Gode råd fra en uventet kant

By littunAdmin Anmeldelser

Gode råd fra en uventet kant

Gode råd fra en uventet kant

Anmeldelse af Elena Ferrante: Det lejlighedsvise indfald, udgivet på C&K d. 28. november 2019. Oversat af Nina Gross 

Anmeldt af Simone Eriksen 

Foto: Simone Eriksen 

Elena Ferrante er pseudonymet på en af Italiens største samtidsforfattere, men personligt kender jeg hende kun fra Napoli-kvartetten. Derfor spirrede nysgerrigheden kun, da jeg så, at hendes klummer, som hun har skrevet for britiske The Guardian, blev udgivet som et samlet værk.  

Det store spørgsmål, der skal besvares om Ferrantes seneste værk, er: Hvordan klarer en stor, italiensk romanforfatter under pseudonym sig som klummeskribent for en stor britisk avis? Hvortil svaret er: overraskende godt, med stort tryk på ”overraskende”! Ferrante lægger ikke selv skjul på i samlingens forord, at det var modvilligt, at hun takkede ja til at holde en klumme i et år, da hun normalt skriver romaner. Hendes krav blev derfor, at The Guardian skulle give hende et emne hver uge, som hun så skulle forholde sig til. Disse emner favner alt fra jalousi og rollen som mor, til hendes minder om en tur i biografen og den første gang, men det gennemgående tema, der både får lov til at stå alene, men også blive flettet ind i et andet tema, er kærligheden til litteraturen. Hun opfordrer dem, der elsker at skabe litteratur, til at gøre det og ikke vente:  

”Den, der har behov for at skrive, bør absolut skrive. Stol ikke på ord som: Jeg siger det for din egen skyld, spild ikke tiden på den måde. Kunsten at gøre modløs med kærlige ord hører til den mest anvendte. Man bør ikke tro på dem, der siger: Du er ung, du mangler erfaring, vent. Vi bør ikke udsætte det at skrive, indtil vi har levet længe nok, læst tilstrækkeligt, har vores eget skrivebord i vores eget værelse og en have med udsigt til havet, har oplevet utallige ting, boet i en stimulerende by, trukket os tilbage til en hytte i bjergene, har fået børn eller rejst vidt omkring.”

Hvad er virkeligt og hvad er fiktion? 

Det er som sagt ingen hemmelighed, at Elena Ferrante er et pseudonym, og ingen aner, hvem hun er, da hun indtil videre kun har givet interviews på skrift via mailkorrespondance. Fra tid til anden melder denne viden sig og lægger et slør over teksterne i klummerne, specielt når hun trækker på sine egne minder og forhold til sin mor og børn, for hvor meget af det er sandt? Og findes de personer, som Ferrante fortæller om overhovedet? Når det så er sagt, så kommer hun med nogle gode råd til, hvordan man klarer sig igennem livet, og hun formidler emnerne ind til vigtige budskaber, hvilket giver meget stof til eftertanke. Sammen med nysgerrigheden for dette værk fulgte også en vis skepsis, da jeg som sagt vidste på forhånd, at Elena Ferrante er et pseudonym, og min tanke var: Hvordan kan et pseudonym give råd til virkelige mennesker? Hertil kan jeg kun sige, at jeg blev positivt overrasket, og jeg hurtigt fandt mig selv på bølgelængde med Ferrante og sugede hendes råd og anekdoter til mig. Dette fik mig til at indse, at hun er meget mere end et pseudonym – nemlig et menneske, der har oplevet en del og har meget på hjertet.