Litterær artikel om kvinderne i beatgenerationen set i forhold til den amerikanske second wave-feminisme
Af Marie Marcussen Lerche
I sidste uge blev beatgenerationen og selve beat-fænomenet i 1950‘ernes USA præsenteret og indledningsvist sat i forbindelse med den amerikanske second wave-feminisme, som for alvor begyndte at røre på sig i slutningen af 1960‘erne og begyndelsen af 1970‘erne. I denne anden og sidste del af artiklen vil jeg se nærmere på udvalgte kvinder i beatgenerationen og se nærmere på deres forskellige forfatterskaber med henblik på at diskutere dem som proto-feminister – det vil sige som foregribende den kommende anden bølge af kvindefrigørelse.
Radikal rebel: Diane di Prima
Citatet stammer fra digtet “Revolutionary Letter #10” fra aktivisten Diane di Primas (1934-) digtsamling Revolutionary Letters (1971). Di Prima pinpointer her en essentiel kerne i sin egen aktivisme og i sit forfatterskab: en grundlæggende revolutionær drivkraft. I Revolutionary Letters anfægter di Prima den amerikanske kapitalisme. Hun kommenterer på overproduktion og middelklasse-materialisme, fordi det er ude af kontrol: Verden er måske nok forandret og er i konstant forandring, men den må også forandres yderligere. Di Prima var oprørsk, rebelsk og dybt forankret i sin aktivisme, og hun har talt højt, og ikke mindst skrevet, ud fra denne kerne siden midten af 1950‘erne, og derfor står hun netop i forreste række for fremtrædende amerikanske kvindelige aktivister. Hun er også det første (og muligvis det største) kvindelige navn, man støder på, når man læser sig ind i den litterære beat-kanon. Imidlertid er di Prima ikke en selverklæret beat-forfatter – faktisk tog hun ganske stor afstand til grupperinger, klassifikationer og deslige. Når man fokuserer på hendes litterære værker, er en “beat-essens” dog ikke til at komme udenom. Den samfundskritiske, antikonforme agenda er som nævnt prominent i Revolutionary Letters, og følger man det feministiske spor, må di Prima i sin litteratur bestemt også siges at være en foregangskvinde for second wave-feminismen, når man har frigørelsen af kvindens krop in mente. Ydermere kan man – selvom det ikke helt er i tråd med hendes eget “ønske” – tænke di Prima som værende en del af den radikale feministiske bevægelse. Hendes digtsamlinger florerede ud af undergrundstrykpresser, hun var selv aktiv i publikationer af andres værker, og så skrev hun, vigtigst af alt i denne kontekst, råt for usødet om kvindens krop, om drifter og lyst og seksuel uafhængighed.
Posthum poet: Elise Cowen
En helt anderledes historie karakteriserer kvinden Elise Cowen – ved læserens første møde med biografier om beatgenerationen optræder hun mest af alt som en slags statist eller en biperson. Man kan nærmest fristes til at kalde det ”myten” om Elise Cowen: som Ginsbergs heteroseksuelle dække, og som en introvert og psykisk ustabil ung kvinde, der begik selvmord som 28-årig. Men det er essentielt at fremhæve, at Cowen også selv skrev digte, og selvom hendes bornerte familie brændte størstedelen efter hendes selvmord – da de herigennem kunne læse sig til hendes biseksualitet og erfaringer med lesbiske forhold – overlede en håndfuld af dem for eftertiden, da de blev gemt af en nær ven. Sidenhen har beat-forsker og digter Tony Trigilio sørget for at bringe disse resterende digte frem i lyset til litterær beskuelse og posthum udgivelse, og i “Who Writes? Reading Elise Cowen’s Poetry” cementerer han Cowen som beat-forfatter i egen ret: “Reading the poetry of Elise Cowen requires attention to biographical detail at the same time that it requires seeing the poems within the cultural context of Beat generation literature. Writing in an era that sought to exact silence from those who deviated from social and sexual norms, Cowen sought a place for herself within a community of Beat writers who spoke loudly and visibly against postwar conformity.”
For at kunne undersøge Cowen som beat-forfatter, må man altså “vikle” hende ud af det overskyggende “sladder-biografiske” eftermæle som småforstyrret birolle til hovedroller som Ginsberg – mens man samtidig holder sig den kulturelle (hetero-)normativitet for øje og er opmærksom på Cowens vanskeligheder og “stempling” i en sådan diskurs. Dermed kan man læse hendes digte i den kontekst, de er undfanget i: Cowen som en outsider, én der ikke passer ind, og som måske nok ikke råber højt om det a la di Prima, men som også positionerer sig netop ved at skrive; digte der i høj grad rummer og inkorporerer ambiseksuelle stemmer, og som bryder med de fastlåste distinktioner mellem køn og seksualitet.
Minor characters?
Man aner en vis ironi i titlen på beat-kvinden Joyce Johnsons Minor Characters, som også var den første autobiografiske udgivelse til at sætte et specifikt fokus på det at være kvinde i beatgenerationen. Fokus på den balancegang, den unge Joyce Johnson begav sig ud på, som hun i Minor Characters blandt andet beskriver således:
Et stærkt citat der virkelig illustrerer den dobbelthed, som beat-kvinderne var indspundet i: At kæmpe imod alt det, som ”office life” (stereotypen for konformitetssamfundet) står for ved at drømme om og arbejde sig henimod ”so much more” – men samtidig være nødt til at forblive i limboet, at lukke døren for ”your unacceptable self”, fordi man som kvinde ellers ville falde helt ved siden af. Man ville blive stemplet som ”outsider”, og det var lige præcis ikke meningen. Ærindet var at blive accepteret og at frigøre kvinderollen; ikke at fremmedgøre den. Men hvor citatet her netop meget illustrativt optegner dikotomien mellem ”office life” og ”real life”, må det understreges, at Minor Characters i sin helhed er en nuancering af hele 1950‘ernes kvinderolle; at “balancegangen” netop findes, at det ikke er ”enten- eller” (husholderske kontra rebel), men at det snarere handlede om ”både-og”. Ligesom med selve beat-betegnelsen som dynamisk fænomen snarere end én essens, er der altså også her tale om at være på sporet af en udvidelse af de fastlagte begreber, at nuancere kvindernes marginalisering i stedet for at fastholde hele idéen om kvinden som objektiviseret, som en minor character.
De kvindelige beat-forfattere som proto-feminister?
Beat-forsker Ronna C. Johnson indleder sin artikel “Mapping Women of the Beat Generation” med en meget interessant konstatering om beat-kvindernes memoirs:
Et kort men slagfærdigt citat, hvoraf en række nøgleord må uddestilleres: self-reflexive phenomenon, protofeminist act og connects first- and second-wave feminism. Først og fremmest er et selvrefleksivt aspekt i højeste grad repræsenteret ved memoir-publikationerne, naturligvis fordi de er erindringsbaserede og retrospektive, men også fordi de kan knyttes til de såkaldte feministiske recovery-projekter. Altså at genopdage og genoptage forfatterskaber af kvinder, som er udeladt af den litterære kanon. I beat-kvindernes tilfælde er det rent faktisk ganske unikt, som Johnson også påpeger det, at de selv har været med til at foranstalte en sådan ny opmærksomhed og behovet for en anden kritisk tilgang og nuancering. Dette skyldes, at deres memoirs har givet en indsigt og et perspektiv, som har givet den fornødne stemme til “birollerne” og ikke mindst har givet en førstehåndsindsigt i det hybride fænomen, som udgør beatgenerationen. Her må endnu en skarp pointe fra Johnson også tilføjes: “By instantiating into literary discourse their domestic or everyday-life practises, women Beat writers refitted Beat literary discourse by negating its antidomestic terms, rendering it the usable context of women’s agency rather than of their elision.” Netop denne ”refitted Beat literary discourse” er i tråd med behovet for nuancering, og det er virkelig interessant her at kæde nødvendigheden af at læse kvindernes dobbelte position, paradoksaliteten, som tidligere omtalt med ”office life” og ”real life”, ind. At de skrev fra denne domesticerede position, og at man dermed faktisk kan se, hvordan de har skrevet sig ud af den – simpelthen ved i første omgang at italesætte problematikken og ved at sætte ord på den. Her kommer næste nøgleord, protofeminist act, da også på tale i forhold til diskussionen om en foregribelse af second-wave-feminismen. For proto-feministisk fremfærd, altså “præ-feministisk”, er en vældigt rammende betegnelse for Beat-kvinderne i forhold til second wave-feminismens kontekst, fordi de netop befandt sig i hullet mellem first– og second wave, men dermed ligeledes forbinder de to bølger.
Hermed kan slutteligt to overordnede receptionsmæssige overvejelser og greb konstateres om beatgenerationen som et dynamisk litterært fænomen, hvor den grundlæggende revolutionære, antikonforme drivkraft er limen, der binder de mange forfattere og værker sammen. For når man breder betegnelsen ud bliver dynamik netop et nøgleord – dynamik kontra dikotomi. For når man, som jeg, fremhæver de kvindelige Beat-forfattere i et sådant udbredelsesøjemed, er det på den ene side nødvendigt først at se udover de “kønnede briller”, der har domineret den litterære beat-reception og ladet de kvindelige forfattere stå i en skæv dikotomi-domineret position i forhold til de mandlige forfatteres eftermæle. Fællesnævneren er netop en italesættelse og ikke mindst en frisættelse af kroppen, af kønnet og af stereotyperne. På baggrund heraf kan det altså konstateres, at beat-kvinderne i høj grad var med til at bane vejen for en feministisk udvikling i samfundet og i litteraturen. De var indflydelsesrige på en måde, som vi i stadig voksende grad bliver gjort opmærksomme på – de var i dén grad med på beatet, og det er bestemt på tide, at man inden for den litterære reception af beatgenerationen for alvor har fået øjnene op herfor.
Kildeliste
Charters, Anne: “Introduction – What Was the Beat Generation?” i Anne Charters (red.): Beat
down your soul – What was the Beat Generation? New York: Penguin Books, 2001
Holmes, John Clellon: “This is the Beat Generation” i Anne Charters (red.): Beat down your soul – What was the Beat Generation? New York: Penguin Books, 2001
Johnson, Joyce: Minor Characters. London: Collins/Harvill Press, 1983
Johnson, Ronna C.: “Mapping Women of the Beat Generation” i Nancy M. Grace og Ronna C. Johnson (red.): Breaking the Rule of Cool – Interviewing and Reading Women Beat Writers. University Press of Mississippi, 2012, p. 20
Johnson, Ronna C. og Nancy M. Grace: “Visions and Revisions of the Beat Generation” i Ronna C. Johnson og Nancy M. Grace (red.): Girls who wore black: Women writing the Beat generation. Rutgers University Press, 2002
Knight, Brenda: Women of the Beat Generation – The Writers, Artists and Muses at the Heart of a Revolution. Berkeley: Conari Press, 1996
Libby, Anthony: “Diane di Prima: ‘Nothing is Lost; It Shines in Our Eyes’” i Ronna C. Johnson og Nancy M. Grace (red.): Girls who wore black: Women writing the Beat generation. Rutgers University Press, 2002
Moi, Toril: “‘I am not a woman writer’ – About women, literature and feminist theory today” i Feminist Theory, bind 9, hæfte 3. Sage Publications, 2008
di Prima, Diane: Revolutionary Letters. City Lights Books, 1971
Thornham, Sue: “Second Wave Feminism” i Sarah Gamble (red.): The Routledge Companion to Feminism and Postfeminism. London: Routledge, 1998/2001
Trigilio, Tony: “Who Writes? Reading Elise Cowen’s Poetry” i Ronna C. Johnson og Nancy M. Grace (red.): Girls who wore black: Women writing the Beat generation. Rutgers University Press, 2002
Leave a Reply