Litterær artikel om kvinderne i beatgenerationen set i forhold til den amerikanske second wave-feminisme
Af Marie Marcussen Lerche
For de fleste litteraturinteresserede vil Allen Ginsbergs kontroversielle langdigt “Howl” (1956) være indbegrebet af den amerikanske Beat Generation. “Howl” er sammen med Jack Kerouacs On the Road (1957) og William S. Burroughs’ Naked Lunch (1959) blevet kanoniseret som beat-litteraturens hovedværker. Det var da også med dem, at beat-fænomenet fik sin offentlige opblomstring i slutningen af 1950‘erne og begyndelsen af 1960‘erne – men det var først langt senere, at litteraturkritikken for alvor begyndte at stille det spørgsmål, som også er udgangspunktet for denne artikel: Hvor er de kvindelige beat-forfattere i den efterhånden etablerede beat-kanon?
Hvad var beatgenerationen?
Først og fremmest er dog et oprids af selve fænomenet “beat” på sin plads. For som sagt udgør Ginsberg, Kerouac og Burroughs en the Beat Generation 101, men det er også en noget forenklet udgave. Som fænomen var “beat” nemlig i højere grad at forstå som en tilstand, en tidsånd hos den voksende skare af unge amerikanere i 1950‘erne, der så småt begyndte at søge ud af universiteterne og væk fra udsigterne til et “nine-to-five”-arbejdsliv i et magtfuldt og driftigt USA med stigende velfærd og højkonjunktur i efterkrigsdønningerne. Imidlertid var det ikke alle, der kunne finde sig til rette i den konforme samfundsstruktur, og en del unge mennesker søgte tilflugt i boheme-tilværelsen i New Yorks kringelkroge. Dette affødte en strøm af kontroversiel litteratur og kunst og i det hele taget et opgør med de fastlåste og traditionelle poetikker; og på denne kontra-kulturelle bølge red enkelte navne langt frem i mediernes og eftertidens litterære søgelys, mens andre holdt sig tilbage i samfundets, og ligeså litteraturreceptionens, periferi. Ikke desto mindre er en fællesnævner for dem alle, at de gjorde op med de bånd, de følte sig snærede af: en “Beat Generation”, der, som navnet lyder, var “slået ud af kurs”, men som også forsøgte at finde fodfæste; et nyt beat, om man vil.
Det var altså med de enkelte, der refereres til som hovednavnene – Ginsberg, Kerouac og Burroughs, samt Herbert Huncke og Lucien Carr – at den litterære beat-krønike, som er omdrejningspunktet for denne artikel, slog sine første folder; i denne vennekreds, som de udgjorde, i studiemiljøet omkring Columbia University i midten af 1940‘erne. Altså en del år før der overhovedet blev tale om en “generation” eller om “beat” i det hele taget, for først i 1952 bragte The New York Times artiklen “This Is The Beat Generation” af forfatter John Clellon Holmes, hvormed Holmes fik beat-betegnelsen på offentlighedens dagsorden: “[…] unlike The Lost Generation [efter 1. Verdenskrig, red.], which was occupied with the loss of faith, the Beat Generation is becoming more and more occupied with the need for it.” Således røg beatgenerationen altså ud i den offentlige og kommercielle æter som et “mærkat”, en kategorisering og ikke mindst et brand for de, der søgte ud af de stereotype normer; men ikke alle ville associeres med eller identificeres som en del af en tiltagende ungdomsbevægelse. En bevægelse, som også udviklede sig til en livsstil for de såkaldte “beatniks”; en betegnelse der knytter sig til netop den sociokulturelle strømning af unge hipsters, der voksede frem i 1950‘erne – en art identifikationsbegreb for samtidens teenagere, der ikke kunne forlige sig med forældregenerationens rollemodeller. “Beat”, derimod, knytter sig fremover til den rent litterære gren og de, der udøvede og bidrog til den: “A splash of cold water in the face of a complacent society.”
Hvem var beatgenerationen – også?
For nu at vende tilbage til spørgsmålet om den kvindelige halvdel af beatgenerationen, så var de der bestemt, og tilmed var det en både stor og alsidig mængde af kvindelige forfattere i 1950‘ernes og 1960‘ernes USA, der søgte at vriste sig løs af samtidens jerngreb om kvinders rettigheder og ikke mindst muligheder. Altså havde disse kvinder en næsten uoverstigelig mur at skulle forcere. De unge kvinders kamp var endnu større end deres mandlige åndsfællers, fordi de netop i kraft af deres køn skulle gøre op med privatsfærens kønsideal samt objektivisering i oprøret: “The writing of women Beats contest both stereotypes of white women in the 1950s – that they were devoted to hearth and husband – and those of female bohemians – that they were women silent in black. Subjectivity was not an outcome intended for women […]”. I forhold til receptionen af kvinder i beatgenerationen spiller det altså bestemt en rolle, at det simpelthen var utrolig svært at springe ud som “fuldblodsforfatter”, hvilket også er iøjnefaldende, i og med det er beat-kvindernes senere autobiografier fra 1980‘erne og 1990‘erne, om “tiden dengang”, der har tiltrukket sig den første store litterære opmærksomhed. Der er altså, hvad man kan kalde et hul i den litterære reception af kvinder i beatgenerationen. Denne iagttagelse bliver endnu mere bemærkelsesværdig, når man holder sig for øje, at second wave-feminismen for alvor gjorde sit indtog i USA i slutningen af 1960‘erne og op gennem 1970‘erne, for de kvindelige beat-forfattere generelt må siges at have netop kvindefrigørelse i blodet, når de også skrev om kropslig, kønslig og seksuel frigørelse – temaer der ligeledes kom på tale med second wave-feminismen.
Den dobbelte kvindefrigørelse
Second wave-feminismens indtog i slut-1960‘erne og start-1970‘erne kan derfor blandt andet kendetegnes ved sit dobbelte fokus på kvindernes frigørelse: både på kvinder som en socialt undertrykt gruppe og på den kvindelige krops seksuelle frigørelse. Den kønslige og seksuelle autonomi var især ny på dagsordenen i forhold til den første feministiske bølge. For at kunne behandle dette “nye” emne, opstod der altså et behov for at formulere et nyt teoretisk apparat, som kunne bruges til at omtale køn og krop på mere neutral vis; det vil sige en ny teoretisk køns- og kropsdiskurs. Der kom da også et regulært boom af teoretiske feministiske værker i begyndelsen af 1970‘erne. Med den amerikanske gren af second wave-feminisme taler man overordnet om to hovedspor af bevægelsen: den liberale feministiske tradition, der så sociokulturelle forandringer som en håndgribelig mulighed, og den radikale feministiske bevægelse, der argumenterede for, at intet mindre end en revolution ville være påkrævet for at kunne frigøre kvindekroppen, også i sprogligt henseende. Man skal ikke opfatte disse to spor som adskilte positioner, men snarere som et par illustrative poler af det spektrum, som 1960- og 70‘ernes blomstrende feministiske bevidsthed strakte sig over. Til sammenligning er spændvidden af spektret netop også, hvad der gør studiet af beat-kvinder så interessant. For her oplever man en kæmpe diversitet og mange forskellige baggrunde og stemmer, der samles med en beat-essens, der er helt i ånd med – og ikke mindst på forkant med – second wave-feminismens kønsrolle- og kropsitalesættelse. Kvinderne i beatgenerationen var altså hverken nødvendigvis stereotype husmødre eller ”silent women in black” – blandt dem gemmer der sig et væld af kvinder med såvel personlig som samfundsmæssig og ikke mindst skriftlig frigørelsestrang.
Her slutter første del af artiklen om kvinderne i beatgenerationen. Læs anden og sidste del i næste uge, hvor du blandt andet kan læse mere om to meget forskellige kvindelige beat-forfattere samt en diskussion af dem som protofeminister mellem den amerikanske first wave og second wave-feminisme.
Kildeliste
Charters, Anne: “Introduction – What Was the Beat Generation?” i Anne Charters (red.): Beat
down your soul – What was the Beat Generation? New York: Penguin Books, 2001
Holmes, John Clellon: “This is the Beat Generation” i Anne Charters (red.): Beat down your soul – What was the Beat Generation? New York: Penguin Books, 2001
Johnson, Joyce: Minor Characters. London: Collins/Harvill Press, 1983
Johnson, Ronna C.: “Mapping Women of the Beat Generation” i Nancy M. Grace og Ronna C. Johnson (red.): Breaking the Rule of Cool – Interviewing and Reading Women Beat Writers. University Press of Mississippi, 2012, p. 20
Johnson, Ronna C. og Nancy M. Grace: “Visions and Revisions of the Beat Generation” i Ronna C. Johnson og Nancy M. Grace (red.): Girls who wore black: Women writing the Beat generation. Rutgers University Press, 2002
Knight, Brenda: Women of the Beat Generation – The Writers, Artists and Muses at the Heart of a Revolution. Berkeley: Conari Press, 1996
Libby, Anthony: “Diane di Prima: ‘Nothing is Lost; It Shines in Our Eyes’” i Ronna C. Johnson og Nancy M. Grace (red.): Girls who wore black: Women writing the Beat generation. Rutgers University Press, 2002
Moi, Toril: “‘I am not a woman writer’ – About women, literature and feminist theory today” i Feminist Theory, bind 9, hæfte 3. Sage Publications, 2008
di Prima, Diane: Revolutionary Letters. City Lights Books, 1971
Thornham, Sue: “Second Wave Feminism” i Sarah Gamble (red.): The Routledge Companion to Feminism and Postfeminism. London: Routledge, 1998/2001
Trigilio, Tony: “Who Writes? Reading Elise Cowen’s Poetry” i Ronna C. Johnson og Nancy M. Grace (red.): Girls who wore black: Women writing the Beat generation. Rutgers University Press, 2002
Leave a Reply