Siden jeg for efterhånden en del år siden begyndte på Aarhus Universitet, er der sket et stort skift i måden, hvorpå litteratur formidles. Vi gik til oplæsninger på Lynfabrikken, til arrangementer arrangeret af Litteraturen på Scenen og Lyd og Litteratur og senere også Permanent Poesi, Sommerstemmer, Vild med Ord og Aarhus Litteraturcenter. Fremkomsten af de mange litteraturarrangementer signalerer et udbredt græsrodsønske om at etablere en kultur omkring og med litteraturen i centrum. Dette har resulteret i en række online publikationer samt nye forlag, der privilegerer små udgivelser. Fokusset på de litterære fællesskaber og begivenheder har også medført en række gør-det-selv-inspirerede udgivelser og, hvad Pauline Bendsen i Information har beskrevet som, Generation Etik (2014).
Min interesse for litteratur er, som for så manges vedkommende, bred – jeg læser alt, hvad jeg kan komme i nærheden af, men jeg har en forkærlighed for politisk litteratur. Derfor er jeg fascineret af Generation Etik og de dilemmaer, der er forbundet med, at en række forfattere behandler aktuelle politiske problematikker uden at skrive politiske manifester.
Da Information bad Julie Sten-Knudsen om at skrive et manifest for Generation Etik, ville hun kun skrive det som et (mani)fest, som en beskrivelse af, hvordan forfattere italesætter etik til en fest. Hun insisterer på den ene side på ikke at forfatte et manifest, mens hun på den anden side citerer Lars Skinnebach: ”Digtning, der ikke beskæftiger sig med menneskehedens største trussel (klimakrisen), er ikke værd at beskæftige sig med! Fordi alt andet er at spille violin, mens skibet går ned!” (Sten-Knudsen 2014).
Dette dilemma – ”at beskæftige sig med menneskehedens største trussel” uden at angive et manifest – åbner op for en række strategier for et etisk engagement ”med menneskeheden”. Generation Etik synes ofte at betone lokale eller globale (sjældent nationale) fællesskaber og bæredygtighed. Men dette kommer til udtryk i vidt forskellige litterære strategier. Tre af disse strategier er, for mig at se, særligt interessante.
Den første strategi iscenesætter eksplicitte konfrontationer med eller politiseringer af etablerede institutioner. Denne strategi er interessant, fordi den beror på en forståelse af politik, der ikke begrænser sig til institutionaliseret politik, men på en ide om at politisk mobilisering også finder sted i alternative deltagelses- og protestformer. Lars-Emil Woetmann har eksempelvis parodieret Mench-annoncer og Danske Bank, og han spørger: “Har De nogensinde tænkt over, hvorfor banker lader som om de bekymrer sig om klimaet, verdens uretfærdighed og dit liv?” (Woetmann 2012). Kaspar Colling Nielsen leverer i Den danske borgerkrig 2018-2024en lignende kritik af et økonomisk rationale. Kritikken er dog udgivet hos Gyldendal og ikke på nettet, og den leveres som dystopi. Men dystopien modsvares af kunst og kultur: ”Alle de største og vigtigste bygninger i kulturhistorien er ikke opført ud fra en økonomisk rationalitet, men alligevel er det dem, der har skabt mest vækst og rigdom. Tænk på operahuset i Sydney eller Santa Maria del Fiori, domkirken i Firenze” (Nielsen 2013).
Den anden strategi behandler politiske problematikker gennem en italesættelse af disciplineringer af kroppen. Denne strategi anvender ikke nødvendigvis direkte konfrontationer, men situerer i stedet den politiske udsigelse i en kropslig erfaring. Her er Asta Olivia Nordenhof et fantastisk eksempel. På den ene side bearbejder hun barn- og ungdom, men på den anden side anerkender hun ikke den disciplinering, der fordrer, at ”hun bliver pæn”: “når man er vokset med vold og sex, det pis, så skal man sone hele tiden man skal forsage djævlen og forsøge at blive god igen men det gider jeg ikke, uddrive djævle. jeg har bedre ting at tage mig til end at forsøge at blive pæn det interesserer mig ikke længere fordi 1) det er så udmattende og kedeligt 2) det er umuligt” (2013).
Situeringen af den politiske udsigelse i kroppen beror på en mikropolitik, der forstår betydningen af ”små skridt”. For nyligt lancerede jeg et nyt akademisk tidsskrift – ”Conjunctions: Transdisciplinary Journal of Cultural Participation” (www.conjunctions-tjcp.com). I det første nummer bidrog David Gauntlett og Amy Twigger Holroyd med en samtale, hvori de diskuterer, hvordan hverdagskreativitet og små skridt har en stor betydning, fordi de, som en del af en gør-det-selv-kultur, er skridt på vejen mod bæredygtighed (Gauntlett og Holroyd 2014). De ”små skridt” er også interessante i forhold til gør-det-selv-udgivelser. Både Rasmus Halling Nielsen med Mutilation Avenue (2012) og Rolf Sparre Johansson med Jeg kigger paa maanen og siger vad saa (2014) har publiceret omfattende netudgivelser, og de trykker mikropublikationer på kopimaskiner, der skal samles med klips, og syr bøger i hånden. Nok mest kendt er Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrups fællesbog Frit Flet (2014). Selvom Frit Flet er en 655 siders udgivelse fra Gyldendal, har den stærke referencer til fællesskab (jf. betegnelsen ”fællesbogen”), og dens collageformat henleder straks tankerne til gør-det-selv kulturen.
De tre forskellige strategier er alle mikropolitiske udtryk, der indeholder referencer til bæredygtige fællesskaber. Men Generation Etik er selvfølgelig ikke uproblematisk. I Frit Flet indgår der et ”spørgeskema om den hvide anti-racist” (hvor læseren kan svare ja, nej eller ved ikke). Her står blandt andet: ”Den hvide anti-racist, der arbejder med at synliggøre hvidhedens privilegier, henvender sig først og fremmest til andre hvide, for hvem hvidhedens privilegier forekommer usynlige – altså ikke til ikke-hvide, som hele tiden ser og oplever hvidhedens privilegier som ekstremt synlige”. Dette eksemplificerer, at Generation Etik ofte er udtryk for, hvad Lilie Chouliaraki (2013) kalder ” the ironic spectator”. Hvor Generation Etik indeholder interessante mikropolitiske refleksioner over bæredygtige fællesskaber, er der samtidig en ironisk distance til det politiske engagement, der indebærer mistro til generelle appeller til medmenneskelighed og en iscenesættelse af tvivl. Min fascination af Generation Etik er i forlængelse af dette knyttet til det paradoks, at forfatterne på den ene side insisterer på et politisk engagement, mens de på den anden side iscenesætter sig selv som tvivlende – og dermed hele tiden udfordrer og til tider overskygger det politiske udsagn.
Referencer
Aidt, Naja Marie, Line Knutzon, Mette Moestrup (2014). Frit Flet. København: Gyldendal.
Bendsen, Pauline (2014). ”Generation Etik”. I Information. http://www.information.dk/485672
Gauntlett, David og Amy Twigger Holroyd (2014). ”On making, sustainability and the importance of small steps: A conversation”. I Conjunctions: Transdisciplinary Journal of Cultural Participation, vol. 1, nr. 1. http://www.conjunctions-tjcp.com/issue/current/showToc
Johansson, Rolf Spare (2014). Jeg kigger paa maanen og siger vad saa. http://jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa.dk/rolf-sparre-johansson/
Nielsen, Kaspar Colling (2013). Den danske borgerkrig 2018-2024. København: Gyldendal.
Nielsen, Rasmus Halling (2012). Mutilation Avenue. http://mutilationavenue.wordpress.com/
Nordenhof, Asta Olivia (2013). Det nemme og det ensomme. København: Basilisk.
Sten-Knudsen, Julie (2014). ”(Mani)fest for Generation Etik”. I Information. http://www.information.dk/490382
Woetmann, Lars-Emil (2012). ”Man kan ikke tænke, hvis man ikke stiller spørgsmål”. http://lewoetmann.wordpress.com/2012/11/17/menneske/
Leave a Reply