Mere Michael Strunge?

Anmeldelse af Min krop er tung af drøm, digte af Michael Strunge i udvalg ved Caspar Eric. Udgivet på Gyldendal den 29. november 2018

Af Nete Bækgaard Hermansen

Foto: Bogens forside // gyldendal.dk

Med udvalget af digte i Min krop er tung af drøm giver digteren Caspar Eric fornyet liv til en af sine mest ikoniske forgængere, 80´er-digteren Michael Strunge. Digtsamlingen følger i hælene på en nyligt udgivet film om Strunge, Væbnet med ord og vinger.

Michael Strunge fik en kort, men strålende, karriere som poet og forfatter, inden han i 1986 begik selvmord ved at hoppe ud ad et vindue fra sin københavnerlejlighed. Både dengang og siden er Strunges digte blevet læst, rost og kanoniseret. Få danske folkeskoleelever kommer gennem danskundervisningen uden at stifte bekendtskab med hans poesi.

Så spørgsmålet er, om vi overhovedet har brug for mere Michael Strunge? Noget kunne tyde på det, for inden for de sidste par år har vi både fået en fremragende kunstfilm om hans liv og forfatterskab og senest Min krop er tung af drøm, en samling af Strunges digte, udvalgt af Caspar Eric.

Og det fantastiske ved Strunge er, at man, for hver gang man kaster sig over en ny udgivelse eller fortolkning af ham, lærer noget nyt. I folkeskolen chokeres man over hans direkte, kyniske og til tider uhyggelige beskrivelse af en samfundsånd og en generation, som desperat søgte efter mening med galskaben. I filmen Væbnet med ord og vinger lærer man nye ting om Strunge som person. Og gennem Min krop er tung af drøm, bliver man klar over det imponerende væld af nuancer, som findes i Strunges forfatterskab.

Fra det banale til verdenshadet

I den nye udgivelse formår Eric nemlig at belyse Strunge fra alle sider. For eksempel gennem helt simple digte fyldt med håb, hvor glæden over en opringning fra kæresten beskrives:

Jeg tager telefonen og siger hej,

For du ved jo jeg er mig

Og du er dig.

 

”Ja, det er Cecilie,” siger du.

Ja!

 

Vi ses

Men vi stifter også bekendtskab med nogle af de digte, som er mere ikoniske for Strunges stil og emmer af uforløst fortvivlelse og mørke som i digtet ”Hjerternes terrorist”:

Jeg er en verdenssøn.

Kølig og klar

Diamanten der ridser dit øje.

Jeg er den store hader

Alt i verden er mig fremmed

Og min angst er kun kendt af mig selv

Som kun tigeren kender sit bur.

Selvom det som læser nogle gange kan være en smule krævende at springe fra hverdagens frydefulde banaliteter til verdenssamfund i sammenbrud, så er det også en af de fascinerende ting ved netop denne Strungeudgivelse. Efterhånden som man bevæger sig gennem værket, går det desuden op for en, at der er en gennemtænkt, om end næsten umærkelig, struktur. Caspar Eric har altså udført jobbet som redaktør ganske godt.

Det simple står stærkest

Selvom det uden tvivl er de tunge, kantede og svære digte, som Strunge er mest kendt for, så er det faktisk i det enkle og sprogligt minimalistiske, at han i Min krop er tung af drøm står stærkest. Hans leg med novellegenren fungerer for eksempel fremragende; det samme gør de korte digte, hvis betydninger er mere eksplicitte.

Det er, når vi kommer tættest på, at det bliver mest interessant. Som for eksempel i en beskrivelse af det værelse, som han ligger i og drømmer, et billede af hvordan kærestens mave hopper når hun griner, eller fortællingen om hvordan han vender tilbage fra et selvmordsforsøg, der mislykkes. Her bliver læseren rørt og revet med, og man får lyst til mere.

Alt i alt fungerer Min krop er tung af drøm som en fremragende opsummering af et alt for kort, men stadig fascinerende forfatterskab – og står tilbage som et bevis på, at vi sagtens kan tåle mere Michael Strunge. Værket er et godt sted at starte, hvis man skal stifte bekendtskab med Strunge for første gang, eller hvis man blot ønsker at se nogle andre sider af ham, end dem man er vant til.