Kærlighedens digter

Anmeldelse af Lea Marie Løppenthin: Sæson, udgivet på Gyldendal d. 24. september 2019

Anmeldt af Hans Peter Madsen

Foto: Emma Nyby Hendriksen

Lea Marie Løppenthins nye roman, Sæson, sammenvæver myten om Demeter og Persefone med en fortælling om sammensatte familier og medfølgende hustruer. Men det er ikke så vigtigt, hvad bogen handler om, når sproget er så godt og kærligt som det, Løppenthin elskværdigt serverer for læseren.

Lea Marie Løppenthin er kærlighedens digter. Ikke kærligheden som i forelskelse, kærligheden som i det at være kærlig, at se kærligt på verden. Det, der hos en anden forfatter kunne have været konfliktstof, er hos Løppenthin en mulighed for at se omsorgen omkring sig: Da gæsterne til jegfortællerens mors bryllup begynder at spise, inden maden er præsenteret, fører det ikke til skænderi, men derimod en oplevelse af samhørighed:

Det er en kærlighed, der ikke kun omfatter menneskene i de umiddelbare omgivelser, men også naturen. Kan man forestille sig en anden forfatter end Lea Marie Løppenthin, der kan beskrive det at opleve indvoldsorme kravle op i fødderne så venligtsindet:

Men den fineste omsorgsfølelse er alligevel den, som jeget føler for sin summende dørtelefon i Bruxelles, der ville have været et irritationsmoment for enhver anden (og læg også mærke til den elskede nøgle!):

Den medfølgende medfølende

Dette kærlige blik er næsten for venligt til at komme fra et menneske, og derfor er det da også passende, at jeget, der på trods af sit køn hedder Frank, har en del til fælles med den græske landbrugsgudinde Demeter: Ligesom Demeters datter Persefone bliver giftet væk til Hades og derefter kun må besøge sin mor 2/3 af sin tid, sker det samme for Franks datter Per, som desuden er en græshoppe, hun har født ud af øret.

Frank er ikke kun medfølende, hun er også medfølgende; hun flytter med sin kæreste Birk til Bruxelles, ligesom hun som barn måtte følge sin far rundt i verden, hvor han fik job. Hun har — eller ønsker i hvert fald at have — evnen til at tilpasse sig; hun beundrer blæksprutten for at kunne knibe sig igennem enhver åbning, der ikke er mindre end dens øje, og som barn læser hun ivrigt Animorphs; bogserien om børn, der kan forvandle sig til dyr. Livet og familien er et sted i konstant forandring, især når begge ens forældre har været gift tre eller flere gange, og man selv har født en græshoppedatter, men med den rette tilpasningsevne kan det være en god ting. Det er bemærkelsesværdigt, at mens mange forfattere for tiden har travlt med at bebrejde deres forældres generation for at ødelægge myten om den eneste ene og egoistisk fokusere på egne forelskelsesbehov, er den ultimativt sammensatte familie hos Løppenthin først og fremmest en kilde til værdsættelse af den omsorg, der ligger i at kunne have en “Mor2, det vil sige min fars tredje ekskone, som i dag er endnu en mor, jeg har”.

Jeg ved ikke, hvor godt de to spor — det mytiske med den bortgiftede græshoppedatter Per og det realistiske om medfølgende hustruer og sammensatte familier — passer sammen. Mens myterne og virkeligheden var sømløst syet sammen i Løppenthins første roman Panser, synes fortællingen om Per her at være en unødvendig tilføjelse til en i sig selv ellers velfungerende roman. Men hvad bogen handler om kan egentlig være lige meget, når forfatterens fortræffelige sproglige færdigheder kan frembringe de fineste kærlige beskrivelser, så lad os slutte af med at citere fra en mere, hvorfor ikke den om kæresten: