Anmeldelse af Dorthe Nors: Kort over Canada udgivet ved Gyldendal, d. 23. august 2018
Anmeldt af Rikke Bliksted
Fotograf: Rikke Bliksted
Kort over Canada er Dorthe Nors’ nyeste novellesamling. I samlingen tager hun fat i tematikker som kærlighed, omsorg, ensomhed og vold. Alt dette er præsenteret i fjorten noveller fra hverdagen, der foregår forskellige geografiske steder såsom Thy, Sydvest Station og Boston. Fælles for karaktererne i novellesamlingen er, at de har svært ved at finde sig selv – og det understreges af, at de er rejst væk fra deres normale ståsted og kæmper for at finde tilbage.
Dorthe Nors’ noveller bærer alle præg af en fortættet fortællestil, og på den måde involverer hun læseren. Novellernes betydning og budskab skal findes mellem linjerne, og læseren må holde tungen lige i munden og selv tolke på de antydninger, som Dorthe Nors lægger ud. Disse antydninger kan findes i selve teksten, men de kan også findes i novellernes titler, der er med til at danne forståelse for karaktererne og ikke mindst deres handlinger. Det ses f.eks. i ”Kaprifolium”, hvor navnet stammer fra en giftig plante. Titlen beskriver hovedkarakterens giftige væremåder, hvilket menneskerne i novellen overser, da de bliver forblændet af hans pæne ydre og umiddelbare intentioner. På den måde skildres menneskets benhårde realitet indirekte og dermed også dets skyggesider. Disse sider kan synes stygge og dystre, og man kan sige, at novellegenren her kommer til sin ret. Forfatteren skaber små mørke momenter, som læseren kan dykke ned i, men samtidigt oversvømmes læseren ikke af menneskets dårlighed på grund af genrens korte format.
Menneskelige fejl
Samlingen består af syv noveller med en mandlig fortæller og syv med en kvindelig. Fælles for dem alle er, at de beskæftiger sig med menneskets indre problemer, nemlig dét at finde og være sig selv, trods ensomhed eller ens mørke og dystre sider. Personerne søger derfor tilbage til noget, som minder dem om tiden før, de var ”fortabte”. Et andet fællestræk er, at der i de fleste noveller sker en form for fejlkommunikation i forhold til en forventningsafstemning. Det ses f.eks. i novellen ”I en hochstand” i forbindelse med et forhold, hvor et ægtepar har forskellige forventninger omkring, hvad deres forhold indebærer eller i novellen Sydvest Station, hvor en samtale mellem to veninder lyder:
Det tabubelagte beskrives
I novellesamlingen er der inddraget mange forskellige skæbner; der er både den ensomme gamle kvinde, manden, der flygter fra sin kone, den unge kvinde, hvis kæreste har slået op med hende og manden, hvis kone bevæger sig længere væk fra ham. Det er tydeligt, at de alle har et problem, der fylder og gør, at de ikke handler, som de ellers ville gøre. Dette meget nuancerede persongalleri er med til at understrege alle de sider af os mennesker, som vi ikke synes om og derfor prøver at gemme væk fra offentligheden, f.eks. fantasier, der ikke lever op til de normer, der er i samfundet. Dorthe Nors tager dermed emner og følelser op, som mange af os ellers prøver at glemme eller på anden vis skubber væk fra bevidstheden. Hun understreger således, at det dystre indre er et menneskeligt vilkår.
Kort over Canada har både fået mig til at trække på smilebåndet – samtidigt har den sat min hjerne på overarbejde i forsøget på af forstå karaktererne og deres situationer. Dermed har læsningen af Dorthe Nors’ novellesamling været en særdeles god læseroplevelse. Det er rart, at man som læser ikke får givet alle svarene, men at man selv er en aktiv del i læsningen. Det at undersøge titlernes betydning gør, at et nyt fortolknings- og forståelsesniveau af teksten bliver skabt. Så hvis du også er glad for tekster, som får dig til at tænke dig om en ekstra gang eller fascineret af menneskets (til tider) dystre indre, så er denne samling sikkert noget for dig!
Leave a Reply