Anmeldelse af Sara Omar: Skyggedanseren, udgivet 26. november 2019 på Politikens Forlag.
Anmeldt af Ditte Plauborg Larsen
Foto: Ditte Plauborg Larsen
Livets hårde sider kan ramme tidligt og kontinuerligt. Det er virkeligheden for Frmesk, både som barn, ung kvinde og voksen. Skyggedanseren, opfølgeren til Sara Omars debutroman, Dødevaskeren, er en eksplosion af liv, håb, vold og ødelæggelse og en utrolig skildring af en udsat kvindes indre kvaler. Det er denne kvindes drøm om frihed og ligeværd, om retten til at bestemme selv. Og det er fortællingen om de drømme, der knuses igen og igen, blot for at genopstå.
Anden del af fortællingen om Frmesks liv er, hvis muligt, endnu hårdere, og endnu smukkere, læsning end første del. Romanen veksler mellem barnet Frmesk i Kurdistan i 1994 og unge Frmesk i Danmark i 2007. I Kurdistan taler Frmesk ikke og udviser ingen tegn på glæde eller lykke. Bedsteforældrene Gawhar og Darwésh er desperate, og sender Frmesk i koranskole hos sin onkel Muhammad, der er imam, og hvad der følger, er usigelig forfærdeligt. I Danmark går Frmesk på universitetet og passer sin mors hjem og sine to yngre søskende, mens de alle frygter for farens ankomst i lejligheden.
Frmesk søger i Danmark friheden og går mod sin fars ordre uden tørklæde og skriver kritiske artikler om Islam, der leder til censur. Hun skriver også digte for at bearbejde de mange sår fra barndommen og ønsker sig tilbage til sin bedstemors køkken og bedstefars have i Kurdistan. Men da faren opdager hendes digteri, bliver volden værre end den var før, og Frmesks frihed indskrænkes yderligere.
Fiktion eller virkelighed: en knudret størrelse
Skyggedanseren skildrer i hårde vendinger en ung kvindes higen efter frihed og indædte kamp for at gøre livet til noget godt. Undervejs i læsningen er det svært at tro på, at livet rummer noget godt for Frmesk i fremtiden, selvom hun selv kontinuerligt forsøger at holde modet og håbet højt. Fortællingen er et blik ind i et liv, der er svært for de fleste at forstå, og forfatteren, Sara Omar, formår at fremstille de uhyrligheder, Frmesk udsættes for, på én gang både kvalmende og hjerteskærende.
Romanens delvise autobiografiske karakter gør kun læsningen endnu mere skræmmende. Sara Omar trækker i sit forfatterskab på egne oplevelser, og man sidder som læser tilbage, med is ned ad ryggen, og funderer over, hvor meget der er Sara, og hvor meget der er Frmesk. I virkeligheden betyder det meget lidt, for uanset hvad, så er der alt for mange skæbner, der ligner Frmesks. Det er denne vold, udøvet mod kvinder i islams navn, som Sara Omar vil udstille for alverden at se, der især italesættes af bedsteforældrene, eksempelvis da bedstemor Gawhar, der er dødevasker, taler til kvinderne i byen:
Barnet bliver kvinde
Skyggedanserens fortælling danner en smuk cirkel med forgængeren, Dødevaskeren: Fortællingerne går kronologisk på tværs af hinanden, og Skyggedanseren er på denne vis ikke bare den anden bog i serien, men den midterste del af fortællingen, og værkerne er på denne måde vidunderligt skruet sammen.
Jeg har aldrig nogen sinde håbet så meget for en karakters lykkelige slutning, som jeg har håbet på det for Frmesk. Alligevel håber jeg, at serien bliver til en triologi, hvor vi også kan overvære Frmesks oplevelser som nyankommen i Danmark. Skyggedanseren samler fortællingen fra Dødevaskeren, og skaber en klassisk coming-of-age–novel, eller Bildungsroman, hvor vi begynder at se trådene mellem barnet, der var, og kvinden, som blev, og jeg har sjældent følt så meget med en hovedkarakter, som jeg har følt med Frmesk gennem Skyggedanseren.
Skyggedanseren er, kort sagt, et vidunder af en roman, der skildrer håbet og frygten side om side, hvor Frmesks evige kamp for mere frihed og kærlighed rammer dybt i hjertekulen. Gør dig selv den tjeneste at læse Frmesks historie. Lige så meget som den er hjerteskærende, er den lærerig, sprudlende af liv og gå-på-mod, og ikke mindst et glimt ind i en verden, som de fleste ikke engang kan forestille sig. Sara Omar har gjort det igen: et mesterværk af følelser.
Leave a Reply