Anmeldelse af Jeppe Krogsgaard Christensen: April 2026, udgivet på Gyldendal d. 12. august 2017
Anmeldt af Kristine Kold Vestergaard Strandsby
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
April 2026 er en tankevækkende roman om en nær fremtid, hvor internettet har overtaget og selektivt er begyndt at sortere i, hvad folket skal have adgang til. En af de ting, der må vige pladsen, er kunsten. Tabet af kunsten rejser en række spørgsmål om, hvad det egentlig er, som knytter mennesker sammen på tværs, og om vi overhovedet har brug for kunsten i et moderne samfund.
Den dag kunsten forsvandt
Jeppe Krogsgaard Christensens roman April 2026 udspiller sig i en fremtid, hvor alt er digitaliseret – også kunsten. Umiddelbart synes der ikke at være nogen problematik i dette, men en dag fjerner internettet, der på uhyggelig vis har udviklet en form for rationel bevidsthed, kunsten fra sig selv og gør det samtidig umuligt at uploade såvel ny som gammel kunst.
Romanen er opbygget omkring en række livsfortællinger, som kun sporadisk berører hinanden. Til tider føles det nærmere som at læse en novellesamling end en roman. Læseren møder både Nicholas, der sælger slidte paperbacks på det sorte marked, Jennifer, som ikke kan falde i søvn uden den musik, hun plejede at lytte til på Spotify, og forskeren som forudså, at internettet en dag ville danne den føromtalte rationelle bevidsthed. Alle fortællinger udspiller sig i et København, som på overfladen ligner sig selv, men hvor alt alligevel synes forandret.
Fortællingen som oprør
Samlingen af fortællinger, der umiddelbart ikke har noget med hinanden at gøre, leder tankerne mod Boccaccios Dekameron fra 1300-tallet. Boccaccio indsætter – ligesom Christensen – underfortællingerne i en overordnet rammefortælling. I Dekameron introducerer han ti fortællere. Disse er flygtet fra det pestramte Firenze ud på landet, hvor de i ti dage underholder hinanden med historier om alt mellem himmel og jord. Selvom April 2026 hverken foregår i middelalderen eller i Firenze, så synes der at være en fælles forkærlighed for historiefortællingen som en flugt fra den triste virkelighed i begge værker. Fortællingerne i April 2026 er altså i sig selv en kritisk kommentar – hvis ikke ligefrem et oprør – mod den pludselige mangel på historier – de historier kunsten plejede at fortælle. Hver fortælling skildrer, hvilken betydning kunsten har for den enkelte, og historiernes manglende sammenhæng understøtter samtidig følelsen af, at der mangler noget, disse mennesker kan være fælles om.
Det begynder og slutter med kunsten
April 2026 er en lille roman med et stort budskab: vi har brug for kunsten. Kunsten er ikke blot de malerier, der hænger på Statens Museum for Kunst, eller de bøger som står i bogreolerne hjemme i stuerne. Det er vores fællesnævner – vores historie.
Romanen er, som det også fremgår af citatet ovenfor, præget af en dystopisk fornemmelse, der med fordel kunne være fremlagt endnu mere intenst. Ser man bort fra dette, er bogen i al sin enkelthed og med sin kompromisløse iagttagelse af samfundets udvikling et kunstværk, som i den grad er værd at bevare.
Mit eksemplar af bogen, mærket af en ring på forsiden efter min kaffekop, fungerer for mig som en påmindelse om kunstens – særligt litteraturens – rolle i mit liv, og hvor nødigt jeg ville være den foruden.
Leave a Reply