Anbefaling af Bag min facade af Nichlas Sørensen, udgivet på forlaget Forfatterskabet.dk d. 29.04.2020
Anbefaling af Kristine Kudahl Lyngsø
Foto: Kristine Kudahl Lyngsø
Bag min facade er en digtsamling, der opererer på et personligt plan ved at bevæge sig helt ind i hovedet på en person, der forsøger at finde hoved og hale på sit tabte kærlighedsliv. Dermed kan den ses som et autofiktionært værk, der blander selvbiografi med intertekstualitet i et fiktionsrigt sprog.
Digtsamlingen er forfatteren Nichlas Sørensens debut. Men det ser man ikke rigtigt, når man læser. Sproget er sammenhængende og lyrisk fremstillet. Dette gælder både det opsætningsmæssige, og måden digtene bliver læst. Det er parateksten, der lægger dagsordenen for dette. På første side i samlingen står der et citat fra LOCs sang ’Husk’, hvilket skaber rammen for digtene. Her nævnes temaer som at være sig selv, sit navn og ord, bede om hjælp og at finde den rette vej igen, hvis alting går galt. Bag min facade inkorporerer alle temaerne på en måde, hvor de mange digte derfor bliver et bevis på de indre dæmoner, der florerer bag masken hos et menneske, der har været i stor sorg.
”Jeg har prøvet at passe ind / har aldrig prøvet at ligne dem / jeg har holdt ud for længe / mine kampe blev kæmpet med tanker i mærket // det er fint / jeg har været igennem mørket / nu skinner solen igen // de siger at mine tekster ikke / rammer dem / prøv at gå igennem helvede og læs dem igen / det er utroligt hvad digte kan føre til / jeg beder ikke om penge / bare læg øre og øjne til // regn med jeg er ærlig / lyt og læs mine ord / jeg er ikke noget særlig / for jeg er langt fra færdig / for det der ikke slog mig ihjel / gjord’ mig ærlig”
Min Kamp
Det er aldrig nemt at komme sig efter et brud, særligt ikke, hvis man følte, den man var sammen med, var den eneste ene. Disse små kampe, man konstant må tage med sig selv, for ikke at drukne i sorg og smerte, bliver skildret på bedste vis i digtsamlingen. Når digtene er allerbedst, fremtræder de i malende beskrivelser af kærlighedens varme favn på en måde, så ordene i sig selv nærmest vækker en lille forelskelse i læseren, og derfor bekræfter, hvor store følelser forfatteren havde for sin tidligere kæreste.
Parafraser
Derfor kan det også være svært selv at sætte ord på de ting, der er svære at snakke om. Men så er det jo heldigt, at man ikke kan tage patent på ord, og at man derfor kan låne lidt fra andre, der har kunnet finde de rigtige. De forskellige digte, kærlige samt de hadske, benytter alle stor intertekstualitet. For bare at nævne et par stykker, fandt jeg lyriske referencer til Nik & Jay, Joey Moe, Thomas Helmig, LOC, Kelly Clarkson og Brødrene Olsen og digteriske referencer til bl.a. Karl Ove Knausgaards Min kamp og til H.C. Andersen, som er en af de kunstnere, forfatteren selv ser op til, ses referencer til Den grimme ælling. Det sjove ved disse referencer, er måden, hvorpå de bliver brugt nemlig i sammenhænge, der optræder uden for de nævnte eksemplers komfortzone. Nichlas Sørensen benytter sig derfor af dem på slående vis, hvor han paraferer enkelte ord eller sætninger og får det allerbedste frem i sine egne digte. Digtene bliver dermed en måde at skildre, hvem der gemmer sig bag masken.
Min vurdering
Bag min facade er et ærligt, lyrisk og oprigtigt værk, der via brugen af ordkunstskaber og retorik, forsøger at sætte ord på temaer som sorg, kærlighed, heling, vrede og accept. Samtidig kræver det et vist mod at fremstille sig selv på en så sårbar måde, fordi Nichlas Sørensen via ordene giver læseren direkte adgang til sine inderste tanker. Men alt dette er med til at gøre digtene heri så virkningsfulde. Derfor tager jeg hatten af for det kæmpe arbejde, det må have været at skrive en bog, der giver adgang til alle indre hemmeligheder. Digtsamlingen får derfor min varmeste anbefaling, på en række dybdeliggende digte, der rækker ud mod læseren med sine inderlige tanker om kærlighed og sorg.
Leave a Reply