publicerede de talrige korte tekster, der udgør bogens kapitler, på sin hjemmeside. Alle teksterne er inspireret af forskellige råd, diskussioner og erfaringer, som McCann har gjort sig i løbet af sin gerning som forfatter og som underviser på skønlitterære skrivekurser – og teksterne bærer netop et sådant mentorpræg. At være nedfældet af én, der selv har været, og er, optaget af den grundlæggende, pirrende skrivelyst.
Skriv, skriv, skriv
I Breve til en ung forfatter findes kapitler med konkrete gode råd og overvejelser om de mere tekniske detaljer og overvejelser, som man vil støde på i arbejdet med sin egen tekst. Sproglige refleksioner om, hvorledes man kan nedfælde en realistisk dialog, at finde frem til den rette fortællerstemme og at opbygge et skudsikkert plot fra ende til anden. Der findes også et væld af mere abstrakte refleksioner om selve dét at skrive. Hvad skriften kan og ikke kan, og hvad man selv som forfatter kan og ikke kan. McCann synes at tale direkte til de forhåbninger og det mismod, man som grøn forfatterspire med al sandsynlighed er spændt godt og grundigt ud imellem:
”Vær opdagelsesrejsende, ikke turist. Gå steder hen, hvor ingen før har været. Slås for det bedste. Tro på detaljen. Gør dit sprog unikt. En historie begynder længe før sit første ord. Den slutter længe efter det sidste. Gør det almindelige sublimt. Gå ikke i panik. Afslør en sandhed, som endnu ikke findes. Vær samtidig underholdende. Opfyld behovet for alvor og glæde. Spil næseborene ud. Fyld lungerne med sprog. Meget kan du miste – tilmed livet – men ikke dine historier om det. Så her er altså et råd, ikke uden kærlig og respekt, til en ung forfatter: skriv.”
Denne opfordring er på én gang utrolig simpel og uendeligt kompleks, og det er netop også grundlinjen i Breve til en ung forfatter. Bogen er nemlig ikke blot en ”manual i at skrive godt” – den er i høj grad en inspirationskilde og en motiverende igangsætter. McCann deler rundhåndet ud af sine erfaringer og tanker, og med den næsten staccato-lig, opremsende skriftlige overlevering bliver bogen til en smeltedigel af guldkorn. Man smager på hver eneste sætning, og man tager den til sig. Ikke desto mindre kan den selvsamme sproglige udformning også virke en smule overvældende i længden, hvorfor Breve til en ung forfatter i særdeleshed vil fungere som en form for opslagsværk for den skrivende. En håndsrækning og en motivation man kan søge, hvis man er gået i stå og blot kan stirre på det tomme, hvide papir. For som Breve til en ung forfatter i sig selv er et udtryk for, og som McCann selv formulerer det: ”Lad ikke frygten for det hvide papir sætte din hjerne i stå.”
1 comment so far