Anmeldelse af Marie Brixtofte: Kun når det regner, udgivet på Gyldendal d. 21. januar 2019
Anmeldt af Simone Eriksen
Fotograf: Simone Eriksen
Marie Brixtoftes selvbiografiske fortælling Kun når det regner giver forståelsen af misbrug et nyt perspektiv. I fortællingen beskriver Brixtofte sin opvækst med en alkoholiseret far. Hun giver derved misbrugspårørende en stemme, og giver et indblik i et liv, hvor man som pårørende er i konstant kamp mod at råbe op, og om at tie om et familiemedlems misbrug.
Marie Brixtoftes bog fungerer som en fletfortælling, hvor læseren parallelt følger tre begivenheder i hendes liv: nyheden og den efterfølgende sorg over hendes far, tidligere medlem af Folketinget for partiet Venstre, Peter Brixtoftes død, hendes barndom og opvækst med en far der drikker, og et udsnit af hendes liv i England i hendes ungdom. Fortællingerne har alle det til fælles, at de har haft stor betydning for hendes liv. Bogen er inddelt i mange korte og præcist skrevne kapitler, hvilket fastholder interessen for at læse videre og finde ud af, hvor de forskellige fortællinger ender, og hvilke konsekvenser de har for hendes liv efterfølgende. Derudover deler mange af kapitlerne titlerne ”At leve” og ”At dø”, og de kommer ofte lige efter hinanden, hvilket giver bogen en god dynamik, da de rummer livets højde- og lavpunkter.
”Pusher”
Bogens overordnede tema er Peter Brixtoftes alkoholmisbrug set fra hans datter Maries øjne, og hvordan dette misbrug påvirker hende gennem hendes ungdomsår, hvor hun bor hos ham. Hun påtager sig aldrig offerrollen i fortællingerne, og hun beskriver aldrig sin far med andet end respekt og kærlighed – hun føler derimod skyldfølelse, som i et minde, hvor hendes far beder hende hente en flaske vin i kælderen, da Venstregruppen er på besøg hos dem:
Opmærksomhed
Et andet stærkt øjeblik i bogen, er et andet minde, hvor Marie skal køre sin far til Møn, hvor han skal til et arrangement, og selvom hun godt ved, hvorfor han ikke kører selv, længes hun alligevel og er så desperat efter hans opmærksomhed, at hun med glæde siger ja til at køre ham:
Det er så skræmmende, at Marie på et tidspunkt i sit liv har lært at acceptere ikke engang det næstbedste, men noget langt under almindelig standard, men igen er der ingen vrede at spore. Marie har formået at skabe et rum, hvor barske erkendelser kan blive reflekteret over, og hvor livets hårde tider kommer ud i lyset på en respektfuld måde, dermed uden mudderkast, som man godt kunne frygte. Bogen giver derfor et indblik i at være en del af et af misbrug på sidelinjen uden man selv har valgt det, og dermed også kampen om at slippe væk fra det, og måtte acceptere konsekvenserne heraf. Den fanger læserens opmærksomhed med det samme, og den er derfor svær at lægge fra sig, før man har læst det hele.
Leave a Reply