Min fars (ufrivillige) hjælper

Min fars (ufrivillige) hjælper

Min fars (ufrivillige) hjælper

Anmeldelse af Marie Brixtofte: Kun når det regner, udgivet på Gyldendal d. 21. januar 2019

Anmeldt af Simone Eriksen

Fotograf: Simone Eriksen

Marie Brixtoftes selvbiografiske fortælling Kun når det regner giver forståelsen af misbrug et nyt perspektiv. I fortællingen beskriver Brixtofte sin opvækst med en alkoholiseret far. Hun giver derved misbrugspårørende en stemme, og giver et indblik i et liv, hvor man som pårørende er i konstant kamp mod at råbe op, og om at tie om et familiemedlems misbrug.

Marie Brixtoftes bog fungerer som en fletfortælling, hvor læseren parallelt følger tre begivenheder i hendes liv: nyheden og den efterfølgende sorg over hendes far, tidligere medlem af Folketinget for partiet Venstre, Peter Brixtoftes død, hendes barndom og opvækst med en far der drikker, og et udsnit af hendes liv i England i hendes ungdom. Fortællingerne har alle det til fælles, at de har haft stor betydning for hendes liv. Bogen er inddelt i mange korte og præcist skrevne kapitler, hvilket fastholder interessen for at læse videre og finde ud af, hvor de forskellige fortællinger ender, og hvilke konsekvenser de har for hendes liv efterfølgende. Derudover deler mange af kapitlerne titlerne ”At leve” og ”At dø”, og de kommer ofte lige efter hinanden, hvilket giver bogen en god dynamik, da de rummer livets højde- og lavpunkter.

”Pusher”

Bogens overordnede tema er Peter Brixtoftes alkoholmisbrug set fra hans datter Maries øjne, og hvordan dette misbrug påvirker hende gennem hendes ungdomsår, hvor hun bor hos ham. Hun påtager sig aldrig offerrollen i fortællingerne, og hun beskriver aldrig sin far med andet end respekt og kærlighed – hun føler derimod skyldfølelse, som i et minde, hvor hendes far beder hende hente en flaske vin i kælderen, da Venstregruppen er på besøg hos dem:

”Udadtil springer jeg ned i kælderen og henter fluks en vin. Indadtil slæber jeg fødderne af sted, på vej til Istedgade for at købe heroin. Kvalmende og uhyggeligt. Smilende og pligtopfyldende. ’Værsgo,’ siger jeg og sætter vinen på bordet. Og så kommer det næste. Det ene hører sammen med det andet. ’Åbner du den ikke også, skat?’ Jeg tager gummislangen frem, knapper dit skjorteærme langsomt op. Binder slangen om din overarm, varmer spiseskeen med en lighter og slår på din arm for at finde den bedste blodåre. Venstregruppen ser en sød og lidt rødmende 14-årig åbne en flaske vin, inden hun skynder sig ned for at lave lektier.”

Opmærksomhed

Et andet stærkt øjeblik i bogen, er et andet minde, hvor Marie skal køre sin far til Møn, hvor han skal til et arrangement, og selvom hun godt ved, hvorfor han ikke kører selv, længes hun alligevel og er så desperat efter hans opmærksomhed, at hun med glæde siger ja til at køre ham:

”Køreturen tog lidt over halvanden time. Du forberedte dig en smule undervejs, men ellers snakkede vi. Og du stillede mig spørgsmål. Og lyttede med interesse, og jeg solede mig i din opmærksomhed […] Jeg glædede mig til turen hjem. Men du var træt. Det var hårdt at være på, sagde du, og nu kunne du slappe lidt af. Måske havde du fået en øl eller to. Det kunne jeg lugte. Jeg kunne heller ikke forvente samme friskhed og interesse to gange på en dag, tænkte jeg.”

Det er så skræmmende, at Marie på et tidspunkt i sit liv har lært at acceptere ikke engang det næstbedste, men noget langt under almindelig standard, men igen er der ingen vrede at spore. Marie har formået at skabe et rum, hvor barske erkendelser kan blive reflekteret over, og hvor livets hårde tider kommer ud i lyset på en respektfuld måde, dermed uden mudderkast, som man godt kunne frygte. Bogen giver derfor et indblik i at være en del af et af misbrug på sidelinjen uden man selv har valgt det, og dermed også kampen om at slippe væk fra det, og måtte acceptere konsekvenserne heraf. Den fanger læserens opmærksomhed med det samme, og den er derfor svær at lægge fra sig, før man har læst det hele.