Anmeldelse af Jens Blendstrup: Slagterkoner og bagerenker, udgivet på Samleren/Rosinante og co. d.14. oktober 2016
Skrevet af Sophie Dolmer
Foto: Bogens omslag / rosinante-co.dk
Jens Blendstrups Slagterkoner og bagerenker simrer i en suppe af uigennemtrængelig humor, der er så gal og genial, at den formår at sløre fortællingen, som ikke blot er tragisk, men endogså realistisk; bogen forholder sig til sin samtid og zoomer ind på et reelt scenarie, der er blevet skubbet ud i margenen af samfundets problemer. Det er derfor i den reneste naivitet, at læseren gebærder sig igennem bogen i troen på, at en hæderlig og elskværdig mand næppe når dybere ud end til sin navle – og det er hér, du bliver snydt.
El-montør Jørgen Usse Graversen er netop blevet fyret efter toogtyve års troskab mod lokalselskabet, Due-el. Det er i had til polakkerne og kærlighed til konen, Anita, at han ikke først lader håbet om et nyt arbejde svinde hen. Men det gør det; Jørgens stabile eksistens svinder ind med det voksende antal af afviste jobansøgninger, og i en tiltagende rus af alkohol opdager han ikke, at han er ved at miste alt dét, der før var hele hans verden. Sådan ender han i sin afdøde mors rosenbed; væltet af en nykøbt, signalorange knallert, imens hjertet dunker i hurtig takt med beruselsen.
Fri fantasi med komisk pondus
Det er ofte med lette rystelser i maveregionen, at undertegnede under læsningen må tilbageholde et grin. I løbet af bogen tiltager vanviddet fra Jørgens indre, som nøje bliver redegjort for af bogens tredjepersonsfortæller. Det vælter ud med farverige og abstrakte fantasterier i form af erotiske kvinder, der dukker op de besynderligste steder i begæret efter hovedpersonens lem. Det er i en naiv uskyldighed, at fantasierne tager sit afsæt. Efterhånden bliver de dog tiltagende og snart lige så vigtige som virkeligheden selv, hvor lykken nu er friheden til at handle efter lyst – ikke mindst lysten til øl. Bogen igennen optræder dagdrømmene via en noget særpræget stil, og som bogen skrider frem synes den at stemme bedre og bedre overens med den efterhånden altid berusede hovedperson: ”Gør plads for slagterkoner og bagerenker! […] Fisserne er store, som kajakker trækker de dem efter sig op på land. Jørgen hjælper og får lov at lave en grønlændervending.” Således kører fantasiens ubeherskede bombardementer parallelt med Jørgens hverdagslige trummerum. En absurd og dybt komisk løssluppenhed kontrasteres med en årelang, hjemlig kontrol; fast arbejde, trofast kone og sko på snorlige rækker, som med sin underspillethed også bidrager til det humoristiske aspekt. Som de to kontraster efterhånden flettes strammere om hinanden, bliver fortællingen mere og mere absurd og humoren mere højtråbende – og dét på en ganske veludført måde fra forfatterens hånd; her bliver læseren ikke påduttet at skulle grine. Læseren griner, fordi det ganske enkelt er sjovt.
Tragikomisk realitet
Der er altså et betydeligt lag af humor smurt ud over bogen, der i dén grad fratager læseren et klart overblik over handlingsforløbet. Derfor finder læseren sig selv balancerende på ét ben, når denne halvvejs inde i bogen opdager, at Jørgen – historiens komiske klippe – pludseligt har bevæget sig ud på farlige dybder, uden at læseren overhovedet har opdaget, at han er gået i vandet; han kysser med fremmede kvinder, slås med sin nabo og drikker sig fuld. Dermed igangsættes en reel frygt for at bogens hovedperson ikke vil finde fodfæste igen, og læseren gennemgår en indre kamp imellem grin og tårer. Således formår Slagterkoner og bagerenker at nå en nærmest tragikomisk tilstand, fordi Jørgens trygge tilværelse langsomt udvikler sig til en hel tragedie, hvor humoren har fundet sig varmt til rette Det er både til bogens og læserens held, at blikket på fortællingen tager en sådan drejning, da den efter de første 200 sider ellers begynder at synes en anelse stillestående. Men med denne vinkling gøres en ellers triviel historie om en stereotyp, midaldrende mand i lediggang til så meget mere end det.
Blendstrups sprog bliver den lim, der får siderne til at hænge så nøje sammen. Og det er ikke kun igennem beskrivelsen af de gale dagdrømmerier, men også når det komiske for et øjeblik fryser og forvandles til menneskelig skrøbelighed: ”Tårerne står fra hans øjne som sprinklervæske, men falder som glas. Et eller andet sted er livet.”
Når man som læser først har forstået, at dette ikke bare er en fortælling om en elektriker, der over et par måneder må søge nyt arbejde, men en fortælling om et liv, som langsomt falder fra hinanden, bliver man så underligt og uventet grebet af den skrumpende mands vej ned i mudderet. Det er også her, at man indser, at bogen tager afsæt i en virkelighed, som flere og flere deler – men som mange ikke ser. Dermed hiver Blendstrup en problematik op fra bunden af en kasse, der efterhånden flyder over i de utallige debatter, som har ophobet sig i det danske samfund.
Leave a Reply