Mennesket, skæbnen, eventyret

By littunAdmin Anmeldelser

Mennesket, skæbnen, eventyret

Mennesket, skæbnen, eventyret

Anbefaling af Karen Blixen: Vinter-eventyr (1942) 

Anbefalet af Camilla Weber Farver  

Foto: Camilla Weber Farver 

I efteråret 2018 stod jeg i en aarhusiansk boghandel med en virkelig elegant bog i hånden. Den havde et mat, rosa omslag og titlen stod med slanke bogstaver: Vinter-eventyr. Billeder af iskolde krystalpaladser og rimfrostblomster dukkede op på min nethinde. Jeg fik bogen i julegave, og da jeg begyndte at læse fortællingerne i den, opdagede jeg, at de udgør mere end et smukt vinterlandskab. Meget mere – og andet.  

De elleve fortællinger – eller eventyr, som Karen Blixen har navngivet dem – udspiller sig i en verden, hvor naturen er levende, og skæbnen altid er nærværende. Og de handler om både stort og småt, men først og fremmest om menneskeliv: en skibsdrengs, en præstekones, en konges – for blot at nævne nogle få. Blixen har et ganske særligt blik for de mennesker, hun portrætterer. Deres ord, tanker og bevægelser står lyslevende, selvom novellerne blev nedfældet for snart 80 år siden.  

”Kongen holdt sin hest an og så ud. Den salte søluft strøg ham ind i ansigtet, og favnede ham helt, den var mættet med ram lugt af tang. Han åndede den dybt ind og undrede sig over, at han så længe ikke var kommet herned til stranden. For en stund tænkte han ikke på andet end havet.”

Fælles for de mennesker, Karen Blixen skriver frem er, at de har noget på hjerte. De tænker, så det knager over livet, døden og meningen med det hele og som læser får man indblik i alle deres tankers kringelkroge. Det betyder, at læsningen ikke altid er let, men det gør ikke noget, når eventyrerne er så rige på indsigt i verden og i de mennesker, der lever i den.    

Eventyr i krig 

Vinter-eventyr er et værk med en historie. Under anden verdenskrig blev den trykt i lommeformat, så de allieredes soldater ved fronten kunne have den med sig i krig. Det er en rar tanke, at soldater i en altødelæggende krig har haft små stykker af skønhed og fantasi liggende i lommerne. Jeg forestiller mig, at eventyrerne må have været en flig af trøst i en trøstesløs verden. For selvom Karen Blixen fortæller om hårde og ubarmhjertige skæbner, så er der også en varme og en kærlighed til verden til stede i samlingen.   

”Således som melodien er ét med den stemme, der synger den, som vejen er ét med målet, som to elskende bliver ét i deres omfavnelse, således er mennesket ét med sin skæbne, og må elske den, som det elsker sig selv.”
 

Æselører og mysterier  

I dag pryder bogen min bogreol med sin fine farve. Den er som ny udenpå, men bladrer man i den, vil man se, at den er fyldt med æselører og blyantsstreger. Karen Blixens sprog myldrer nemlig af fine passager, som bestemt ikke bør gå i glemmebogen – for eksempel den her, om en snefyldt aften i Paris:  

”I de dunkle mellemrum mellem gadelygterne gav den faldende sne sig kun til kende for de vandrende som en øjeblikkelig, iskold, krystallisk berøring af øjenvipper, mund og hænder.”

Min anbefaling: Læs den i bidder, som små stykker af skønhed og fantasi og bliv overrasket over med hvilken ro, Karen Blixens hånd har skrevet om skæbner i en verden, som på en gang er grusomt virkelig og forunderligt mystisk. Bon appetit.