Reportage fra samtale mellem Charlotte Weitze og Rasmus Nordquist samt samtale mellem Jørgen Steen Nielsen og Gregers Andersen på BogForum 2016 i Bella Center Copenhagen, d. 11. november og 12. november 2016
Af Marie Marcussen Lerche
Fotograf: Ann-Kristine Hald
Det var særdeles påskønnet at opdage to klimaspecifikke indslag i det tætpakkede program på årets BogForum – særligt for undertegnende der dette efterår sidder med næsen begravet i et bachelorprojekt om økokritik og litterær formidling af klimaproblematikker. Med henholdsvis en samtale om klima- og kærlighedsromanen Den afskyelige af Charlotte Weitze og et interview med postdoc Gregers Andersen, forfatter til debatbogen Grænseløshedens kultur, var klimakrise altså også repræsenteret på årets største bogmesse. Hvordan dette emne så ville tage sig ud midt i den store bogfest ville blive spændende at se.
Fredag eftermiddag klokken femten indtog forfatter Charlotte Weitze og politiker Rasmus Nordqvist rampelyset på scenen Under Uret, hvor et symbolsk timeglas på bordet straks begyndte de obligatoriske tyve minutters nedtælling. Nordqvist lagde ud med entusiastisk at præsentere Weitze, som ”én af de kunstnere, jeg har råbt på” – og så var en både livlig og intensiv samtale om klimakrisens repræsentation i litteraturen skudt i gang. Det var først og fremmest nærliggende at høre, hvorfor Weitze havde kastet sig ud i et litterært projekt med et så ”atypisk tema”, som Nordqvist formulerede det. For hvad kan man egentlig bidrage med i kraft af sit virke som kunstner, når man tager et så aktuelt og politisk emne op?
For Weitze var det en grundlæggende interesse for naturen, der lagde kimen til inspirationen for Den afskyelige og spørgsmålet om, hvad vi som mennesker gør ved naturen, og hvad den gør ved os. Næste spørgsmål lød da, hvordan man kunne behandle dette emne på en måde, så folk ville have lyst til at læse om det. Hun ville som kunstner formidle emnet og give det en ramme til udfoldelse, så man kan blive ved med at tale om det igen og igen. Derfor ønskede Weitze at bringe klimaproblematikken ind i en dagligdagsramme, som folk ville kunne forholde sig til, og af den grund blev det også til et romanprojekt, hvor klima skulle flettes sammen med humor og en kærlighedshistorie. For at kunne etablere og skrive om et realistisk – om end skræmmende – fremtidsscenarie gav Weitze sig i kast med en omfattende research-periode, hvor hun pløjede sig igennem ”klimarapporter ingen kan holde ud at læse”, og det var noget af det hårdeste og det mest meningsfulde, hun havde gjort. Derudover indgød research-arbejdet også et vist tidsmæssigt pres, for Weitze blev temmelig optaget af et hypotetisk spørgsmål, som hun stillede til forskellige klimaforskere undervejs i sin research-proces: Hvis bogen hypotetisk set kunne stoppe klimakrisen, hvor lang tid havde hun så at løbe på? Ikke længe, lød det.
Nordquist spurgte efterfølgende ind til modtagelsen af Den afskyelige, og hvordan der blev talt om den. Weitze var hurtig til at pointere, at denne roman i hvert fald havde fået langt større pressedækning og bredere modtagelse i anmeldermedierne, end hvad hendes tidligere publikationer var blevet mødt med. Og at det nok i særdeleshed har noget at gøre med klima-temaet, som netop skriver sig ind i en yderst nærværende og relevant politisk agenda. Nærliggende var det derfor også for Nordqvist at spørge ind til Weitzes næste projekt: ”Om der er mere klima på dagsordenen?” Her tog samtalen så en – i mine øjne – noget uventet og temmelig frustrerende drejning. For Weitze responderede først og fremmest, at det ikke var sundt at sidde med hovedet i klimakrisens problemer i så lang tid ad gangen, og derfor er hendes næste projekt heller ikke decideret klimapolitisk; ”men har dog lidt natur og planter i sig.” Udsagnet om at ”arbejde med emnet for længe” virkede undergravende for den vigtige formidlingsrolle, som Weitze ellers har påtaget sig med sin roman. Da hun henvendt mod publikum tilføjede, at Den afskyelige ”også handler om alt muligt andet”, og at den er humoristisk og skæg at læse blev man som tilskuer igen klar over, at man overværede en samtale på et BogForum, der naturligvis også har til formål at sælge forlagenes bøger. En spændende og relevant samtale mellem Weitze og Nordquist mistede på denne måde en del af sin pondus, hvilket var en skam.
Lørdagens opfordring til selvforandring
Det var derfor også med mange forventninger, at jeg lørdag formiddag indfandt mig ved Rød Scene, hvor Informations miljø- og sikkerhedsjournalist Jørgen Steen Nielsen skulle interviewe postdoc Gregers Andersen om Grænseløshedens kultur. Andersen udgav i maj i år denne debatbog med undertitlen ”Et opgør med hastighed, udmattelse og håbløshed i klimakrisens tidsalder” – og det var også disse hovedtemaer, som den meget informative og indholdsmættede samtale blandt andet uddybede.
Steen Nielsen spurgte indledende ind til Andersens begreber om det såkaldte hastighedsregime og den grænseløshed, han mener kendetegner det. Andersen påpeger i sin bog, hvordan arbejdslivet og privatlivet smelter sammen i vores samfund, hvor den nuværende teknologiske standard tillader os at være på internettet, og dermed kan man arbejde og forbruge 24 timer i døgnet. Andersen påpeger, at når alting foregår i et ekstremt højt tempo, så snævrer ens fokus og perspektiv sig også ind. Man kan kun koncentrere sig om det allermest umiddelbare for at kunne følge med i sin tilværelse – hvilket har den konsekvens, at der blokeres for de grønne forandringer, der er nødvendige, men som synes for ubelejlige og besværlige at imødekomme i en hektisk hverdag.
Der forekommer ifølge Andersen en tendens til blindhed i samfundet overfor den kulturhistorie, vi har skabt os. Det er rodfæstet i os sammen med den personlige frihed, der er blevet etableret; vi kan rejse hvorhen i verden vi vil, og vi kan spise, hvad vi vil og så videre. I det hele taget er modernitetsudviklingen og det konstante fokus på øget vækst en grundlæggende faktor for grænseløshedens kultur, hvor forbrug er blevet et succeskriterium – hvilket ikke er den allerbedste forudsætning for den nødvendige indsigt i, at masseproduktion er én af de helt store menneskeskabte belastninger for klimaet.
Hvad kan man så stille op? ”Kan man træne sine værdier?” – spurgte Steen Nielsen. Her kom Andersens appel til individuel handling på banen, og hvad han kalder for ”selvforandringens aktivisme”. Det vil netop kræve øvelse at forandre indgroede vaner og at gøre op med rodfæstede traditioner, men ikke desto mindre gælder det om at sætte ind på egne vegne først. Andersen pegede på effekten af græsrodsbevægelser, der sætter gang i bevægelser nedefra, der så må stige op gennem lagene til det opnår politisk indflydelse. Det er altså et kæmpe ansvar, der ligger hos det enkelte menneske, og det er et ansvar, som det er dybt nødvendigt, at man bliver opmærksom på.
Det var en både spændende og øjenåbnende oplevelse at opsøge klimakrisen på årets BogForum, og at der i det hele taget var klimafiktion og klimadebat på programmet var glædeligt; ikke mindst at de to aktuelle programpunkter tiltrak sig et blandet publikum af unge og ældre. Jeg har dog ikke kunnet lade være med at spørge mig selv om, hvorfor jeg i første omgang blev en anelse overrasket over begge dele. Måske fordi jeg som nævnt selv undersøger, hvordan forfattere kan formidle klimaproblematikker uden at skræmme læseren til at lukke øjnene, og at det helt overordnet må siges at være en mægtigt svær balancegang at skulle videregive disse indsigter. Ydermere en balancegang som forskellige forfattere har dybt forskellige tilgange til – som Weitze, der ville servere alvor med humor, men som endte med at undergrave sit budskab, og Andersen, der opfordrede stærkt og direkte til individuel aktivisme og samtidig formåede at opretholde en (rosværdig) realistisk tilgang, blev konkrete eksempler på.
Jeg vil derfor også slutte af med at opsummere de to sammenfattende hovedpunkter, som jeg i den grad tog med mig fra begge oplæg og fortsat vil tygge videre på: At kunstnere kan (og bør) formidle sådanne svære emner og problematikker, så man kan blive ved med at tale om dem, og at hver enkelt privatperson kan (og bør) reagere og sætte ind på selvforandringens aktivisme.
Leave a Reply