Reportage fra Ny dansk provinslitteratur: Udkantstristesse eller lokalkolorit? til Aarhus Litteraturfestival Vild med ORD på Dokk1, d. 20. maj 2016
Af Lisa Emilie Jørgensen
Fotograf: Lisa Emilie Jørgensen
Forsker Tina Louise Sørensen fra Aarhus Universitet mødte til forrige weekends Vild med ORD forfatter Lone Hørslev i en samtale om den nye danske provinslitteratur og fænomenet ”Udkantsdanmark” samt dets potentiale som litterært, æstetisk greb. Desuden er begge kvinder selv fra Vestjylland, provinsen – udkanten, om man vil.
På højstole på hver deres side af det lille, runde bord sidder Tina Louise Sørensen og Lone Hørslev. Tankerne ledes nærmest hen på en hyggelig cafésludder mellem to veninder over en caffe latte, hvis ikke det lige var for publikummet, der udfylder salen med en forventningsfuld stemning denne tidlige fredag eftermiddag. Hørslev har benene over kors, og med sin farvestrålende beklædning, det mørke hår og de matchende røde læber er hun i skarp kontrast til Sørensen, der er mere konservativt klædt i en sort kjole med hvidt mønster og det brune hår samlet over skulderen i en løs hestehale. Det er kunstneren over for akademikeren. Allerede her mødes modsætningerne, dette års tema for Vild med ORD.
Fænomenet ”Udkantsdanmark”
Sørensen indleder dagens samtale med Hørslev ved at redegøre for den nye danske provinslitteratur. Til daglig forsker hun i netop æstetiske fremstillinger af fænomenet ”Udkantsdanmark”, og hun forklarer, hvordan provinsen de seneste år er blevet til interessant litterært stof grundet mediernes stagnerende fremstilling af den. Sørensen uddyber, at når medierne smider om sig med stigmatiserende betegnelser såsom ”Udkantsdanmark” og ”Den rådne banan”, iscenesættes den danske provins som et afsides og goldt andetsted, hvilket samtidslitteraturen i dag ofte forholder sig til, om end på ganske forskellig vis. Derfor er det også ærgerligt, at Erling Jepsen desværre måtte melde afbud til dagens arrangement – som endnu en ”provinsforfatter” skulle han have deltaget i samtalen, fordi hans litterære fremstilling af udkanten kan ses som en modsætning til Hørslevs. Hvor Hørslevs litteratur fremstiller provinsen som et åbent sted med et globalt perspektiv, skildrer Jepsens romaner modsat udkanten som et lukket lillesamfund. Heldigvis har Sørensen og Hørslev nok på hjerte til at udfylde den time og ét kvarter, som samtalen varer, og vi får lejlighed til at dykke dybere ned i Hørslevs spændende forfatterskab.
Mere end bare udkantsdanskere
Sørensen giver ordet videre til Hørslev med et indledende spørgsmål: Hvad driver Hørslev til at skrive om provinsen? Er det måske egne erfaringer, og er Hørslev selv derfra? Ja, fortæller Hørslev, hun er vokset op i Holstebro og har som voksen i en kort årrække boet på Fanø. Men i de to romaner Naturlige fjender og Sorg og camping, som samtalen er centreret om, har hun ikke skrevet om provinsen: ”Jeg har skrevet om mennesker, der bor i provinsen,” forklarer hun i stedet. Selv om miljøet i de to romaner er henholdsvis den fiktive by Vejby og den fiktive by Løkke, der er tænkt som beliggende i Syd- og Vestjylland, den ene endda i nærheden af Holstebro, er det ikke stedet, Hørslev skriver ud fra, men karaktererne, der så tilfældigvis som helt normale mennesker er bosat i provinsen. Det er det, der er ”almindeligt” for Hørslev, og hun uddyber, at hun skriver om det almindelige, nære og hverdagslige, fordi det simpelthen er det, hun finder interessant. Eksistenserne i romanerne er derfor andet og mere end bare udkant eller provins, for Hørslev har i højere grad haft blik for de menneskelige relationer og inderste følelser.
Herefter er det tid til fordybelse i forfatterskabet – især Naturlige fjender, som Sørensen beder Hørslev læse op fra. I Naturlige fjender følger læseren beboerne i en lille landsby, hvor tilflytteren Lars har overtaget den afdøde Ankers hus. Hørslev fortæller, at inspirationen til Anker, som alle i romanen har et helt særligt forhold til, stammer fra hendes egen oplevelse med at flytte ind i Bernhard Pavars gamle hus på Fanø. Provinsen har altså helt konkret givet stof til romanen. Efter oplæsningen af et humoristisk og intenst afsnit, hvor hele byen er samlet til kirkekoncert med Jørgen Leth, og fortællingens synsvinkel vikles ind og ud ad et væld af forskellige karakterer, fokuserer Sørensen særligt på én karakter: Karin fra Brugsen. Sørensen erkender, at hun selv holder meget af Karin og bruger hende i sin forskning. Karin har nemlig et globalt repertoire, selv om hun er fra provinsen, da hendes tankestrøm bevæger sig fra private selvrefleksioner over Saddam Hussein til zombificeringer på Haiti. Hun tager den globale verden ind og opfatter den i forhold til sin egen måde at tænke sig selv på, samtidig med at hun ”bare” er Karin fra Brugsen. Hun forholder sig til hele verden og ikke bare de nære omgivelser, hvilket giver hele romanen et udadskuende blik, som også byens navn, Vejby, afspejler: Udefrakommende folk og dyr passerer hele tiden igennem og sætter deres aftryk.
Udkanten som litterært greb
Netop en karakter som Karin fra Brugsen fra Naturlige fjender siger meget om den hørslevske litteraturs forhold til provinsen, mener Sørensen. Hørslev erkender imidlertid, at ”det har hun godt nok ikke lige tænkt så meget over”, for hun har som sagt ikke forsøgt at skrive om provinsen, men om helt almindelige mennesker, der eksempelvis ser fjernsyn og hører radio og dermed naturligt forholder sig til resten af verden. Det er interessant for tilhørerne at bevidne denne samtale mellem forsker og forfatter, der tydeligt har forskellige indgangsvinker til litteraturen – Sørensens tilgang er tydeligt analyserende og akademisk, mens Hørslevs snarere fremstår intuitiv og kunstnerisk.
Afslutningsvist vil Sørensen gerne vide, om Hørslev har forholdt sig aktivt til, at hun skriver om provinsen og den marginaliserede udkant. Nogle forfattere bruger nemlig udkanten som litterært greb, dels fordi det er interessant og eksotisk lige nu, dels for at sætte problemerne under debat. Hørslev benægter endnu en gang og gentager eftermiddagens mantra: Hun skriver om mennesker og deres følelsesliv frem for provinsen som sted. Da jeg efterfølgende forlader arrangementet ad den majestætiske trappe foran Dokk1, overvejer jeg, om det måske ikke netop er dét, der gør Hørslevs skildring af provinsen så troværdig og kærlig – og måske endda kan ruske op i den marginaliserede forestilling om ”Udkantsdanmark”.
Leave a Reply