Reportage fra BogForum, Anna Neye om Emma Gad for hvide, Bella Center Copenhagen, d. 11. november 2017
Af Mia Nikander
Fotograf: Mia Nikander
Hvordan kan man som hvid dansker anerkende de diskriminerende strukturer i samfundet? Hvordan kan man forsøge at komme sin egen racisme til livs? Anna Neye har lavet en fin guide for præcis dette med Emma Gad for hvide, som hun kom og talte om på Tranescenen på Bogforums anden dag.
Det første Anna Neye og interviewer Dorthe Chakravarty starter med at tale om, da de om lørdagen på BogForum 2017 indtager Tranescene, er omslaget til Emma Gad for hvide, som er baseret på Aage Sikker Larsens klassiske design for Cirkel Kaffe med en sort kvinde i profil. Som Neye selv påpeger, er det en smuk plakat, men den er også problematisk. For hvad er denne sorte kvindes relation til den kaffe, hvis emballage hun pryder? Hun er ikke et symbol på kaffedrikkeren, men derimod på kaffeplantagerne i Dansk Vestindien – og i forlængelse af dette de slaver, som knoklede sig ihjel på plantagerne. Der er en grund til, at kaffe sammen med kakao og andet går under fællesbetegnelsen kolonialvarer.
I kolonitidens skygge
Neye, som er kendt fra TV-satiren Normalerweize, er barn af en hvid mor og en sort far. Derfor har hun selv oplevet sin del af racistiske udtalelser og handlinger, såsom folk, der med et glimt i øjet siger til hende, at de ikke er racister, fordi de har en sort partner eller aggressivt insisterer på deres ret til at sige “neger”. Ifølge hende har vi i Danmark en “kollektiv manglende bevidsthed” om vores historie med kolonialisme og rollen i slavehandlen, og denne manglende bevidsthed er en af grundene til, at hvide danskere så ofte lukker øjnene for de problemer, som andre typer af danskere stadig møder i deres dagligdag. Ordet “neger” er for eksempel bundet til en opfattelse af sorte mennesker som “undermennesker” og det blev tidligere brugt til at dehumanisere dem nok til, at vi kunne retfærdiggøre at holde dem som slaver under de forfærdelige vilkår, de havde i plantagerne. Mange danskere mener i dag, at fordi de ikke ser sig selv som racister, er ordet tomt og ikke sårende, hvilket betyder, at de godt må bruge det. Men dette ignorerer ordets fortid – og nutid – som skældsord og en måde at umenneskeliggøre folk af en bestemt etnicitet, mener Neye.
De danske hyggeracister
Racisme er ikke et rart emne at tale om, men hvis ikke interessen for racismen og dens konsekvenser findes frem, så kan vi ikke konfrontere og nedbryde de strukturer som specifikt modarbejder minoriteter, pointerer Neye, . Det er netop derfor, at hun har skrevet Emma Gad for hvide: den er en hurtig gennemgang af vores historie som kolonial magt og danskernes generelle forhold til folk af andre etniciteter vævet ind i en række anekdoter fra Neyes eget liv. Dertil bidrager bogen med pædagogiske forklaringer af betegnelser som ‘hvidt privilegie’ og postkolonialisme.
Desværre er det at tale om danskeres “hyggeracisme” åbenbart meget kontroversielt: danskere bryder sig ikke om at indrømme, at vi i mere eller mindre grad kan være racistiske, fordi vi ser os selv som et åbent og tolerant folk – se bare på tidligere nævnte anekdote med “ikke-racistiske” personer med sorte partnere – og derfor går mange i defensiv over for dette emne. Ligeledes er der folk, som er trætte af, at de ikke længere må gøre, som de plejer, og at de gode gamle dage er væk. Neye har måttet høre meget kritik på sociale medier, ofte i stil med at vi “ikke skal nå svenske tilstande” eller det er “de forbandede feministers skyld”. Men hendes holdning er stadig, at Danmark som land i en globaliseret verden ikke kan blive ved med at leve i sin egen lille boble og kalde andre lande for “politisk korrekte”. Med Neyes egne skarpe ord er vi i Danmark “for ’fede’ til i 2017 stadig at befinde os i denne suppedas” – og jeg kan kun give hende ret.
Neye og Chakravartys interessante samtale bød på 15 hæsblæsende minutter på Tranescenen med masser af tåkrummende historier fra forfatterens eget liv og hårde fakta om racisme, diskriminering og kolonialisme samt en lang række gode grin. Jeg ærgrede mig derfor, da tiden var gået, og de måtte runde af for at gøre plads til næste indslag. Heldigvis kun indtil jeg senere købte Emma Gad for hvide, som jeg varmt kan anbefale til alle, da den på én gang er underholdende og samtidig kort og kontant med sin kritik af danskernes holdninger til andre etniciteter.
Leave a Reply