Lakrids hele vejen igennem

Lakrids hele vejen igennem

Lakrids hele vejen igennem

Anmeldelse af Mads Damsø: Hvis dette er en lakridspibe, udgivet på Forlaget Forår d. 13 april 2019

Anmeldt af Ninna Schrøder

Fotograf: Ninna Schrøder

Mads Damsø skriver i denne humoristiske og ærlige autofiktive roman, om hans arbejde som tekstforfatter for firmaet Skyggeskriver, og den selvbiografi han skal skrive for den døende mand Kuno. Processen inkluderer, at han skal overleve adskillige måneder på en campingplads i et fugtigt telt tilvejebragt af hans chef, som han refererer til som spøgelset. Her er han omringet af grådige lakridspibe spisende tyskere, samtidig med at han finder sin sjæleven, den japansk / vestlige pige Ditte og kærligheden får lov til at blomstre.

Kan man dømme en bog på dens omslag?

Selvfølgelig er det den gængse opfattelse, at man ikke skal dømme en bog på dens omslag. Denne roman vidner dog om det modsatte. Den er akkurat lige så gennemført udenpå, som den er inden i. Indholdet kommer jeg til, for hold nu op, dette her omslag fortjener en bemærkning eller to.

Som det kan ses på billedet, bærer omslaget præg af et sort og luksuriøst ydre. Dette ydre bliver (ikke spoleret, som man skulle tro) men derimod komplementeret af en grøn, rygende torsk og lakridspibens lyserøde afkast. Torsken smyger sig om bogen og titter uhæmmet frem på forsiden samtidig med, at den og lakridspiben buler en smule ud. Kører man fingrene henover den glatte og sorte overflade, er torsken og piben nærmest håndgribeligt nærværende. Hele min læseoplevelse er blevet båret af sidernes sorte kant, og dermed den konstante påmindelse om lakridspibens tilstedeværelse. To gennemgående spørgsmål, som uundgåeligt bliver stillet under læsningen af denne roman er: Hvad betyder lakridspiben? Og derefter: Hvorfor får en fisk, som torsken, ret til at pryde forsiden? Disse trivielle elementer, som en torsk og et stykke slik, får en helt særlig rolle i romanen, som man bliver nødt til at læse, for at tyde dens forside.

Interessevækkende litteratur

Damsø kommer med et sammensurium af litterære referencer romanen igennem, hvilket jeg selv som litteraturhistoriestuderende sætter stor pris på. Det geniale ved hans måde at fremsætte disse referencer på, er at han giver minimale oplysninger om de nævnte forfattere, som for eksempel Virginia Woolf og Anne Sexton. Han benytter sig også af et af Karl Ove Knausgård’s værker, men det er samtidig ikke en gennemført introduktion til Knausgård’s forfatterskab. Litteratur er i det hele taget et stort tema, og det har en stor betydning for romanens plot. Den selvmordstruede Ditte bruger blandt andet litteraturen som en form for terapi, og ved at læse højt for hinanden bliver hendes og forfatterens forhold også stærkere. De minimale oplysninger tænder en nysgerrighed hos alle slags læsere og skaber dermed en gunstig chance for at opnå en mere vidtrækkende litterær viden. De nævnte forfattere har med andre ord en større rolle at spille end blot det, at være referencer, de bliver også til forbilleder for både forfatteren og Ditte.

Ærlighed, humor og det universelle

Hele romanen er gennemsyret af metakommentarer, hvor Damsø henvender sig til læseren angående sit eget skriveforløb. Via disse kommentarer får man følelsen af, at han er en meget tilgængelig forfatter, hans ærinde er at åbne op for forbindelsen mellem forfatter og læser.

”Jeg må indrømme, at jeg med fuldt overlæg valgte at springe i tiden og benytte mig af netop denne start, fordi jeg fandt den langt mere kuriøs end historien om min ansættelse hos Skyggeskriver, køreturen i bus fra Aarhus til Hvide sande eller noget helt tredje. Hvis jeg havde startet min historie på landevejen, ville du have vendt om og lukket bogen, allerede inden du havde lært Kuno at kende. Der skal et fængslende anslag til, det ved alle”

Samtidig med at forfatterens metakommentarer gør romanen ekstremt tilgængelig og ufarlig, er der også nogle tunge temaer, der viser hvor ærlig romanen er. Alle karaktererne har rod i deres liv, og den nærtstående død afslører hemmeligheder, som ellers ikke har set dagens lys. Især den centrale og uperfekte kærlighedshistorie mellem forfatteren og Ditte, er fængslende ærlig. Deres forhold rummer så meget smerte, at det er svært at se hvem af dem der lider mest. Under alt dette ligger der en klar undertone af humor, hvilket er romanens største force. Damsø’s ven Martin lægger for eksempel nogle ret eksplicitte telefonbeskeder:

”Martin: Jeg har lige fistfucket Thea. Fuck, mand, du skulle have set det! Hun sprøjtede så sygt meget!”

Disse telefonbeskeder er en stor kontrast til de seriøse temaer som død og kærlighed, der ellers fylder meget i romanen. Jeg har en klar fornemmelse af, at netop denne ærlighed og humor, som forfatteren lægger for dagen, kan kreere mange formidable romaner endnu. Hans ærlighed, som også til sidst afslører lakridspibens sande identitet, fortjener stor ros herfra. Damsø har formået at skrive en meget tilgængelig bog, som fanger et bredt publikum. Dens ydre illustrerer lakridspibens allestedsnærværende tilstedeværelse, og indholdet er koncentreret omkring litteraturens verden, samtidig med at den behandler helt trivielle emner. Denne balance skaber en behagelig læseoplevelse, hvor man både lærer noget nyt og får et godt grin.