Kold kaffe, hotdogs og hår i suppen

Kold kaffe, hotdogs og hår i suppen

Kold kaffe, hotdogs og hår i suppen

Anmeldelse af Clarice Lispector: Stjernens time, udgivet på Gyldendal d. 28. maj 2020. Oversat til dansk af Trine Lykke Prado

Anmeldt af Emma Thastum Skjødt

Foto: Emma Thastum Skjødt

Stjernens time fortæller historien om den unge, brasilianske kvinde Macabéas usynlige og elendige liv i den hektiske millionby Rio de Janeiro. Men selvom Macabéa selv mener, at hun er ubetydelig og ikke mere værd end kold kaffe, lyser historien om hendes liv op i et sprog fyldt med humor, hjertevarme og kærlighed. 

En dag sidder forfatteren Rodrigo S.M på gaden i Rio de Janeiro og får et glimt af en gustengul og nordøstbrasiliansk kvinde ved navn Macabéa. Rodrigo bliver straks besat af et begær, om at vide alt om denne anonyme kvinde. Stjernens time er derfor ikke kun en historie om Macabéa, men også om en forfatters overvejelser om at skrive Macabéas historie, som han ser som sit livs formål:

”Det er ikke blot en fortælling, det er frem for alt basalt liv som ånder, ånder, ånder. Porøst stof, en dag skal jeg her leve et molekyles liv med det mulige splittelse i atomer. Det jeg skriver er mere end blot et påfund, det er min pligt at skive om pigen her, blandt tusindvis af andre som hende”

Men Macabéa er ikke som alle andre. I begyndelsen af romanen skildres en kvinde, som ikke stiller nogen spørgsmål til livet, fordi ikke at vide noget er det fundament, hendes liv er bygget på. Det eneste, hun med sikkerhed ved, er, at hun er jomfru, maskinskriverske og godt kan lide Coca-Cola. Hun er født med engelsk syge, er altid snusket og spiser udelukkende hotdogs, da det er det eneste, hun har råd til. Men alligevel er der noget dragende ved denne naive, uhygiejniske og utraditionelle hovedperson, som er svær at identificere sig med. For efterhånden som romanen udvikler sig, synes Macabéa at søge noget, et formål med sit liv, men uden præcist at vide, hvad dette formål er.

Kærlighed og hår i suppen

Macabéas naive facon fører hende lige i armene på den dominerende maskinarbejder Olímpico de Jesus. Fyldt med ambitioner om at nå til tops som kongresmand, bliver Macabéa blot tidsfordriv for denne mand, der ingen midler skyr, og Olímpico ender med at afslutte forholdet til fordel for Macabéas rige og lurvede kollega Gloría:

”Olimpico havde faktisk lyst til at sige noget pænt i afskedens stund, så han sagde: ’Macabea, du er som et hår i suppen. Ingen har lyst til at spise den. Du må undskylde hvis jeg har såret dig, men jeg er oprigtig’”

Med denne følelsesmæssige afsked ender Macabéas første og sidste forhold. Men Gloría er dog ikke helt så følelseskold som Olímpico, og da hun har det dårligt med at stjæle kollegaens kæreste, ender det med at Gloría inviterer Macabeá over til chokolade og småkager – en udsøgt luksus, som Macabéa aldrig har fået før og som ender med at give hende en så voldsom mavepine, at hun må søge læge.

Søgen efter formål

Med ondt i maven og en følelse af, at der er mere i livet, opsøger Macabéa, på Glorias angerfulde opfordring, spåkonen Madame Carlota. Og denne livskyndige, excentriske dame bliver Macabéas opvågning fra den døsede livstilstand, hun har levet livet i. Madame Carlota spår, at Macabéas liv bliver fyldt med kærlighed og rigdom – et helt andet liv, end det liv som hun lever nu. Og under denne konsultation erkender Macabéa, at hendes liv har været formålsløst og uden glæde – men at hun nu har mod til at håbe:

”Hendes forsøg på at leve mindede om noget som hun, hvis hun aldrig havde prøvet det, jomfru som hun var, i det mindste fornemmede, for først nu forstod hun at kvinder fødes som kvinder fra det allerførste vræl. Kvindens skæbne er at være kvinde. Hun havde fornemmet det næsten smertefulde og sprudlende øjeblik af kærlighedens besvimelse.”

Men dette håb, som skyder op – præcis ligesom et stjerneskud på himlen – dør hurtigt ud. Historien om den unge, uskyldige og anonyme jomfru slutter derfor lige så brat som den begyndte, og tilbage står en historie om en forfatters kærlighed til sin karakter. Den komplekse fortællerstemme, som på én gang både er Rodrigo og Lispector, giver derfor læseren en unikt indblik i hvilke overvejelser en forfatter har om sine karakterer, og hvordan disse personer kan ende med at besætte forfatterens liv.

En stjerne på den litterære himmel

Stjernens time er skrevet på små papirsedler, konvolutter og kvitteringer i ugerne op til Clarice Lispectors død. Lispector har selv udtalt, at hun så sig selv i Macabéas historie og måske er det denne livsbekræftende og sansende nerve, der i sammenspil med den fragmenterede skrivestil gør romanen så nærværende og intens, at det er svært at lægge den fra sig.

Selvom Stjernens time er fyrre år gammel, er den stadig yderst læseværdig, da den formår at berøre livets tragiske elementer med en hjertevarm humor og en unik skrivestil. Hvis du gerne vil trække på smilebåndet over Macabéas naive, ligefremme humor og berøres af hendes uskyldige, miserable liv, er denne bog stærkt anbefalelsesværdig.